Skip to content

Danskerne bakker op om nedslidte

Politikerne har alt for lidt fokus på mureren, pædagogen og alle de andre, der bliver nedslidt på jobbet. Det mener flertal af danskerne i ny måling.

Politikerne bekymrer sig alt for lidt om mureren, der slider sig op på byggepladsen, og pædagogen, der knokler ryggen i stykker i børnehaven. 

Det mener et stort flertal af danskerne ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har udført for LO-fagbevægelsen.

I undersøgelsen, som 1.230 repræsentative danskere har deltaget i, svarer 76 procent, at der er for lidt politisk fokus på fysisk nedslidning og pensionsalder. 

Problemet fylder meget

Ifølge forfatter og journalist Lars Olsen, der i en årrække har beskæftiget sig med ulighed og sociale skel i samfundet, er undersøgelsen med til at understrege, at der er en “kløft i samfundet” mellem politikere og helt almindelige danskere. 

– Det her spørgsmål om pensionsalder og nedslidning fylder rigtigt, rigtigt meget blandt folk ude i Danmark, men det fylder ikke særligt meget blandt politikerne, og det oplever jeg, at der er en stor frustration over, siger Lars Olsen. 

– Når jeg er ude at diskutere med folk, møder jeg en opfattelse af, at medier og politikere simpelthen er ude af trit med en stor del af borgerne, tilføjer han. 

De Gule Veste

Lars Olsen sammenligner frustrationen over det manglende fokus på nedslidning med situationen i Frankrig, der lige nu er præget af voldsomme sammenstød mellem fransk politi og bevægelsen De Gule Veste.

De Gule Veste protesterer imod den franske præsident Emmanuel Macron, der i følge protestbevægelsen fører en politik, som overser franskmænd, der arbejder i lavt betalte job og bor uden for storbyerne. 

– Jeg mener, at De Gule Veste må være en kæmpe advarselslampe til de danske politikere. Det er vigtigt, at politikerne tager den her frygt op, som rigtig mange mennesker har, så vi undgår at havne i samme situation som i Frankrig, siger Lars Olsen.

Nærværende blad nærer dog ikke den store tillid til finanslovspartiernes sociale eller menneskelige sindelag. Der bliver nok også brug for de gule veste hos os.

-bfc

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk