Det er kvindernes kampdag – hver dag!

8. marts bliver markeret over hele verden, hvert år. Det er, fordi det desværre stadig er vigtigt og aktuelt.

Metoo# bevægelsen har fra film-, medie- og politikindustrien sat bølger i gang over store dele af den vestlige verden, og mange mandlige hoveder er røget. Men under denne radar foregår der hver dag overgreb på kvinder i alle grufulde og klamme genrer. 

Coronaens hjemmetid har forstærket mistrivslen i de familier, der i forvejen er udsatte, men også i familier, hvor mistillid, trusler, frygt og fysisk vold er en del af hverdagen. Det blev ikke det store babyboom med idyl og hjemmenærhed, man spåede i starten af pandemien. 

Krisen slår hårdt

Når krisen kradser, jobbet udebliver, og kontakten med andre lukkes ned, så stiger volden. Det gælder i Danmark og i resten af verden. I løbet af januar har Danner-stiftelsen konstateret, at der ikke er ledige krisecenterpladser nok til dem, der har brug for beskyttelse, bare i Storkøbenhavn. De har sammen med Socialministeriet måttet åbne et midlertidigt krisecenter i København for foreløbig 3 måneder.

Mange ægtepar går hinanden på nerverne, fordi det normale frirum i hjemmet er blevet til skole, arbejdsplads og arbejdsløshedsbur. De faste rammer og identiteter er presset og fyldt med afmagt og manglende værktøjer. Frygten for, at en eventuel genansættelse er på andre løn- og arbejdsvilkår end før, tærer også voldsomt. 

Ikke kønt

I februar vedtog Aarhus Byråd vedtægtsændringen om, at Kvindemuseet nu hedder KØN – Gender Museum Denmark. Processen har ikke været køn. Trods stor opbakning og engagement til at beholde museets oprindelige navn er processen som i mange andre høringer topstyret. 

Hvad er grunden, og hvordan vil man sikre, at kvinders historie ikke nedprioriteres og helt forsvinder? 

Museet mener, at navnet dækker mere præcist museets ansvarsområde, som nu er kønnenes kulturhistorie med afsæt i kvindehistorien. Så kampen for at få et museum, der dækkede kvindens historie, er nu udvasket. 

Værdikamp

Kvindekønnet er vigtigt at forske i og beskrive, da det er overset i mange historiske henseender. Tidligere var det kun manden, der havde lønarbejde og dermed var registreret og værdisat. 

Kvinder og børn var kun et nødvendigt biprodukt for godsejere og arbejdsgivere, uden sociale rettigheder, ikke engang i familien. Sådan er det stadig mange steder på jorden, må man ikke glemme. De er i ordets fulde betydning stadig slavinder.

Herhjemme er vi stadig langt fra ligestilling. Det er ikke nok, at kvinder kan gå ind i politik, hvis ikke de fører kvindepolitik. Vi halter stadig bagud i pension og løn. Og vores hjem og fremtid bliver usikre, når ghettoloven fjerner muligheden for en billigere bolig.

Fattigdom er ingen værdig

Vores pasningsmuligheder bliver konstant forringet, så børnene kommer længere væk fra muligheden for at bryde familiemønstre og tilegne sig lærdom og uddannelse. Samtidig er det blevet mere lukrativt at være rig i Danmark, men det er blevet dyrere at være fattig.

En analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at to årtiers skattelettelser har givet de rigeste danskere flere penge mellem hænderne, mens landets fattigste halvdel mærker konsekvenserne af et velfærdssamfund, der ikke er fulgt med samfundsudviklingen. 

AE-Rådet har regnet ud, at de ti procent fattigste danskere har fire procent mindre at forbruge for i dag sammenlignet med 2001. Samtidig har de rigeste ti procent fået øget deres forbrugsmuligheder med, hvad der svarer til mere end seks procent af deres lønindkomst. Altså, de fattigste kvinder og børn lider.

Kvinder i kamp

Derfor er kvinde- og klassekampen stadig aktuel. Jeg vil slutte af med at citere fra foreningen Kvinder i kamp – unge kvinder der prøver at samle alle kvinder.

”Uanset om kvinder er i arbejde, arbejdsløse, reformramte, under uddannelse eller pensionerede, danske, indvandrere eller flygtninge, så forsvarer vi kvindernes interesser og forhåbninger. 

Vi sætter arbejderklassens kvinders krav og kamp i centrum. Arbejderkvinderne er ikke bare dem, der rammes hårdest af det kapitalistiske samfunds uligheder, lavtløn og usikkerhed – de er en del af hovedkraften i at skabe den nødvendige forandring, ligestilling og frigørelse.

Egen forsørgelse

Retten til en selvstændig indkomst og til at kunne forsørge sig selv er helt grundlæggende og afgørende for kvindernes stilling og muligheder. Uanset om vi er samboende, gifte, kærester eller enlige, så forlanger vi alle juridiske og politiske hindringer og den gensidige forsørgerpligt og de asociale reformer fjernet.

Egen krop

Retten til selv at bestemme over sin egen krop, til selv at bestemme om og hvor mange børn man vil have og muligheder for at sikre dem en ordentlig og tryg opvækst er et andet grundlæggende kvindespørgsmål. Feminiseringen af den voksende fattigdom er en social trussel især mod enlige mødre og børnefamilier med lavindkomst.

Udbygningen af den offentlige velfærdssektor betød store fremskridt for kvinderne, raseringen af den i disse år betyder store tilbageskridt. Det er de store kvindefag, arbejdspladser og arbejdsforhold, der rammes”.

Vi kommunister kan ikke være mere enige, jeg har meldt mig ind.

God 8. marts.