Danmarks racistiske asylpolitik

Racisme er et menneskesyn med fordomme mod og diskrimination af forskellige befolkningsgrupper ud fra sociale opfattelser af biologiske eller kulturelle forskelle. Racister har en fjendtlig holdning til visse grupper på grund af deres etniske baggrund eller fremmedartede udseende, hudfarve, religion, kultur, normer eller traditioner.

Desværre praktiserer den danske regering racediskrimination på utroligt mange områder, boligpolitisk, overfor unge, på børneområdet (ikke etniske danskere må ikke passe deres småbørn hjemme, mens etniske danskere gerne må), i jobsøgningskrav, nedsættelse af integrationsydelse og ikke mindst på flygtningeområdet.

Det er en retat søge asyl, og ikke kriminelt, som man kan få opfattelsen af, når man hører integrationsministeren, Mattias Tesfaye, tale.

Den danske regering har fastslået, at ingen fra Mellemøsten eller Nordafrika skal være i Danmark. De, der tidligere har fået opholdstilladelse, får i stor stil frataget deres asylstatus og skal ud af landet. Dette er ikke sket tidligere.

I dag får næsten ingen politisk asyl, men i lighed med flygtninge fra Syrien, midlertidigt ophold, hvor man har sat perioden til 2 år. Kravet om, at alle skal være selvforsørgende, er jo svært, når man skal overbevise en arbejdsgiver om, at en ansættelse på max 2 år er rentabel for virksomheden.

Højest på regeringens ønskeseddel står, at der ikke skal ske asylbehandling i Danmark, men ansøgerne skal sendes til et afrikansk land, som mod ussel mammon skal tage sig af denne opgave.

Det er fremhævet igen og igen, at et uafhængigt domstolslignende organ, Flygtningenævnet,afgør asylsagerne i 2. instans. Dette organ er ikke uafhængigt. I Flygtningenævnet sidder i dag tre medlemmer, en udpeget af Advokatsamfundet, en landsdommer, og så hører uafhængigheden op. Det tredie medlem er udpeget af Integrationsministeriet, der tillige er part i sagen via Udlændingestyrelsen, som har givet afslag på asyl og som møder som modpart i nævnet.

Tidligere var der to yder-ligere medlemmer af Flygtningenævnet, nemlig udpeget af henholdsvis Dansk Flygtningehjælp og Udenrigsministeriet. To organer, der havde stor viden om situationen i de lande, flygtningene kom fra. Men de blev smidt ud af nævnet.

At Flygtningenævnet ikke er uafhængigt, ses også af dets praksis. For eksempel fik forfulgte palæstinensere asyl tidligere. I dag får de afslag, selvom Israel i endnu større omfang forfølger palæstinenserne. Nægter dem adgang til at komme på arbejde. Tager deres jord, så kun huset er tilbage uden muligheder for at forlade dette og brødføde sig selv. UNHCR’s (FN’s flygtningeorganisation) anbefalinger tilsidesættes i stort omfang, dikteret af regeringen.

Folk fra Irak, Iran, Afghanistan og Syrien, som nægtes asyl i Danmark, men har lykkedes med at flygte fra Danmark til et andet europæisk land som Italien, Frankrig eller England, får asyl der.

Dette selvom disse lande ikke må tage imod asylansøgere, hvis sag er behandlet i Danmark, grundet regler i Dublinkonventionen, der fastslår, at folk skal sendes retur til 1. asylland. Disse lande begrunder behandlingen og tilkendelsen af asyl med, at Danmark ikke er et beskyttende og sikkert land for disse asylansøgerne.

I Danmark mangler man domstolsbehandling. Det er udelukket at bringe asylsager for domstolene i modsætning til andre europæiske lande. Dertil kommer, at Flygtningenævnet hører under Hjemrejsestyrelsen, som er en styrelse under Integrationsministeriet.

Dansk Folkeparti har ikke levet forgæves men er skyld i, at næsten alle Folketingets partier fører en racistisk politik for at bevare magten. ”Stuerene bliver I aldrig”, sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen om Dansk Folkeparti. I dag kan det siges om næsten alle partierne i Folketinget. Det er flovt at være dansker.

Kirsten Bindstrup