Skip to content

Den danske model – en falsk varebetegnelse

Af Lilli Rodeck

[KOMMUNIST 12-2023] Hver gang de offentlige overenskomstforhandlinger går i gang, er fagforeningerne oppe på mærkerne. De vil gerne have fjerne efterslæbet til det private arbejdsmarked. Men efterslæbet er politisk bestemt, da det ikke skal være økonomisk bedre at arbejde på det offentlige arbejdsmarked end på det private.

At tro, at forhandlinger om løn er frie forhandlinger, er en narresut, eftersom de lønninger, som forhandles, er bestemt af kommuners, regioners og statens budget. Stiger lønnen mere end budgetteret, kan fyringer eller andre besparelser komme på tale. Men det er noget, som hverken fagforeninger eller arbejdsgivere fortæller. Man skal gerne holde gode miner til slet spil.

Fattigdom er ikke for alle

Men den grænse, som de mennesker, der arbejder “på gulvet”, er underlagt, er ikke noget, som andre oplever. ­Tager vi f.eks. kommunaldirektører, ser billedet helt anderledes ud. Her har kloge hoveder udtænkt et system byggende på grådighed. Nogle kommunaldirektører har lønninger højere end stats­ministeren. Dette skyldes, at man tror at ved at tilbyde høje lønninger, får man også de bedst egnede.

Men historien viser et helt andet billede. Kommunal­direktørerne er ansat på kontrakt, der gør, at hvis de fyres eller selv siger op, er de sikret lønninger et vist stykke tid. Her betaler kommunerne gerne millioner efter millioner.

Den løn, som kommunaldirektører oppebærer, er ikke pengene værd. Der er ingen, som er f.eks. 1,9 millioner værd i årsløn. Desværre er det svært at få ændret denne pengekarrusel, fordi mange kommunalbestyrelsesmedlemmer har en klippefast tro på, at det offentlige skal køres som en privat virksomhed.

Mediernes ansvar

Det, at staten nu deler penge ud til visse faggrupper, viser med al tydelighed, at det ikke er forhandlinger men snarere avisartikler og tv-nyheder, som er løndannende.

Det kan måske være en god idé at skrive artikler om det tåbelige i kontraktansættelse indenfor det offentlige. Det kan ikke være rimeligt, at der skal spares i børneinstitutioner, ældrepleje og andre borgernære funktioner.

Den tåbelige kontrakt­ansættelse bør uddø, så alle offentligt ansatte har lige vilkår og løn derefter.

Når politikere er så glade for “den danske model”, bør de sætte forhandlinger mellem fagforeninger og arbejdsgivere i det offentlige fri. I samme ombæring bør der kræves stop for procentstigninger, da de øger uligheden.

Hvorfor fagforeninger nogensinde er gået med til den ordning, er en gåde. Men måske skyldes det, at ikke mange tænker over, at en lønstigning på 2,5% er mindre for en, der gør rent, end det er for en djøffer. Man kan næsten få den idé, at systemet er opfundet af netop djøffere.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk