Den store strejke i Tornedalen

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 1-2024] 100 kilometer nord for Polarcirklen i Sverige ved grænsen til Finland ligger Tornedalen med sin brusende elv, store skove og en befolkning, der taler en afart af finsk og helst så lidt som muligt. Men dalen har fået en stemme i forfatteren Mikael Niemi, der bor på stedet, og hvis romaner alle foregår der. I år 2000 fik han sit helt store gennembrud med den humoristiske Populærmusik fra Vittula, der blev solgt i over 1 million eksemplarer alene i Sverige.

Nu er han aktuel med Sten i silke, der med barsk socialrealisme tilsat sort magi og anden overtro skildrer udviklingen i dalen igennem de sidste 100 år med fokus på den store strejke i begyndelsen af 1930’erne.

Omdrejningspunktet er Vanhakoski-slægten, som vi følger gennem godt og ondt, mest det sidste, igennem fire generationer. Romanen begynder baglæns i 2017, hvor der under gravearbejde i en mose dukker noget underligt op, der viser sig at være menneskerester. Derpå vendes bøtten til 1920, hvor husmanden Eino, der slås med gæld til godsejeren og skattevæsenet får en god ide med penge i. Desværre går det ikke efter planen, og Eino sidder tilbage med en endnu større gæld.

Så er der kun vejarbejde tilbage, og det er der altid gang i på grund af naturforholdene, men fortjenesen er ussel, for det er arbejde der bliver udbudt af kommunen og tildelt dem, der byder lavest. Hidtil har arbejderne bøjet nakken, men oprøret ulmer, og da der kommer en fagforeningsagitator til egnen, bliver der dannet lokalafdelinger, selv om prædikanterne siger, at hvis man melder sig ind i en fagforening, ofrer man sin salighed.

Det fører til, at arbejderne går i strejke for at få forbedret arbejdsvilkårene og lønnen, og den bliver langvarig og hård med sult og kamp mod skruebrækkere. Dertil kommer, at der opstår evigtvarende fjendskaber, som for Eino og hans familie bliver ødelæggende.

Da strejken har varet et årstid, bliver de centrale myndigheder nervøse for, hvad det kan ende med, måske kommer russerne og hjælper kommunisterne, og de sender derfor en mægler til kommunen. I 1932 lykkes det at forhandle sig frem til en aftale, hvor arbejderne delvist får opfyldt deres krav.

Strejken slutter, og for første gang bliver der arrangeret 1. maj-optog i hovedbyen Pajala, og i 1934 blev kommunisterne det største parti i kommunen.

Men Einos familie er blevet splittet af flere årsager, og vi følger den frem til fundet i mosen, som hidrører fra de ulykker, der en gang ramte familien, ikke mindst ved medvirken af Einos skinhellige bror. Det bliver også opklaret, hvorfra nogle af dens efterkommere har fået den belastende evne at kunne forudse ulykker og død.

På grund af klimaet blev grusvejene dengang i 30’erne så knortede, at de ligefrem måtte høvles af om foråret for at være fremkommelige. En af romanens personer er vejhøvleren Arne Ylipää, der er en virkelig person. Han havde en ledende rolle under strejken, blev med tiden viceborgmester, stiftede sit eget byggefirma og udstyrede sin stue med en pragtfuld krystallysekrone, men han forblev kommunist livet igennem. En anden virkelig person er Paulus Isaksson, der skrev den berømte tekst til strejkevisen fra Pajala. Hans søn, Arne Isaksson, kom til at arbejde i socialvæsenet, da det ikke mere hed fattigvæsenet. Begge de to Arne’r har skrevet bøger om livet og arbejderbevægelsen i Tornedalen, og Niemi har tilegnet romanen mindet om disse to forfatterkollegaer.

Niemi er en eminent fortæller, både hvad angår skildringen af mennesker og af den barske natur og ikke mindst af den benhårde arbejdskamp, der fandt sted i en tid, hvor kun samer var mere ringeagtede end arbejdere. Sten i silke er en på alle måder stor roman.

Mikael Niemi: Sten i silke. Oversat af Jakob Levinsen. Modtryk. 522 sider. 300 kroner