Den skærpede klassekamp

Voksende modstand mod den neoliberalistiske kapitalisme

Af Arne Cheller, Kommunistisk Parti i Danmark

Finansloven og Venstreregeringens 2025-plan, som nu skal skærpes i det nye regeringsgrundlag, opererer med 30.000 ekstra arbejdspladser, som følge af de tiltag, planen vil iværksætte udover de 200.000 jobs, der forventes i forvejen. Altså i alt 230.000 flere arbejdspladser. Kommunisterne tøver ikke et sekund med at kalde disse tal for det rene blålys, som foregøgler en planmæssig fremgang over ni år, som ingen, absolut ingen, kan garantere under det kapitalistiske system. Det eneste sikre under kapitalismen er, at der kommer økonomiske kriser, nye virksomhedslukninger og nye fyringsrunder.

Mere af det samme

Den forventede vækst og jobskabelse skal alene foregå i den privatkapitalistiske sektor. Den offentlige sektor skal forsat skæres ned. Af ideologiske grunde skal privatkapitalisterne ”forkæles”. Mere vil have mere! Funktioner som vand, varme, affald og andet skal privatiseres og dermed blive mål for profit. På trods af en massiv og kostbar fiasko i forbindelse med privatiseringen af plejesektoren, hvor det ene firma efter det andet går fallit, drøner man på med nye privatiseringer overalt, så der kan skabes profit for kapitalen. Går de fallit, kan skatteyderne og det offentlige betale for fallitboerne.

Samtidig oplever vi, at den private sektor lukker og nedlægger tusindvis af arbejdspladser – nogle fordi produktionen flyttes ud af landet, andre som Novo, Danske Bank, Post Danmark og Vestas på grund af indskrænkninger.

Modstanden vokser

Men en folkelig modstand er ved at tage form. Vi skal mange år tilbage for at finde så mange protester, manifestationer og demonstrationer, som det har været tilfældet i 2016. Alle har haft et klart budskab. Nu er det nok! Bredt, flot og folkeligt tilbød disse tiltag deres solidaritet med dem, der bliver ramt af krigs- og EU-politikken, kontanthjælpsloftet, 225-timers reglen, nedskæringer som følge af dyre krige og kampfly.

Ungdommen svigtes

Ungdommen havde i oktober en stor og flot demonstration mod milliardnedskæringer på uddannelse og SU. Og det er ikke kun den danske ungdom, der er svigtet. Det bliver hele Europas ungdom. I alle EU-lande er tendensen den samme. Bruxelles (læs kapitalismen) svinger sin nedskærings-taktstok over alle medlemslandene. Der skæres på de offentlige udgifter herunder på uddannelserne.

Det bliver dyrere at tage en videregående uddannelse og vanskeligere at gennemføre en erhvervsuddannelse på grund af mangel på praktikpladser, fordi arbejdsgiverne har fokus på profit – fremfor fremtiden. EU-toppen er helt bevidst om, at dens politik stjæler de unges fremtid, men den kyniske politik fastholdes alligevel, selvom en række europæiske fagforeninger og økonomer anbefaler et opgør med nedskærings- og privatiserings politikken. Et sådan opgør må og skal være et opgør med selve det kapitalistiske system.

EU stjæler unges fremtid

Kapitalismen og EU`s medlemslandes regeringer kender den håbløshed og fortvivlelse, der rammer de unge. Instituttet Eurobarometer har tidligere i år undersøgt de unges situation og deres syn på fremtiden. Svarene i undersøgelsen ”European Youth in 2016” fra ca. 10.000 unge mellem 16 og 30 år er rystende.

I Grækenland, hvor arbejdsløsheden er omkring 25 procent og ungdomsarbejdsløsheden rammer halvdelen af alle unge, oplever 93 procent af de unge, at de bliver svigtet. I Danmark er andelen 31 procent. I EU som gennemsnit oplever et flertal på 57 procent af de unge, at EU’s krisepolitik koster dem fremtiden. Eurobarometer spurgte de unge: Oplever du, at unge i dit land, er blevet marginaliseret under den økonomiske krise, altså udelukket fra det økonomiske og sociale liv?

I Grækenland svarede 93% ja, i Portugal 86%, i Spanien 79%, i Italien 78%. Selv i landene i den ”bedste ende” svarer næsten en tredjedel af de unge i Danmark og Tyskland ja til det skæbnesvangre spørgsmål. Det er et halvt år siden, at EU fik disse svar.

Men intet er forandret, intet er sket. Hvis der skal ske forandringer, må de unge organisere sig og protestere. Netop en sådan manifeststation var aktionen i oktober en del af.

”Social mobilitet” mod bunden

De skiftende regeringer har fortalt ungdommen, at alle skal have en uddannelse og det er deres mål at opfostre den bedst uddannede ungdomsgeneration nogensinde. Men både EU og skiftende danske regeringer fortsætter med at lægge hindringer i vejen. Mere end hver tiende ung er sparket helt ned på bunden, henvist til en tilværelse som jaget vildt med kontanthjælpsloftet. De er ofre for kapitalismens politik, der skaber en udstødt, mishandlet og foragtet underklasse af arbejdsløse, der lever kortere og har et dårligere liv end de fleste. En social bund, som alle kan frygte at havne i. Fremtiden for dem er som billig arbejdskraft og løntrykkere uden rettigheder. Denne gruppe bliver større med hver ny generation af unge. Og bunden af udstødte bliver suppleret med arbejdsløse, syge og forulykkede fra tidligere generationer, der er røget ud af job, ud af dagpengesystemet over på kontanthjælp og så helt ned. Social mobilitet som det hedder i de borgerlige medier og i de herskende politiske partier.

Klassebestemt fremtid

Denne klassepolitik er traktatfæstet og obligatorisk for alle EU-lande og gennemføres af den herskende klasse. Vi går med stormskridt henimod en skole- og et uddannelsessystem for de, der har råd og rige forældre – mod et klassebestemt uddannelsessystem.

For at ingen skal opdage, hvad der i virkeligheden foregår, sætter man generationerne op mod hinanden. Generationerne efter de nuværende bedsteforældre ”68`erne” har været udsat for et ”generationstyveri”. Og den nuværende forældregenerations børn berøves deres fremtid. Det er en kendsgerning at 68-ernes børn var den første generation, som har fået det ringere som voksne end forældregenerationen, og deres børnebørn har endnu ringere fremtidsudsigter.

Der er brug for et ungdomsoprør, et oprør vendt mod systemet, det kapitalistiske system.