Det er dette system, de kalder kapitalisme

Mens den eksisterende kapitalisme ødelægger kloden, hentes kommunistspøgelser frem fra glemslen. I stedet for at forsvare spøgelser skal vi angribe det ødelæggende system, de kalder kapitalisme.

Af Terje Alnes, Friheten

Kommunisme er blevet et skældsord blandt de toneangivende. At sige, at en anden verdensorden end kapitalisme er mulig, og faktisk er nødvendig, er himmelråbende politisk ukorrekt, på grænsen til det forbryderiske. 

Historien er ikke slut

I 1991 blev Sovjetunionen opløst. Da Francis Fukuyama udgav bogen ”The End of History and the Last Man” i 1992, var det udtryk for en opfattelse af, at den politiske udvikling havde nået sit endemål. Fra nu af var det uomtvisteligt, at den vestlige model med markedsøkonomi og liberalt demokrati havde sejret, og at den ville erobre hele verden.

Markedsøkonomi og kapitalisme – i form af globalisering – har da også fået fart på, efter den øst-europæiske model er faldet bort. Men ideen om, at der findes et alternativ, er ikke død. En bemærkelsesværdig forandring er ved at ske i kapitalismens kerneland USA. Ordet socialisme er ikke så stigmatiseret, som det har været.

Halvdelen af amerikanerne under 35 siger, at de foretrækker at leve i et socialistisk samfund. 61% af amerikanerne under 24 år stiller sig positivt til socialisme. Om ikke de unge amerikanere har et lige så afklaret forhold til indholdet i begreberne, har de i hvert fald et førstehånds kendskab til livet i det kapitalistiske USA – og det gør ondt.

I modsætning til de velbjærgede socialisthadere i Danmark føler amerikanerne nemlig på deres krop, hvordan livet i det kapitalistiske USA arter sig.

Sult og fattigdom i kapitalismens kerneland

FN har for længst slået alarm om fattigdommen i Trumps Amerika. Ifølge FN’s specialudsending er landet præget af ekstrem fattigdom, ”som grænser til grusomhed”. Millioner af amerikanere har ikke adgang til sundhedstjenester og til nok mad, på grund af en voldsom nedskæring i velfærdsprogrammerne. Over 43 millioner amerikanere lever i fattigdom. 13 millioner af dem er børn. Det betyder, at hvert femte barn i USA vokser op i fattigdom. Mere end et ud af fem amerikanske børn er hjemløst.

USA har højere økonomisk ulighed end noget andet vestligt land. Finanskrisen i 2008 ramte millioner af amerikanere, og resulterede i den største overførsel af rigdom fra fattig til rig i USA’s historie. Ti år efter er det de allerrigeste, som har fået glæde af den økonomiske vækst. Samtidig har Kongressen vedtaget omfattende skattenedskæringer til 1.500 milliarder dollars over en tiårsperiode. Skattelettelserne går hovedsageligt til USA’s rigeste, og FN har advaret om, at det vil øge uligheden yderligere. Den forventede levealder i USA går ned for andet år i træk.

Sult i England

Human Rights Watch kom i år med en rapport, som viste, hvordan sult og fattigdom breder sig også i Storbritannien, verdens femte største økonomi. Tusindvis af familier har ikke økonomi til at købe nok mad og er afhængige af maduddeling fra godgørende organisationer. Det nye fænomen med voksende sult er indtruffet samtidig med, at der siden 2010 er foregået en omfattende omstrukturering af landets velfærdssystem. Med reduktioner i velfærdsstøtten fra år til år er antallet af sultne personer – herunder familier med børn – steget med alarmerende hastighed.

Trussel Trust, den største godgørende organisation i Storbritannien, som uddeler mad, har dokumenteret en voldsom forøgelse i uddelingen af fødevarepakker mellem 2008 og 2018. På ti år forøgedes uddelingen fra 26.000 fødevarepakker årligt til mere end 1,33 millioner. Et bredt netværk af uafhængige madbanker har spredt sig over hele landet for at imødegå behovet for mennesker, som ikke selv er i stand til at købe nok mad.

Hvor er de danske meningsdanneres engagement i disse ofre for kapitalismens grusomhed?

Kapitalisme = brutal og dødelig ulighed

Det er dette system, de kalder kapitalisme, og det er det, de forsvarer: En lillebitte, global klasse af superrige kontrollerer mere end halvdelen af alle jordiske værdier, samtidigt med at en milliard mennesker lever i prekær, livstruende fattigdom.

I januar fremlagde Oxfam sin årlige rapport om verdens ulighed. Den viste, at de 26 rigeste mennesker på kloden ejede lige så meget som de 3,8 milliarder, der udgør den fattigste halvdel af jordens befolkning. Denne halvdel af jordens befolkning må klare sig for mindre end 5,5 dollars om dagen. Hvilket liv er det?

Hvordan er det i det hele taget muligt at forsvare et system, som overfører en sådan pervers koncentration af rigdom til en lillebitte klike af mennesker, som i antal ikke engang fylder sæderne i en bus? 

Hvor er indignationen i mødet med så skamløs en kendsgerning? Hvorfor kræver vi ikke det eneste logiske: At denne enorme ophobning af formue konfiskeres, og at den bruges til gavn for den fattigste halvdel af menneskeheden?

Rapporten fra Oxfam viser, at de 2.200 milliardærer forøgede deres formuer med 12% i 2018, mens den fattigste halvdel har fået reduceret deres formue med 11%. Kort sagt: de rige bliver rigere og de fattige fattigere. Havde vi brugt den enorme rigdom, som er samlet hos kun 26 individer på kloden, kunne vi have løst alle de sociale problemer, som menneskeheden står overfor!

Sandheden om kapitalismen er, at den på 200 år ikke har magtet at opfylde helt grundlæggende, menneskelige behov. Sandheden om kapitalismen er, at de økonomiske uligheder i verden aldrig har været større end i dag.

Bluff om fattigdomsbekæmpelse

Men hører vi ikke, at millioner er ”løftet ud af fattigdommen” i de sidste årtier? Påstanden er højst problematisk. FN og Verdensbanken har flere gange både ændret målsætning og definitioner i bestræbelserne på at vise, at fattigdommen går ned. 

Faktum er, at den verdensomspændende kapitalisme skaber og opretholder sult. Under kapitalisme er mad et spekulationsobjekt, som omsættes på børsen. ”Madens historie tog en skæbnesvanger drejning i 1991, og ingen så det der og da. Det var det år, Goldman Sachs tænkte som så, at vort daglige brød kunne være en udmærket investering”. Dette skriver Martin Caparros i bogen ”Sult”.

Han viser, at verdens sultne er prisgivet et globalt madmarked, hvor de rigeste fonde og investorer spekulerer i madreserver og fremprovokerer madknaphed for at presse priserne (profitten) op. På råvarebørsen i Chicago spekuleres der i mad, som andre spekulerer i olie. Når priserne presses op, betyder det døden for millioner af verdens fattige, men tilsyneladende uden at kapitalismens forsvarere ser noget umoralsk i dette.

Sult tager livet af 9 millioner mennesker hvert år, svarende til halvandet Holocaust. En milliard mennesker kæmper en daglig kamp for at få fat i nok mad med tilstrækkeligt næringsindhold for at kunne leve og udvikle sig normalt. Verden producerer nok mad til at føde 12 milliarder mennesker, så problemet er ikke mangel på mad, problemet er fordeling – eller mere præcist: det system, de kalder kapitalisme.

Et land, som derimod har klaret at løfte hundredevis af millioner op på et niveau af relativ velstand, er det ”kommunistiske” Kina. Kinas positive bidrag gør alene, at antallet af ekstremt fattige på jorden er en milliard og ikke to.

Kapitalisme = økologisk katastrofe 

Det er dette system, de kalder kapitalisme, og det er dette, de forsvarer: Verdens videnskabsmænd har for længst slået alarm om, at jordens økosystem er i akut fare. Alligevel fortsætter ødelæggelserne i stort tempo. Under kapitalismen har multinationale selskabers profitjag den højeste værdi.

I en ny rapport fra FN’s menneskerettighedsekspert konkluderes der, at klimaændringerne øger de økonomiske forskelle og vil skubbe nye 120 millioner mennesker ned i fattigdom og sult. Rapporten siger, at det ligner klimaapartheid, hvor de rige betaler for at slippe for opvarmning og konflikter, mens resten af verden må tage skraldet.

Klodens økologiske system har nået et kritisk punkt p.g.a. et hæmningsløst profitjag, drevet frem af mægtige selskaber, som i mange tilfælde sponsorerer (læs: køber) politikere, som fungerer som døråbnere for et ”frit” næringsliv. ”Frit” næringsliv betyder under kapitalisme at kunne rage til sig på naturens – og fællesskabets – bekostning.

Kapitalistklassen forsøger at individualisere ansvaret for miljøødelæggelserne ved simpelthen at kræve, at dugør arbejdet med at redde kloden fra økologisk sammenbrud. Derfor hamres der et budskab ind om, at din livsstil må ændres ved, at du spiser mindre kød, cykler på arbejde, flyver mindst muligt og recirkulerer husholdningsaffaldet. 

Mest af alt tjener det individuelle fokus som en lynafleder. Ved at vælte ansvaret over på den enkelte skabes en illusion om, at du faktisk bidrager til at redde kloden.

Skal du imidlertid give et bidrag, som batter, må du kræve vidtrækkende systemændringer, ja simpelthen arbejde for en revolutionær omvæltning og kræve, at kapitalismen afskaffes!

Globale gigantselskaber fører an

Mere end 70% af alle klima-gasudledninger skyldes nemlig aktiviteterne hos 100 globale selskaber, bare 25 af dem står alene for halvdelen af alle udledninger. Et relativt lille antal producenter af fossilt brændsel og deres investorer sidder altså med nøglen til at tackle klimaændringerne. Men den globale kapitalisme har ingen ægte interesse i at ændre sig, den tager ikke ansvar for andet end sine egne aktionærers afkast.

I realiteten har opinionen ladet sig passivisere af floskler og virkningsløse tiltag, som ikke har haft nogen anden funktion end at give et indtryk af, at det bestående system – kapitalismen – tager klimaændringerne alvorligt. Forholdet mellem økonomisk vækst og globale udledninger har ligget fast siden 1970. De globale udledninger af CO₂er øget lige så meget som summen af BNP i alle verdens lande siden 1990, d.v.s. med næsten 70%.

Kapitalismens krav om økonomisk vækst viser sig altså at være uforenelig med målsætningen om nedskæringer i klimaudledningerne.

”Verden må igennem ændringer i et omfang, vi aldrig før har set”, skrev Cicero center for klimaforskning, da FN’s klimapanel (IPCC)fremlagde sin rapport sidste efterår. Men de nedskæringer i udledningerne, som verdens lande foreløbig har meldt ind til i Paris-aftalen, er fuldstændigt utilstrækkelige. Ifølge FN’s miljøprogram er det sandsynligt, at vi er på vej til tre graders global opvarmning.

I maj fremlagde FN’s naturpanel en alarmerende rapport, som viste, at en million arter er truede af udryddelse pga menneskelig aktivitet. 2262 af disse udrydningstruede arter lever i Danmark. Landbrug, skovbrug, minedrift og overfiskeri i havet, rovdrift på dyre- og plantearter, menneskeskabte klimaændringer, forurening og spredning af fremmede, skadelige arter til nye områder er hovedårsagerne til katastrofen.

Mens fri konkurrence og frihed fra statslige reguleringer er kapitalismens livsgrundlag og maksimering af profit det primære mål, kan klimakrisen og naturmangfoldigheden kun reddes ved omfattende koordinering, samarbejde og strenge reguleringer på det økonomiske område. Nogle ville kalde det for planøkonomi!

Vi er vidne til, at kapitalismens umættelige jagt på nye markeder og profitmuligheder er på kollisionskurs med selve naturens grænser for at kunne overleve.

Kapitalisme = kastreret demokrati

I den globaliserede økonomis tidsalder indsnævres demokratiet ved, at folkevalgte organer tømmes for magt og indhold. Politikkens felter løftes over i en juridisk sfære og områder, som tidligere var styret af valgte politikere, gøres til markedsstyrede zoner, frigjorte fra folkelig kontrol.

Den moderne kapitalisme viser sig stadigt mere uforenelig med demokrati. De juridiske og geografiske rammer for stat og marked er vendt på hovedet. Tidligere satte staten rammerne for pengemagtens virksomhed, nu sætter pengemagten rammerne for statens. Nyliberalismen har gjort alt til marked, og den viser sit hegemoniske overtag ved, at næsten ingen stiller spørgsmål til markedsfiktionen. Konsekvensen er, at kapitalismen anno 2019 parkerer og afmonterer demokratiet.

Forsker ved NUPI – Stein Sundstøl Eriksen, har peget på tre ændringer, som samlet set svækker demokratiet i dag:

• Staten indgår forpligtende internationale aftaler, som begrænser demokratiske organers mulighed for at træffe beslutninger
• Staten overfører myndighed til autonome bureaukratiske institutioner, som er unddraget politisk kontrol.
• Statslige institutioner privatiseres ved, at tidligere opgaver overføres til markedet og følgelig er udenfor folkevalgte organers magt.

Konsekvensen af alle disse forhold er, at de folkevalgtes magt indsnævres, og at politikken, sfæren hvor demokratiske beslutninger tages, får mindre og mindre betydning.

Mens pengemagten sætter grænser for, hvad staten kan gøre, er pengemagten selv blevet grænseoverskridende. Før var markederne inde i staterne, nu ligger staterne omkranset af markederne. Nationale politikere, som vil sætte grænser for, hvad pengemagten kan foretage sig, får smæk over fingrene af overnationale kontrolorganer. De overnationale organer, som foregiver at være uafhængige forvaltere af et objektivt regelsæt, handler i realiteten som pengemagtens repræsentanter, der har til opgave at slå ned på nationale afvigelser.

Valget er taget

Nyliberalismens økonomiske politik er implementeret i EUs Lissabon-traktat. Den gør det umuligt for medlemslandene at føre en anden økonomisk politik. Denne kurs kan ikke ændres, uden at samtlige 28 medlemslande er enige samtidigt. I EU er nationalstaternes handlingsmuligheder dermed minimale og således bliver demokratiet en illusion.

Dagens EU er blevet, som markedsøkonomiens hårdkogte ideolog Friedrich Hayek ønskede sig det. I 1939 efterlyste han ”mellemstatslig føderalisme” i Europa, for at forhindre vælgerne i at bruge demokratiet til at påvirke det frie markeds funktion. 

Socialismen i angrebsposition

Det er dette system, de kalder kapitalisme, og det er det, de forsvarer. Ekstrem rigdom og magt hos en lille klike individer og i maskinrummene hos nogle grænseoverskridende superselskaber, afmagt og en daglig kamp for tilværelsen for halvdelen af menneskeheden.

Socialister og de, der identificerer sig med kommunismen, som Marx definerer den politiske kamps mål, har ingen grund til at sætte sig i forsvarsposition. Tværtimod; det er os, der er i angrebsposition! Verden i dag er først og fremmest et resultat af kapitalismen, og det ser ikke godt ud.

Kapitalismen må på anklagebænken og dens forsvarere konfronteres.

(redigeret)