De fattiges værner

Af John Poulsen

[KOMMUNIST nr. 1-2023] Lørdag den 26. juli 1913 skete der en togulykke, da et eksprestog afsporedes ved Bramminge og 15 blev dræbt og 54 såret.

I toget var det kendte socialdemokratiske folketingsmedlem Peter Sabroe, der var på en af sine mange rejser rundt i landet for at tale især børnenes sag. Han var en elsket stridsmand for de svage i samfundet, og det viste sig tydeligt, da 50.000 mennesker i Århus fulgte hans kiste fra kirken til kirkegården. I 1924 blev der på hans grav opsat en bronzefigur af billedhuggeren Elias Ølsgård, hvor man ser Sabroe sammen med en lille pige, der skal symbolisere de mange børn, som han havde kæmpet for.

Der er skrevet enkelte bøger om Sabroe, men der har manglet den, der gav et større indblik i hans utrættelige virke. Denne opgave har historikeren og forfatteren Erik Voss nu påtaget sig med bogen ”Peter Sabroe. De fattiges værner og de riges ris.” Han har lagt et stort arbejde i at finde frem til Sabroes virksomhed ved at gennemlæse aviser, da der ikke fandtes meget materiale fra Sabroes egen hånd, der kunne berette om de mange sager, han var involveret i.

Peter Sabroe (1867–1913) voksede op på en gård ved Silkeborg, som familien måtte forlade for at flytte til Århus. Dens økonomi var dårlig, og han måtte som 9-årig tage arbejde efter skoletid, der ofte blev til en arbejdsdag på 8-9 timer. Den behandling, han blev udsat for, grundlagde hans politiske holdninger.

Som 16-årig kom han i lære som skomager i København, men blev bortvist da han støttede de strejkende svende. Hans politiske engagement begyndte i 1884, da han blev medlem af De unges Forbund, de senere Fremtidsklubber, hvor han hurtigt blev en brugt taler. Det var også på det tidspunkt, at han begyndte sin skribentvirksomhed ved at skrive artikler til Demokraten i Århus.

I 1886 vendte han for en kort periode tilbage til Århus, men drog senere til Randers, hvor han arbejdede som tjener, samtidig med at han var meget aktiv i Socialdemokratiet (SD). Her fik han hurtigt en ledende rolle, bl.a. som redaktør af Randers Folkeblad, som var en aflægger af Demokraten. Men det varede kun et år, så vendte han tilbage til Århus og blev formand for partiet i byen, senere redaktør på Demokraten, medlem af SD’s hovedbestyrelse og i 1901 medlem af folketinget.

I hele sit virke kæmpede han for de svage, forurettede og ubeskyttede, ikke kun i skrift og tale, men også ved at møde op på bøndergårde og børneinstitutioner for at tale med tyende og børn. Mange gange blev han smidt ud, når han mødte op og fik polititilhold. Demokraten fik ligefrem forbud mod at skrive om bestemte sager.

Han rejste også land og rige rundt og holdt taler, og ikke mindst brugte han folketingets talerstol til at tale de svages sag og gøre opmærksom på konkrete sager. Her kæmpede han også for at få tyendeloven ophævet, men det skete først efter hans død.

De utallige retssager kostede ham så mange penge til bøder og erstatninger, at han i 1911 måtte appellere til sine støtter om at hjælpe sig, og ved en landsindsamling blev der skaffet 5.000 kr., et kæmpe beløb den gang.

Efterhånden syntes SD, at han var for egenrådig og gik for vidt, hvilket fik ham til at forlade Socialdemokraten, og i et brev til bladets såkaldte kontrolkommission begrundede han det med at ”bladets ledelse betragtede mit arbejde som skadeligt for partiet og dets presse”.

Det er en meget læseværdig og interessant bog om en politiker, der aldrig gik på kompromis.

Erik Voss: Peter Sabroe – De fattiges værner og de riges ris. Forlaget Hovedland, 400 s, 290 kr.