Dansk udlændingepolitik når den er værst

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 2-2024] Det er uden tvivl ikke fornøjeligt at havne bag tremmer, når man har begået en forbrydelse, men så har vedkommende da i det mindste selv været ude om det i modsætning til de flygtninge, som Danmark af forskellige grunde ikke vil modtage. De bliver anbragt i udrejsecentre, hvor der ikke er tremmer for vinduerne, men hvor forholdene er langt værre end i almindelige fængsler. Hvor umenneskelige de er, kan man læse om i tegneserien ”Fortællinger fra Kærshovedgård”, som måske især henvender sig til unge mennesker, men i høj grad er læseværdig og oplysende også for ældre generationer.

Det er otte personer fra Kærshovedgård, der fortæller. Centret ligger i Nordjylland, derude hvor kragerne vender, og det var tidligere et almindeligt fængsel. Nu er forholdene bevidst gjort så utålelige som muligt for at motivere de indsatte til at forlade Danmark frivilligt og så hurtigt som muligt. Der er opholdspligt, meldepligt og underretningspligt. Man må ikke tilberede sin egen mad, og der er ingen adgang til beskæftigelse af nogen art. Det er ikke tilladt at have en elkedel eller et køleskab på værelset. Man har ikke adgang til normale sundhedstjenester. For at få en recept skal man ansøge hos udlændingestyrelsen. Der er ikke noget, der hedder lommepenge, så hvad skal man i øvrigt med elkedel og køleskab. Cigaretter og slik er usundt, så det hele går op i en højere enhed. Det er jo ikke sådan, at folk er spærret inde, men man bliver registreret ved hver ud- og indgang, og når man åbner vinduet, og så er der meldepligten, som der undertiden går kuk i, fordi dagene flyder sammen i uvirksomheden, og det bliver straffet.

De otte flygtninge, der fortæller om deres baggrund og om opholdet her, kommer fra forskellige steder i verden. Blandt dem er Nadia fra Congo, der blev arresteret fordi hun demonstrerede mod det korrupte styre, som beriger sig ved at lade syvårige børn arbejde i minerne. Da hun ankom hertil, var hendes hofter så ødelagte, at de burde udskiftes, men da hun ikke havde opholdstilladelse, kunne det danske sundhedsvæsen ikke hjælpe hende. Det endte dog efter megen lidelse med, at Røde Kors trådte til og betalte for, at hun kunne få nye hofter.

Lige så beskæmmende er det at læse om Ndulue, der i sit hjemland blev arresteret og af politiet fik beskadiget sit ene øje. Da han kom til Danmark, kunne han ikke få øjet behandlet. Først efter to år, da øjet ikke kunne reddes på grund af infektion, fik han det fjernet og erstattet med et glasøje, hvad der var en lettelse for ham i første omgang.

Den sidste fortæller er en kurdisk flygtning fra Syrien, der slutter sin beretning med disse ord: ”Jeg vil lukke Kærshovedgård for hele Danmarks skyld. Men det er jo også personligt. Så længe lejren eksisterer, kan jeg ikke sove trygt”. Og det forstår man godt efter at have læst om, hvor kynisk Danmark behandler mennesker på flugt.

Det er foreningen Små Broer, der er den organisatoriske base for bogen, der bygger på interviews med beboerne på Kærshovedgård i tiden 2022-2023. Tegningerne er, da de ligesom interviewene er foretaget af forskellige personer, meget varierede.

Fortællinger fra Kærshovedgård. Forlaget Spektakel. 176 sider. 250 kr.