Daxit
Udtræden af EU giver os mere frihed i FN
Af Lave K. Broch, 1. suppleant til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
Vi har brug for samarbejde i verden, men EU begrænser i dag Danmarks muligheder for at agere inden for FN.
Allerede i 1995 forhindrede EU-kommissionen de nordiske EU-lande i at være med i et fælles nordisk forslag om forbedringer af Basel-konventionen, der drejer sig om transport af affald fra rige til fattige lande.
De nordiske lande ville forbedre konventionen. Men EU-kommissionen gav Danmark, Finland og Sverige 24 timer til at trække sig ud af forslaget, ellers ville der blive en retssag ved EU-domstolen. Norge, som ikke er med i EU, gik dog videre med forslaget og fik det vedtaget i FN.
Menneskerettigheder begrænses
Selv Lone Dybkjær konkluderede dengang, at det i denne sammenhæng var godt for miljøet, at Norge havde takket nej til EU.
I 1997 bekræftede den daværende norske udenrigsminister og EU-tilhænger Knut Vollebæk, at de nordiske EU-lande heriblandt Danmark, af og til kontakter Norge for at få Norge til at løfte sager i FN om menneskerettighederne, da de nordiske EU-lande selv er begrænsede af EU.
EU ødelagde fredsmission
I 2006 terrorstemplede EU de tamilske tigre på trods af norsk modstand og selvom lederen af den nor-diske fredsstyrke, den svenske oberst Ulf Henricsson, havde advaret EU imod en terrorstempling, fordi det ville ødelægge fredsprocessen.
EU lyttede ikke, og efter terrorstemplingen måtte Danmark, Finland og Sverige trække politi og militær ud af fredsmissionen. Norge og Island forsøgte i kort tid at opretholde fredsmissionen, men Sri Lankas regeringshær lavede en offensiv, og over 60.000 mennesker mistede livet efter EU’s terrorstempling.
For en bedre verden
En svensk undersøgelse viser i øvrigt også, at Sverige efter at de kom med i EU har ændret adfærd ved afstemningerne i FN’s generalforsamling.
Nu stemmer Sverige næsten altid det samme som de øvrige vestlige lande. Før EU-medlemskabet stemte svenskerne stort set ligeså ofte med ulandene som de gjorde med de vestlige lande (Dagens Nyheter 5. august 2002).
EU begrænser de nordiske EU-landes internationale udsyn. En udtræden af EU vil derfor, som jeg ser det, give os mere frihed til at arbejde for en bedre verden gennem FN.
Ja til verden – Nej til EU-staten!