De europæiske krigshøge

Den norske udenrigsminister Anniken Huitfeldt kritiserer Ruslands forslag om en europæisk sikkerhedsaftale som at ”stille uret 30 år tilbage”. Hun har ret. Magten i verden har de sidste 30 år været koncentreret om Vesten, og NATO har ikke haft behov for at følge europæiske sikkerhedsaftaler.

Men magtbalancen har de sidste år ændret sig drastisk. Rusland anser NATOs ekspansionisme for at være en eksistentiel trussel og har nu trukket en rød streg. Denne røde streg kan forsvares med en paneuropæisk sikkerhedsaftale eller krig.

Ruslands krav om at stoppe NATOs ekspansionisme er forenelig med alle europæiske sikkerhedsaftaler. Det centrale princip i alle europæiske sikkerhedsaftaler var ”udelelig sikkerhed” – ingen skulle øge sin sikkerhed på bekostning af den anden side.

I 1975 blev Helsingfors-aftalen, som lagde grundlaget for sikkerhed og samarbejde i Europa, underskrevet. Denne aftale bidrog til at afslutte den kolde krig i 1989, blev videreudviklet i Paris-Charteret for a New Europe i 1990 og blev derefter lavet om til OSCE i 1994 (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) – en europæisk sikkerhedsorganisation. Alle parter forpligtede sig til ”ikke at styrke egen sikkerhed på bekostning af sikkerheden i andre stater”.

Fredsaftaler kollapser

Men disse aftaler kollapsede i 1990erne. NATO hævdede, at deres militæralliance var lavet om til en fredelig demokratisk klub, efter at Sovjetunionen faldt.

Denne fredelige ytring havde en mørk side, idet der ikke længere var behov for at begrænse NATO. I 1999 undergravede NATO alle europæiske sikkerhedsaftaler ved at ekspandere, og et par dage senere invaderede NATO Jugoslavien, stik imod folkeretten. Som Henry Kissinger argumenterede: NATO var ikke længere kun en forsvarsalliance, men en ekspansionistisk og interventionistisk militæralliance, som ikke længere ville lade sig begrænse af folkeretten i henhold til FN.

Gennem de næste par år begyndte alle aftaler om europæisk sikkerhed at falde. I 1997 underskrev NATO og Rusland en aftale om, at NATO ikke skulle udstationere kampstyrker i nye medlemslande, men denne aftale følges ikke længere, eftersom der insisteres på, at Rusland ikke skal have nogen vetoret over NATO. I 2002 trak USA sig ensidigt ud af den antiballistiske missilaftale, og i 2019 trak USA sig ensidigt fra aftalen om mellemdistance atomvåben.

”Selvbestemmelse?”

NATO nægter at følge ikke-spredningsaftalen, som er den vigtigste internationale aftale om atomvåben. USA har placeret atomvåben i Tyskland, Holland, Belgien, Italien og Tyrkiet i strid med artikel 1 og 2 i ikke-spredningsaftalen.

Nu har Stoltenberg truet med at placere atomvåben i østeuropæiske lande, fordi disse lande skal kunne ”bestemme selv”.

Hvis Rusland eller Kina indgik en militæralliance med Mexico eller Cuba, er det nemt at forudsige, at USA ville hævde, at deres naboer ikke kan ”bestemme selv” om det militære samarbejde. Dette blev bevist i 1962, da USA var klar til at starte en atomkrig for at forhindre, at Cuba skulle have sovjetiske raketter på deres egen jord.

Alle europæiske sikkerhedsaftaler kan kunstigt stilles op overfor ”frihed” ved at hævde, at de lader Rusland begrænse deres nabolandes frihed.

Men Rusland har ikke krævet garantier fra Ukraine om, at de ikke skal acceptere NATO-medlemskab. Rusland kræver, at NATO ikke tilbyder medlemskab til Ukraine. Dette kan synes at være en lille forskel, men det har meget at sige. Rusland beder verdens største militæralliance om at følge europæiske aftaler, men NATO fremstiller i stedet for dette som, at Rusland forhindrer Ukraine i at træffe deres egne valg. Med dette retoriske trick er det pludselig Rusland, og ikke USA, der forsøger at gøre Ukraine til en satellitstat.

NATO tilbød Ukraine medlemskab

I et splittet Europa er der ingen, som lader Ukraine bestemme selv. NATO tilbød Ukraine medlemskab, da kun en lille minoritet ønskede at blive medlem af alliancen.

I 2014 støttede NATO-lande at fjerne den demokratisk valgte præsident Viktor Janukovitj fra magten, og derefter støttede de Kievs ”anti-terrorist-operation” mod deres egen befolkning, som ikke erkendte legitimiteten i statskuppet.

Med fuld støtte fra USA har det nye regime i Kiev arresteret oppositionslederen og lukket oppositionsmedierne. 65% af ukrainerne mener nu, at deres regering er under amerikansk kontrol.

Præsident Volodymyr Zelenskij vandt valget med 73% ved at love at forhandle med Donbas og skabe et bedre forhold til Rusland, men siden har han fulgt amerikansk politik, og hans tilslutning er derfor dalet til 24%. Ønsker ukrainerne virkeligt at være en amerikansk frontlinje mod Rusland?

Ruslands krav er forenelige med både Minsk-aftalen og europæiske sikkerhedsaftaler. Minsk-aftalen er den FN-godkendte fredsaftale for Ukraine, der opstiller klare krav til begge sider. Kiev skulle på den første dag (i februar 2015) åbne diplomatiske kontakter med Donbas for at forhandle autonomi for regionen, men Kiev har siden sagt, at de nægter at følge denne aftale.

NATO ignorerer fredsaftale

NATO ignorerer også fredsaftalen, eftersom decentrali-sering af magten i Ukraine forhindrer NATO-medlemskab. NATO har derfor ikke presset Kiev til at følge Minsk-aftalen, men har i stedet for sendt våben til Ukraine og placeret sanktioner mod Rusiand i håb om, at denne aftale også kan ignoreres eller genforhandles.

Rusland har svaret igen med at afskrække Kiev fra at angribe Donbas og afskrække NATO fra at ekspandere. Uden fælles aftaler og institutioner bliver stater afhængige af militærmagt for at beskytte deres sikkerhedsinteresseer.

Da alle europæiske sikkerhedsaftaler bliver opløst, er det forudsigeligt, at europæisk sikkerhed også kollapser.

Fred i Europa kræver, at vi bliver enige om, hvad der skal være det centrale princip i europæisk sikkerhed: friheden til at ekspandere NATO eller princippet om ikke at styrke sin egen sikkerhed på bekostning af sikkerheden hos andre stater.

Friheten, Glenn Diesen