Den desperate ja-side

Af Niels Eriksen, næstformand for Folkebevægelsen mod EU

[KOMMUNIST NR. 5-2022] Regeringen og de øvrige ja-partiers forsøg på at ”fjerne” både ”EU” og ”forsvarsforbeholdet” fra stemmesedlens tekst afspejler i virkeligheden en stigende desperation hos ja-siden. Ja-partierne troede, at de kunne vinde en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet alene ved at henvise til Ukrainekrigens uhyrligheder. Men meningsmålingerne viser i stigende omfang, at ja-sidens flertal svinder stadigt mere og mere.

Med den nye stemmeseddeltekst får vi en tydeliggørelse af, at folkeafstemningen netop handler om både EU og forsvarsforbeholdet. Det er godt! Men omvendt er det underligt, at der står, at et ja vil betyde, at så kan Danmark deltage i et europæisk forsvarssamarbejde. For det gør vi allerede i dag på en række områder. F.eks. deltager Danmark i EU’s forsvarsfond i dag. Jeg formoder ikke, at ja-siden ønsker, at Danmark skal forlade Forsvarsfonden, efter at de danske vælgere har stemt nej den 1. juni!

Dog burde Danmark slet ikke deltage i EU’s forsvarsfond pga. forsvarsforbeholdet.

Ja-sidens dilemma

Helt fra da Mette Frederiksen, sekunderet af de øvrige partiledere fra ja-partierne, udskrev folkeafstemningen, har den substantielle politiske begrundelse fra ja-siden manglet i forhold til, hvorfor forsvarsforbeholdet burde opgives.

I skyggen af Ukrainekrigen handlede det alene om, at vi skulle markere, at Danmark stod på den rigtige side. Og det skulle vises ved, at Danmark helhjertet gik ind i EU’s forsvarspolitiske samarbejde. Men hvad det forsvarspolitiske samarbejde nu og i fremtiden vil gå ud på, blev der ikke sat ord på. Det skylder ja-siden stadig at gøre rede for.

Men ja-siden har opdaget, at en stadig større del af den danske vælgerbefolkning vil have ”svesken på disken”. Vælgerne vil informeres om, hvad EU’s forsvarspolitiske samarbejde indeholder nu, og ikke mindst hvad det i fremtiden formodentlig vil indeholde. Det ønske er næppe blevet mindre efter ja-sidens forsøg på et politisk bondefangernummer med stemmeseddeludformningen.

Hvad der helst ikke skal frem

Det kan godt være, at kravet om enstemmighed ved beslutninger om det meste i EU’s forsvarssamarbejde er reglen nu. Men det kan hurtigt ændre sig. Og det vil være op til det til den tid herskende flertal i det danske folketing at træffe beslutningen om, at Danmark skal gå med til flertalsafgørelser på forsvars-området.

Allerede nu er kravet om enstemmighed lidt diffus, fordi man opererer med et begreb, som kaldes ”konstruktiv afståelse”. Dermed kan et land give tilladelse til, at de andre lande kan fortsætte med deres projekt, uden at der nedlægges veto.

I det nye ”Strategiske Kompas” er begrebet ”konstruktiv afståelse” helt central. Man kan forestille sig, at der vil komme et stigende pres på de lande, der evt. laver en ”konstruktiv afståelse”, for at de i sidste ende tilslutter sig de nye militære EU-projekter. For det er også i ”Det Strategiske Kompas”, at den nye EU-militære dimension for alvor begynder at tage form.

Netop derfor må man forvente, at presset på mere ”forsigtige” EU-lande vil blive større, for at de også skal bære nogle af de kommende, ikke bare økonomiske, men også menneskelige tab.

Her er spørgsmålet om det bekvemme ved flertalsafgørelser næppe noget, der er fremmed for EU’s mere militært ambitiøse medlemslande.