Der er kun én vej ud af klimakriser, fattigdom og krige

Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark

[KOMMUNIST 6-7 2022] Når den såkaldte venstrefløj påberåber sig rollen som fortaler og forkæmper for en mere grøn, bæredygtig og retfærdig vej for menneskeheden, er det tomme ord.

Allerede inden folkeafstemningen om Unionen påviste vi som kommunister, hvilken vej EF-Unionen vil gå. Og vi fik desværre ret. Allerede dengang sagde vi, at kampen for fred, demokrati, social retfærdighed og socialisme er tæt forbundet med kampen mod Romtraktaten.

EU-systemets ekspansion

EU’s ideologiske grundlag er indførelse og frigørelse af de ukontrollerede markedskræfter overalt i samfundslivet, og det indeholder sine egne ekspansive kræfter. Dette betyder, at EU konstant forandrer sig og udvider. Til beskyttelse af kapitalens krav om uindskrænket råderum indeholder Romtraktaten kapitalens fulde frihed inden for EU’s rammer. Den sikres mod demokratiske, sociale og nationale hensyn.

Når politikerne, blå som røde, siger, at vi bare kan bruge vores vetoret, så har vi prøvet det flere gange og tabt. Det så vi allerede ved Luxembourg-forliget, som var et vigtigt argument op til afstemningen i ‘72. Vi så det ved pakkevalget i 1986, hvor miljøgarantien også var et vigtigt argument og viste sig at være værdiløst. Og nu med EU’s vejpakke og mindstelønnen. Det samme omkring de fire forbehold, der har været under konstant pres om omstemning. Derfor måtte regeringen uden om en folkeafstemning indføre budgetloven, der ukritisk fører EU’s økonomiske politik.

Dyrt købte erfaringer

Gang på gang har vi læst, set og mærket, når forråelsen har sat sine spor. Tager vi bare de sidste 30 år, så har venstrefløjen udrenset sine kritiske stemmer, som var imod det kapitalistiske samfund og dets konstruktioner som NATOog EU.

Når venstrefløjen hopper på kapitalens fredsduelighed, som var et af hovedargumenterne, da man dannede Enhedslisten, har den korte periode bevist det modsatte. Efter Warszawapagtens ophævelse, NATO’s ekspansion og de utallige militære alliancer og operationer, der er blevet gennemført, har imperialismens globalisering skadet kloden både resursemæssigt og klimamæssigt og skabt en enorm uhyrlig fattigdom og udbytning.

Der er mange på venstrefløjen, som er fortalere for den ”rare” kapitalisme. Den som ikke var så grådig, som vi ser det i dag. De tror, at man på kapitalens præmisser kan appellere til en form for samvittighed. Den samvittighed er malet grøn og bliver omtalt som sejr. Men sandheden er, at vi har solgt ud af offentlig ejendom fra energi til ældrepleje, som er gjort privat. Købekraften er kun blevet mindre for de fattigste, og arbejdsmarkedet er blevet voldsomt forringet.

Krig er også en vare

Venstrefløjens bud på en fredelig verden er ikke eksisterende. Som fredsforskeren Jan Öberg udtalte det efter Enhedslistens landsmøde:
”…at nu er der ingen partier i folketinget, som er imod krig”. Hvilket i sig selv er en uhyggelig tanke.

Vi har set det før med Libyen. Men nu også noget så uhyggeligt som en krig, der kan udvikle sig til 3. verdenskrig, siger venstrefløjen god for. At man kan være så historieløs at stemme om, at Ruslands invasion af Ukraine var uprovokeret, er rystende. Men det gjorde man på Enhedslistens nyligt afholdte landsmøde.

Mekanismer i krig er aldrig simple. 1. verdenskrig blev ikke udløst af mordet i Sarajevo 28. juni 1914 på den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand. Det er en simplificering af historien, vi bør være for gode og kloge til at hoppe på. Det var en imperialistisk krig om markeder og land i Afrika, Mellemøsten og Asien. En krig, der kostede utallige liv bare for at tegne nye grænser, skifte udbyttere og selvfølgelig styrke våbenindustrien.

Den samme våbenindustri har i dag kronede dage – og investerer stadig i de selvsamme områder.

Omskrivning af historien

Denne manipulation ser vi også i forhold til 2. verdenskrig. Men den var konsekvensen af det borgerlige demokrati og dens politik, der banede vejen for fascisme i mange europæiske lande, ikke kun Tyskland.

Arbejderklassen havde heldigvis Sovjetunionen som forbillede til at vise, at der fandtes en anden vej. Fredens vej. At fattigdom kunne løses kollektivt ligesom kvinders rettigheder, uddannelse og velfærd. Noget der gjorde, at aktive kommunister satte livet på spil for at stoppe fascismen i Spanien for at advare om kommende tider.

Men kapitalismen har intet imod fascisme. Den bruger den aktivt i sine ideologiske kampagner, som vi sidst så det ved valget i Frankrig. Herhjemme ser vi, hvordan al politik fra den yderste højrefløj er blevet optaget i lovgivninger.

Selve EU’s konstruktion har tydelige fascistoide træk, overstatslig, korrupt og udemokratisk med centralistisk styre. Og med de nyliberalistiske grundpiller, hvor markedsøkonomien kan fungere med mindst mulig statslig indblanding, er EU et drømmescenarie for kapitalen.

Frihed til vækst

Men det er en farlig konstruktion. Den kan venstrefløjen ikke ændre indefra. Vi så det med Enhedslistens latterlige forsøg på at forbyde skattely, hvilket også er en af EU’s urørlige grundpiller inden for egne grænser. EU vælter sig i skattelylande. Bliver betingelserne for hårde, eller går det for langsomt, giver EU heldigvis støtte til, at landbruget eller virksomheden kan flytte til et land udenfor, hvor de begrænsninger ikke findes. Som for eksempel Ukraine.

Så derfor er venstrefløjens velmente intentioner bare en skal uden indhold. Den ændrer intet, fordi den accepterer de grundlæggende betingelser. Man kan dingle til højre eller venstre for at nå målet, men skal det lykkes, er der kun den lige vej, og det er socialisme.

Og den vindes kun ved at afsløre den beskrevne verden, rejse kravene og vise, at betingelserne skal laves om. Budgetloven er næste kamp, den kan vi stadig ændre, da det er et af vores forbehold og stadig ikke underlagt EU domstolen.

Kampen fortsætter.