Skip to content
havmiljø-død-fisk
Tusindvis af fisk og bunddyr er døde, og et hvidt lag dannet af svovlbakterier på havbunden har lagt sig i store dele af de indre danske farvande.

De skyldige går fri

[KOMMUNIST 12-2023] Stiig Markager, professor på Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og ekspert i havmiljø, udpeger Lars Løkkes regering fra 2015 som forbryderen bag den politik, der er årsag til, at havmiljøet lider.

– Det er den landbrugspakke, som Lars Løkke Rasmussens daværende rene Venstre-regering lavede i slutningen af 2015, der har slået fuldstændigt fejl. Så klart kan det siges. Et dokument fra forhandlingerne i 2015 viser, at målsætningen med aftalen var, at der skulle ske en reduktion i kvælstofudledningen på 7.197 tons i 2021. Det svarer til en reduktion på cirka 13 procent. Men intet er sket. Udledningen af kvælstof er ikke faldet i mere end ti år, skriver Danmarks Radio.

De fleste læsere kan nok huske daværende miljø- og fødevareminister, landmandsdatteren Eva Kjer Hansen (V), der kom under kraftig kritik for at fordreje tal, så pakken kom til at se mere miljøvenlig ud, end den egentlig var. Vi husker også hendes udsagn om de ”Forhadte vandløb” som hun kaldte dem, når videnskab og græsrødder ytrede sig om vandløbenes biologiske vigtighed.

Grønt er sort

Eva måtte gå som minister i februar 2016 efter voldsom kritik. Lars Løkke Rasmussen bakkede hende op hele vejen, også når det gjaldt vurderingen af, hvor grøn landbrugspakken egentlig var.

Nu står vi med det værste iltsvind i mere end 20 år, tusindvis af fisk og bunddyr er døde, og et hvidt lag dannet af svovlbakterier på havbunden har lagt sig i store dele af de indre danske farvande.

Ifølge Stiig Markager er der en direkte sammenhæng mellem efterårets iltsvind og aftalen fra 2015, som betød, at landmændene måtte gøde mere. – Den har en klar betydning. Pakken har haft den konsekvens, at man taber mere kvælstof fra markerne, som ender ude i åer og fjorde, hvor det skaber iltsvind, siger han til DR.

Allerede i 2015 vidste man godt, at kvælstof fra markerne var den helt store synder i forhold til iltsvind i de danske farvande.

Forskerne udtaler, at havet ville have set helt anderledes ud, hvis politikerne faktisk havde indført de reduceringer, som de løj om dengang. De konstaterer, at man øjeblikkeligt kan se de gavnlige effekter på miljøet, når der reduceres i kvælstofudledningen.

Landbrugspakken var kontroversiel, da den blev indgået i slutningen af 2015. Da bølgerne gik højt, slog Løkke fast, at aftalen var lavet med ‘respekt for miljøet’.

Frivillig pakke

Kort fortalt gav pakken landmændene lov til at gøde deres marker mere. Til gengæld skulle der ske reduktioner ved at skabe vådområder og plante skov. Det skulle ske gennem frivillige aftaler med landmændene. Der blev givet tilskud til efterafgrøder, til at reducere udledning. Det er først og fremmest de frivillige aftaler med landmændene, der ikke virkede. Allerede dengang rejste videnskaben og græsrødder tvivl om landbrugspakken.

Stiig Markager udtaler:

– Videnskaben og det faglige grundlag har ikke regnet forkert. Det er, fordi man politisk har antaget, at det her bare ville blive bedre af sig selv eller ved frivillige aftaler med landbruget.

– Det er et eksempel på, at man negligerer den forskning og den viden, der er i samfundet, og vedtager en politisk landbrugspakke, der skal favorisere landbrugserhvervet på trods af klare advarsler og dokumentation fra videnskaben om, at det her vil give et dårligere havmiljø.

Ja, og nu sidder der endnu en venstrebonde som minister, landbrugs- og fødevareminister Jacob Jensen, og varmer sig på sin malketaburet.

RC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk