Det er aldrig sjovt at være på taberholdet
– Eller, vis mig din løsning, og jeg skal sige, hvem du er
Af Rikke. G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark
At tilhøre den såkaldte venstrefløj, være organiseret som kommunist eller bare være et humant menneske, der vil alle noget godt, er ikke nemt i denne tid.
Jeg prøvede at optælle, hvor mange demonstrationer, der kom op på Facebook forleden dag, og det var ikke så lidt. En hel uge burde man have stået med banner og faner, bare for at kunne have levet med god samvittighed. Naturen, boligpolitikken, lønnen, flygtningepolitikken, forsørgergrundlaget, budgetlov, krigen i Syrien og Palæstina og udenrigspolitikken med den regnskovsødelæggende præsident. Bare for at nævne, at vi er temmelig pressede, og kræfterne er for få – og det er fan’me uhyggeligt!
Hvad fylder i livet?
Men der er bare lige livet ved siden af, og det er hårdt for mange. Vi har kun 24 timer i døgnet.
Imens har Pelle Dragsted skrevet en bog med en lidt lettere vej til socialisme end den traditionelle. Åh, man bliver så glad, ligesom for en slankepille, hvor intet grundlæggende ændres. Den nupper jeg. Hvor ville det være nemt.
Jeg vil med på vinderholdet! Tænk, ikke at blive omtalt som betonkommunist og hvad der ellers er kommet af kommentarer gennem årene. En Nordisk Socialisme, kalder Pelle det. Og straks kom billeder af svaner, blå himmel, myseost, kanelboller og frikadeller. Den gang vi var søde med Palme, Anker og andre. Fredsbevægelsen stod stærkt i alle de nordiske lande ligesom fagbevægelsen.
Virkeligheden banker på
Enhedslisten blev stiftet på et grundlag om, at kapitalismen var fredsduelig. For nu var muren faldet, og de slemme kommunister fældet. Friheden ventede.
Men det gjorde imperialismen også. Og det var det, hele den kolde krig handlede om. At holde imperialismen i ave. Og vi tabte noget så grusomt.
Udbytningen af de tidligere kolonier kom tilbage, og på bare 40 år er kloden sunket helt i knæ. EU indførte Unionen og udnytter de tidligere socialistiske lande på arbejdskraft, miljø og arbejdsmiljø. Højrekræfterne fik luft under vingerne, og venstrefløjen bildte deres vælgere ind, at EU kunne ændres indefra.
Vi lærte igen-igen, at man ikke kan stemme sig til forbedringer, men undervejs var organisationerne blevet amputeret. Nu er Norge fuld af NATO-styrker og Sverige på vej ind i NATO, og Danmark er blevet en krigsførende nation. Fagbevægelsen og dens allierede i Folketinget blev kørt ned af minimalstaten, og indførelsen af forretninger kaldet gule fagforeninger fik lov at komme og forvirre begreberne, lobbyismen hjalp med at skrive lovene, der blev dikteret af EU.
Den tredje vej
Nå, men Pelle har heldigvis i sin bestsellerbog beskrevet, hvad sådan nogle som mig og så dem på højrefløjen vil sige. Så han har helgarderet sig. Pelle søger nemlig ikke en forandrende bevægelse, bare demokratiske stemmer. Sikkert også derfor roses han så fint af samtlige borgerlige medier for sin manglende trussel. Selv et medlemskab af Socialdemokratiet er tilbudt, men det er jo heller ikke svært.
Årsag eller symptomer
Pelle vil putte plaster på den syge kapitalisme. Så længe middelklassen har det godt på lånte penge, så kan vi acceptere de små bivirkninger, der altid har været ved kapitalismen, både da den var rask og nu, hvor den er syg. Bivirkninger som fattigdom, hjemløshed, krig og udbytning accepteres, bare staten griber ind og betaler de værste omkostninger, så kan vi kalde det Nordisk Socialisme.
Carl Scharnberg skrev engang et digt, der handlede om at gemme de gamle pjecer og genlæse dem. Pelle har læst Socialdemokratiets partiprogram fra 1913, men burde nok have læst Carls digt: De lærte os, at enhver er sin egen lykkes smed! Det betød alles krig mod alle. Vi ved, ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele, spørgsmålet er, hvad er det, vi vil?
Jorden kalder
Hvad vil du Pelle? Skal vi ses på barrikaderne eller i stemmeboksen? Vi ved det godt, for allerede i 2015 fastslog du, at Enhedslisten kun vil samfundsforandringer gennem Folketinget, og dermed anerkendte I det borgerlige demokrati som det eneste legitime. Og igen da Enhedslisten valgte at opstille selvstændigt til EU-parlamentet og opgav kravet om Danmarks udmeldelse.
I er desværre endnu en del af den reformistiske arbejderbevægelse i Norden, Europa, Verden og har haft over hundrede år til at bevise, at I kunne ændre gennem reformer, uden at det er lykkedes. Imens dør Jorden, og imperialismen griner hele vejen til undergangen.
En forspildt chance til at finde allierede, der vil andet end greenwashing og feel good følelse. Du kunne have hjulpet med at rejse et tiltrængt oprør.
Op på hesten
Endnu en forpurring. Vi har prøvet det så mange gange før. Blive forført og forrådt. Men vi fortsætter, fordi der ikke er et andet alternativ end socialisme – hvis Jorden og mennesket skal reddes.
Heldigvis har de stigende antal hjemløse ikke råd til at købe din bog, ej heller de udenlandske arbejdere, som udnyttes på det groveste af danske arbejdsgivere, pensionister eller de som sendes ud i tvangsarbejde for at modtage kontanthjælp og sygedagpenge, de som er fyret, og de der ikke fik løn, de der ikke har råd til økologi – for de vil sikkert blive satans skuffede, ligesom mig.
Rejs jer, fordømte her på jorden, ingen andre gør det for os.