De ekstreme medicinpriser
Livsfarlig prikkerunde i Region Sjælland
Af Lilli Rodeck
Næsten hvert år tilføres sundhedsområdet flere penge, og næsten hvert år har regionerne underskud. Det ses tydeligt i Region Sjælland, hvor der den 6. november var en prikkerunde. 198 ansatte fik besked over E-boks om, at de var fyret. Yderligere 100 vil få tilbud om ændrede (læs forringede) vilkår.
Lægger hospitalssystemet ned
Grunden til de mange fyringer er, at medicin bliver dyrere og dyrere. Regeringen har godtnok nedsat et medicinråd, som har til opgave at sikre, at medicin, som ikke er bedre end den, man i forvejen bruger, ikke bliver købt ind.
Men da medicinrådet standsede indkøb af et præparat til behandling af en speciel form for muskelsvind, sørgede forældre for, at det blev et stort emne i tv og aviser. Følelserne kom op på så høje nagler, at medicinrådet fik ordre fra ministeren om at indkøbe medicinen, som koster 620.000 pr. behandling, som er livsvarig. Men ved at lade følelser styre medicinrådet, kan det råd ikke få mandat til at presse priserne ned. Medicinpriser er lige nu ved at lægge hele hospitalssystemet ned.
Koster liv
Det viste sig ved OK18 for de offentligt ansatte. Strejkeretten kunne ikke bruges på regionernes hospitaler, da den daglige bemanding lå under nødbemandingen.
Derfor er det en katastrofe, at der fyres personale. Sygehuslægerne råber igen vagt i gevær. Med de færre perso-naler vil mange patienter kunne vente meget længe, før de får hjælp. Og Region Sjællands læger er bekymrede for især de underernærede patienter, som ofte skal have hjælp til at indtage en tilpas mængde kalorier. Og læger og sygeplejersker er ikke i tvivl om, at fyringsrunden vil komme til at koste menneskeliv.
Udskil omkostningerne
Det kan undre én, at man ikke har lavet en gennemgribende analyse af sundhedsvæsenet. De øgede medicinpriser har nemlig år efter år overrasket politikerne, både i folketing og regioner.
Ingen har overvejet at adskille medicinpriser fra omkostningerne ved pleje og behandling. Gør man det, vil de evindelige fyringsrunder måske blive fortid. Og ved at udskille medicin og samle alle indkøb kunne Danmark få kræfter nok til at forhandle de opskruede priser ned.
Danmark er et af de lande, hvor sundhedsvæsenet betaler de højeste priser. Men den manglende evne til at forhandle priser bør nok ikke overraske, da vi hårdt prøvede borgere igen og igen er vidner til en manglende forståelse for selv de mest almindelige forretningsprincipper.
Vi har et folketing og en regering, som har vist os, at de køber dyrt, selvom de kunne have presset priserne ned. Dertil kommer dyre, men ubrugelige fejlkøb som f.eks. Sundhedsplatformen.
Priserne skal presses ned
KPiD kræver, at der skabes et nationalt medicinråd, som har eget budget til at købe medicin, og hvis fornemste opgave er at presse priserne ned til gavn for patienterne. Ved nemlig at udskille medicinindkøb kunne man forstille sig, at Norden gik sammen mod medicinalfirmaerne, som selvfølgelig tager så høj en pris som muligt.