Skip to content

David og Goliat

Vi sympatiserer alle med den lille fyr i kamp mod den store grobrian – eller gør vi?

[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] Førende danske socialdemokrater har det med at udstille deres uvidenhed om Danmarks og verdens historie i fuld offentlighed og det med ord, som leder tanken hen på det gamle mundheld om ikke at kaste med sten, når man bor i et glashus.

I efteråret var det stats­ministeren selv, der fandt det ”historieløst” at inddrage Israels egne handlinger i bedømmelsen af den krig, der for tiden er i gang i Gaza. Efter at have lagt en buket blomster foran den israelske ambassade i København svarede hun på et spørgsmål, om hendes sympati også gjaldt palæstinenserne, at spørgsmålet var ”bekymrende” og ”historieløst”.

gemzøe_maj-juni2024Episoden blev omtalt på denne plads i nærværende blad, hvor vi konluderede, at Israel kun havde sin egen terror- og udryddelseskrig mod palæstinenserne at takke for Hamas-angrebet den 7. oktober.

Nu er det så politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen, der føler sig kaldet til igen at føre beskyldningen for historieløshed i marken. Det skete den 5. maj i TV2 i anledning af, at der dagen før som de mange foregående søndage i København var demonstreret for solidaritet med palæstinensernes frihedskamp.

At sammenligne palæstinensernes frihedskamp med den danske modstandskamp, endda på selve befrielsesaftenen, var efter Rabjerg Madsens mening ”historieløst og tonedøvt”. Som for Mette Frederiksen et halvt år før slår beskyldningen tilbage i ansigtet på Rabjerg Madsen selv.

Socialdemokraternes historieløshed

At der er en parallel mellem frihedskampen mod en indtrængende imperialistisk overmagt i Danmark og i Palæstina, burde stå klart for enhver – men åbenbart ikke for danske socialdemokrater.

I den forbindelse er det vel ikke overflødigt at minde om den socialdemokratisk ledede danske regerings samarbejde med nazisterne og forfølgelse af modstandsbevægelsen. Og vel heller ikke urimeligt at drage en parallel til den nuværende socialdemokratisk ledede regerings støtte til Israels folkemord. I begge tilfælde optrådte/optræder danske regeringer som halehæng til den imperialistiske magt, de opfatter som sejrende i kampen om verdensherredømmet. Dengang nazi-Tyskland, i dag USA (med proselytstaten Israel).

Ganske det samme gør sig gældende i forhold til Ukraine, både dengang og i dag.

Antisemitisme

Det er ikke kun danske socialdemokrater, der gentager sig selv. Det gør historien tilsyneladende også. Som så mange tusinde i Europa protesterer nu også studenterne på de amerikanske eliteuniversiteter mod Israels krig.

Det har vakt opsigt i den borgerlige presse; for det minder om den amerikanske studenterprotestbevægelse, der i 60’erne startede den verdensomspændende modstand mod USA’s krig i Vietnam.

Hverken de borgerlige eller socialdemokraterne bryder sig selvfølgelig om disse protester, lige så lidt som de brød sig om protesterne mod Vietnam-krigen i sin tid. Det kan da ikke passe, at så mange mennesker vender sig mod den demokratiske verdens retfærdige forsvarskrige mod autokrater og terrorister! Der må ligge noget bag, men hvad?

Jo, selvfølgelig: Protesterne mod Israels krig skyldes antisemitisme! De mange tusinde protesterende hader den jødiske stat, fordi de hader jøderne. Derfor er de ”historieløse og tonedøve”.

Der er trods alt sket fremskridt siden Palæstina-solidaritetens spæde start i 60’erne. Dengang kunne man risikere at blive kaldt nazist, hvis man bestred Israels ret til at undertrykke og fordrive palæstinenserne; de kunne jo bare tage hjem til de andre arabere i ørkenen, hvor der var masser af plads.

Nethanyahu

Det var Netanyahu, der startede med at beskylde Palæstina­demonstranter for anti­semitisme. Er han og hans disciple blandt socialdemokrater og andre slet ikke klar over, at de med deres beskyldninger legitimerer antisemitismen? Alle hæderlige og fornuftige mennesker fordømmer Israels fremfærd; hvis det er antisemitisme, må de mere ubefæstede sjæle (og det er de fleste) jo tro, at antisemitisme er godt.

Følelse og forståelse

Godt gør det at se de mange tusinde demonstrere mod undertrykkelse og folkedrab. Det er udtryk for, at den blinde accept af imperialismens (den ”demokratiske verdens”) forbrydelser er på vej til at blive fortid. Men der er et stykke vej endnu.

Det er sympatisk, men også nemt at føle med Davids kamp mod Goliat. Det nød Vietnam godt af i 60’erne, men også Israel. I dag er det palæstinenserne, der er David.

Ukraine ses af mange også som David i kamp mod Ruslands Goliat. Men det er falsk, og det viser, hvordan nemme følelser kan lede på afveje. Ukraines rolle er udelukkende at levere kanonføde til imperialismens stedfortræderkrig mod Rusland, som i denne sammenhæng er David.

At bane vej for denne forståelse og for forståelsen af imperialismen i det hele taget er det genforenede kommunistiske partis opgave.

Back To Top