Det knager i samfundets fuger og bånd

Af Rikke G.F. Carlsson, medlem af formandskabet i DKP

[KOMMUNIST nr. 5-2024] Arbejdernes internationale kampdag startede i USA, Chicago.

Haymarket-hændelsen blev denne begivenhed kaldt. I 1886 indkaldte den amerikanske arbejderbevægelse til generalstrejke for at støtte op om kravet for 8-timersdagen. Otte timer til arbejde. Otte timer til hvile. Otte timer til hvad vi vil!

Overalt i USA strømmede tusindvis af arbejdere på gaderne. I Chicago fortsatte man demonstrationen, som endte i en voldsom nedslagtning, mens en anarkistisk bombe sprang med døde og sårede til følge. Et hårdt angreb mod fagforeninger fulgte efter Haymarket-hændelsen, og det har i princippet ikke ændret sig siden.

Arbejdsgiverne genvandt kontrollen over deres ar­bejdere, og traditionelle arbejdsdage blev genoprettet til ti eller flere timer om dagen. Der var en massiv samfunds- og erhvervsstøtte til politiet og dets sårede. Mange tusinde dollars blev doneret til fonde til deres lægebehandling og for at hjælpe deres indsats. Hele arbejder- og immigrantsamfundet, især tyskere og böhmere, blev udsat for had.

I dag i 2024 arbejder en amerikaner gennemsnitligt 47,5 timer om ugen ifølge Gallup.

Slaget på Fælleden

I starten af april 1872 indledte de københavnske murersvende en større strejke i kampen for at slippe af med den såkaldte ”Slavetime” – og dermed forkorte arbejdsdagen fra 11 til 10 timer.

Den 2. maj 1872 indkaldte Pio med en helsidesannonce på forsiden af Socialisten til Folkemøde på Nørre Fælled den følgende søndag. Artiklen sluttede med de i eftertiden berømte ord:

”I har i Årtusinder skænket os en bitter Livsdrik; vogt jer nu, Målet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Dråbe til, eller – det flyder over!”.

Louis Pios truende ord blev af regering og politi tolket som en opfordring til revolution. Mødeindkaldelsen blev for Københavns politimester, Crone, en anledning til den 3. maj at opfordre justitsministeren til, at man ikke måtte ”lade denne gunstige Lejlighed” til at slå ned på sociali­sterne gå fra sig. At det var grundlovsstridigt, forhindrede ikke politidirektøren i at forbyde mødet på Nørre Fælled. (i dag kaldet Fælledparken). Der mødte 30.000 mennesker op på trods. Det blev en massakre.

Selv om Slaget på Fælleden blev et midlertidigt tilbageslag for den faglige og politiske organisering af de danske arbejdere, så blev det, ligesom Haymarket-hændelsen i Chicago, startskuddet til en international solidarisk og socialistisk kampdag, der markeres verden over 1. maj. En afgørende dag, hvor vi stadig viser kampgejsten, styrkeforholdet og hvor vi fortsat stiller krav. Arbejdere i alle lande forenes også denne dag.

Vi har en arv at løfte

Arbejdsgivere har ikke ændret holdning siden dengang. Det har regeringer heller ikke. De er i nogle tilfælde blevet mere raffinerede. Vi oplever det med de falske fagforeninger, der har formået at få folk til at tro, at der ikke er forskel mellem gule og rigtige fagforeninger. Medlemmerne strømmer til de gule på grund af prisen. Vi oplever også regeringer, som på skift har lavet lovindgreb med påskud om ”individets frihed”.

Begrebsforvirring er også raffineret som f.eks. at få folk til at tro på, at en mindsteløn bør være en lov og ikke en forhandling. Hvem gavner det? Hvem af os vil ikke have retten til kollektivt at forhandle vores værd? Det er det, som sker i de kommende år med EU’s mindstelønsdirektiv. Accepteres dette, ved vi af erfaring, at arbejdsgivere selvfølgelig vil gøre brug af det.

Grådigheden vil ingen ende tage og har aldrig gjort det. Ved vi af erfaring. De tilkæmpede rettigheder, vi har, er ikke kommet af sig selv, desværre.

Hver dag prøver en eller anden arbejdsgiver i Danmark at undgå en overenskomst. Blokader ses overalt foran arbejdspladser, hvor disse uhyrligheder finder sted. Sikkerhed på arbejdspladsen prøver de også at undgå. Dødsulykker og skader sker jævnligt. Snyd og humbug er dagligdag. Udflytning af arbejdspladser til lande hvor arbejdskraften er billigere, eller modsat import af billigere arbejdskraft her til landet.

Heldigvis har vi stadig fagforeninger, der organiserer den udenlandske arbejdskraft og afslører arbejdsgivernes væmmelige udnyttelse og grådighed.

Vi er mere værd

Nu vil regeringen med Mette Frederiksen i spidsen have os til endnu engang ”…at blive lidt længere ved samlebåndet” (for samme løn). På grund af krigen, siger hun. Men det var jo begrundelsen for, at de stjal Store Bededag sidste år. Stik imod folks krav om mindre arbejdstid.

Ikke siden 1990 har vi fået sat arbejdstiden ned. Når de nu taler om 4 dages uge, skal du være opmærksom på, at det er samme antal timer, der skal afvikles og ydes. Det bliver vi ikke mindre nedslidte af. Kommunisterne kræver 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation, og det gør vi, fordi der er råd, og fordi det er godt for vores helbred.

Stress og andre arbejdsrelaterede sygdomme rammer os på grund af det høje produktivitetsniveau. Vi arbejdere er ikke dovne, tværtimod. En undersøgelse fra Arbejder­bevægelsens Erhvervsråd viser, at skellet mellem rig og fattig nu betyder, at levealderen er oppe på 10 års forskel, hvor den før lå på 5 år. Det går den forkerte vej i form af forhøjet pensionsalder, øgede krav til produktion og dårligere tilgang til pleje- og sundhedsvæsen.

Kampen er antikapitalistisk

Den offentlige overenskomst 2024 viser tydeligt, at ansatte ikke værdsættes. Arbejdsrelateret stress medfører et tab i arbejdsudbud på 55.000 fuldtidsstillinger om året. Samtidig koster det 55 milliarder kroner i tabt velstand.

Den rigeste procent af danskerne ejer 25,5 pct. af den samlede formue, og regeringen lemper snart arveafgiften ved overdragelse af aktier og anparter i familieejede virksomheder til næste generation. De rige bliver rigere.

Kampen er langtfra slut. Socialdemokratiet har netop offentliggjort sin partistøtte, der viser, at den blandt andet kommer fra Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Rederier og andre erhvervsfora. Ja så ved vi, hvilke interesser de plejer, og det er ikke vores.

Tiden har ikke ændret sig meget fra dengang, de første oprør startede, og Joe Hill sang: Hvis side er I på? Det spørgsmål må alle medlemmer af danske fagforeninger stille deres top, som åbenbart fortsat støtter dette nu åbenlyse arbejdsgiverparti, Socialdemokratiet. Vi gentager: Lad falde, hvad ikke kan stå!

Historien arver vi – Fremtiden kæmper vi for.

Rød front på majdagen!