De højreorienterede venstreorienterede
Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark
EU ser ikke overraskende ud som en union, der nærmer sig sin opløsning. Der er ingen folkelig opbakning til den stadigt snævrere overstatslige union med dens nyliberalistiske politik til gavn for monopolerne og den herskende klasse. Inden for et år har EU lidt fire store nederlag ved valgurnerne:
- Først var det i Danmark i december 2015 med et nej til at opgive retsforbeholdet
- så i Holland med et nej til handelsaftalen mellem EU og Ukraine
- så for EU det smertelige Brexit
- og i december 2016 en tabt folkeafstemning i Italien, der skulle skræddersy den italienske forfatning til EU.
EU-kommissionen har selvfølgelig prøvet at neddysse disse valgnederlag. Det er en kendsgerning, at det europæiske samarbejde tydeligvis er blevet svækket, men alligevel prøver man at fastholde det udbyttende system, som allerede lider af dødskramper.
Men mange folkelige protester er ikke et udtryk for et opgør med EU-eliten, men derimod for en folkelig populistisk forståelse, der har til hensigt at fastholde EU-samarbejdet. Denne afvisning af EU-kommissionens arbejde kan sammenlignes med, hvad der foregik i USA i forbindelse med præsidentvalget. Det var de samme folkelige protester, der gav Trump valgsejren.
Trumps valg til præsident i USA har ikke overraskende ført til den analyse, at det var venstrefløjens skyld, at han vandt, fordi denne venstrefløj bliver ved med at insistere på egen moralsk overlegenhed.
Selv blandt folk, der brødebetynget indrømmer at tilhøre venstrefløjen, har den forklaring sine tilhængere. Igen og igen støder vi på påstanden om, at det i virkeligheden er denne venstrefløjs arrogance, som gjorde Trump til præsident.
Hvilken venstrefløj taler vi om?
Det vigtigste spørgsmål er midlertidig: Hvilken venstrefløj taler vi om? Den, som pressen betegner som venstrefløj, som her i landet går under navnet Rød Blok, og som findes overalt, moralismens venstrefløj, som har Clinton og Obama som nogle af sine helte. Det er den venstrefløj, som forfølger almindelige mennesker med deres opbakning til EU og NATO.
Problemet med denne venstrefløj er ikke, at den er alt for moralistisk og arrogant. Problemet er heller ikke, at den ikke har fornemmelse for folks virkelige problemer, at den ikke vil lytte til folket. Problemet er at denne venstrefløj (Rød Blok) ikke er en venstrefløj.
Moralistiske argumenter udpeger det enkelte individ som den skyldige, men hvis der er noget, som en virkelig venstrefløj ikke gør, så er det at bruge individualistiske forklaringer. Endnu vigtigere er det, at denne såkaldte venstrefløj længe har stået for en økonomisk politik, som har købt alle neoliberalismens præmisser. I praksis har denne såkaldte venstrefløj længe været højreorienteret på alle væsentlige punkter.
Den anden venstrefløj, som dukker op engang imellem i forskelligartede skikkelser, er i USA`s tilfælde en Bernie Sanders, der egentlig blot er ”New Deal socialdemokrat” eller i Danmarks tilfælde Enhedslisten, som også er en slags ”New Deal socialdemokrater”.
Den egentlige venstrefløj
Den tredje venstrefløj, som desværre ikke er så fremtrædende, er den kommunistiske bevægelse. Det, der kendetegner den kommunistiske bevægelse er, at den ikke kun vil høre på stemmerne fra arbejderklassen, men at kommunister insisterer på at analysere symptomerne på systemets forfald, hvor den ”højreorienterede venstrefløj” ser et moralsk forfald i stedet.
Det kapitalistiske system fremkalder en myriade af årsagssammenhænge men først og fremmest er det de økonomiske symptomer på et system, der ikke længere kan opretholdes, som vi tager udgangspunkt i. Kommunister lytter, men vi gør mere end det. Vi fremlægger forslag, som tager højde for de virkelige frustrationer blandt folket, der somme tider kommer forvrænget til udtryk i had og aggression.
Kommunisme er det eneste reelle modsvar til det yderste højre og kapitalismen som system. Man kan være sikker på, at hvor vi end kæmper, bliver vi angrebet, aggressivt af både højrefløjen og den højreorienterede venstrefløj.
Hvor meget uenighed der kan stables op mellem Clinton og Trump eller mellem Dansk Folkeparti, Venstre og Socialdemokratiet, er de alle enige om, at intet grundlæggende skal ændres i den økonomiske politik og i det politiske system.
Når man afviser kommunisternes politik nationalt som internationalt som utopisk, naiv eller farlig for arbejderklassen, gør man det i håb om at skabe en enighed om, at den højreorienterede venstrefløj er den eneste ”realistiske” venstrefløj.
På besynderlig vis er analysen, der siger, at venstrefløjen bærer skylden for Brexit og Trump, således helt igennem korrekt bortset lige fra, at den er helt forkert. Det skal forstås på to måder: Venstrefløjen er skyld i Trump og Brexit – men kun fordi den ikke er venstreorienteret, eller også fordi den kommunistiske bevægelse er svag.
Vi kommunister har brug for, at mange, mange flere bliver klar over, at vi eksisterer og at vi har en politik på alle områder af samfundslivet. Der er brug for mere mobilisering ikke mindst på landets arbejdspladser, nu hvor de kommende overenskomstforhandlinger står for døren.
Men der også brug for, at kommunisterne bliver mere synlige i kampen mod det sammen rend af partier og grupper med socialisme i deres navne, som i alle væsentlige sammenhænge er ærkeborgerlige og samfundsbevarende.