skip to Main Content

Den unge Sonja Ferlov Mancoba

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 1-2023] På side 15 i Hanne-Vibeke Holsts romanbiografi om billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911–1984) var jeg lige ved at stige af. Sonja er blevet student og er på den obligatoriske køretur nået til Kongens Nytorv. Her får hun øje på Charlottenborg, der huser Kunstakademiet, og det er som, om bygningen åbner sig for hende og byder hende indenfor med ordene: ”Kom herover, Sonja. Det er her, du hører til”.

Heldigvis læste jeg videre, for det viste sig, at denne noget patetiske passus nok ikke ville have været fremmed for hovedpersonen.

Sonja havde altid været glad for at tegne og interesserede sig for kunst, men det var ikke en vej, der lå lige foran den pæne pige fra den borgerlige familie i Charlottenlund. Hun begyndte at læse fransk på universitetet, men under en forelæsning fik hun igen en åbenbaring. Hun ville være maler og fik ­gennemtrumfet, at hun begyndte på Bizzie Høyers malerskole.

Her mødte hun Ejler Bille, der skulle blive en trofast ven, og Richard Mortensen, som hun faldt pladask for. Det var ikke gengældt, for Morten havde mere hang til ældre kvinder, men de blev venner.

Senere kom hun på Kunstakademiet og blev en del af en klike med Bille, Morten, Vilhelm Bjerke Petersen og Gustaf Munch-Petersen som centrum. Hun var med til at danne gruppen linien og starte dens tidsskrift, men dog lidt i baggrunden, for de meget revolutionære unge mænd, der var helt fremme i skoene hvad angik kunst og betragtede Klee og Kandinsky som guder i dens tempel, var af den opfattelse, at kvinder var bedst egnede til at skrive på maskine og lave kaffe.

Tidsmæssigt dækker romanen årene fra 1930 til 1944, hvor vi følger Sonjas liv og kunstneriske udvikling i Danmark og i Paris. Under et ophold på Bornholm, hvor hun omgås søstrene Gertrud og Lisbeth Hjorth, går det op for hende, at det ikke er ­maleriet men leret, hun skal arbejde med. Ikke i form af genkendelige objekter men som det, hun kalder ”væsener”, hvor hun søger at udtrykke noget spirituelt.

Sonja bliver en omvendt mønsterbryder, der forlader sin klasse for at leve i frihed og fattigdom, men dog ikke mere end at det er forældrenes økonomiske hjælp, der ­holder hende oven vande.

I 1936 tager hun til Paris, hvor hun i 1939 møder Ernest Mancoba fra Sydafrika, som bliver hendes livs kærlighed og sjæleven. Deres forhold betyder, at hun får racismen ind på livet og erfarer, at den ikke er helt ensidig. Ernest taler meget om ”os og jer” og kalder hvide kvinder for ”pinkies”. I 1942 bliver han interneret, fordi han er britisk statsborger, og for ikke at risikere at blive skilt fra ham insisterer Sonja på at de bliver gift. Det sker i lejren samme år.

Romanen bygger på et grundigt studium af Sonjas breve og dagbøger samt af tidens kunstneriske og politiske liv, som hun og hendes venner var meget optagede af. De opfattede linien som en slags åndeligt bolværk mod nazismen, og Gustaf Munch-Petersen deltog i den spanske borgerkrig, hvor han blev dræbt i 1938.

Sprogligt er det lykkedes forfatteren at fange den tids tone uden at det virker kunstigt, og det må siges at være godt gjort at få læseren til at holde af Sonjas usympatiske mor, der har brudt sit sociale mønster fra arbejderbarn på Christianshavn til fin frue i Charlottenlund. Den fortid er ikke noget man taler om, men moren har ikke glemt sin far, den livsglade kommunist, der omkom ved en arbejdsulykke og blev båret hjem på en dør. Han var tysker og kaldte hende ”meine kleine Sonne”, og vi gætter, at det er derfra, Sonja har fået sit navn.

Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske. Gyldendal. 566 sider, 300 kroner

Back To Top