Det kommunale ludospil

[KOMMUNIST nr. 10-2024] Landet over er de kommunale budgetforhandlinger i fuld gang.

Det er det samme spil hvert eneste år, når vi kommer til september og oktober. Landets 98 kommuner og fem regioner skal have husholdningsbudgettet til at gå op. I autonomiens navn har byråd og regionsråd hvert år mulighed for at føle sig vigtige, når den nære velfærd skal udmøntes.

Hvert år er der nogen, der vinder, og nogen, der taber. Dem, der taber, er som regel dem, der har allermest brug for at vinde, mens dem, der for det meste vinder, gør det hver gang. For tendensen er enslydende, når det kommer til den nære velfærd, nemlig at salamimetoden er blevet en naturlov. Der kan dog være gradsforskelle på hvor store stykker af salamien, der skæres.

Man har kunnet se i medierne, at en del kommuner allerede har landet deres budget. Nogle steder har man i fuld enighed indgået et forlig, ofte under overskrifter i retning af: Budget i balance eller Et ansvarligt budget. Andre steder har man indgået forlig udenom den siddende borgmester. Sådan er det f.eks. sket i kommuner som Silkeborg og Kolding.

Det borgerlige demokratis underskud og pseudokarakter udstilles gennem den samme parade hvert år. Politikerne kæmper om at fordele de rester, som de efterlades, så de hver især kan sige, de har reddet det ene og det andet. Intet under, at flere og flere mennesker har en voksende politikerlede.

Fælles for de fleste partier og byrødder er, at man automatisk køber præmissen om, hvordan velfærden skal udmøntes, og hvordan systemet skal se ud. Den evige sang er, at det er vigtigere at sidde med ved det såkaldte forhand­lingsbord, så man kan kæmpe om det der er tilbage. Prisen er blot den, at du konstant køber præmissen om nedskæringer.

Selvfølgelig er man nødt til at være pragmatisk. Selvfølgelig er man nødt til somme tider at bide til bolle, hvis det kan afhjælpe eller løse konkrete problemer.

Men alt for ofte ser man underskrifter på budget­forlig, hvor man har friholdt ét velfærdsområde, mens andre stadig rammes. Man kan ikke altid få alt her i livet, men hvis man ikke viser, at der bør ­være helt andre forudsætninger og præmisser for forhandlinger, så accepteres den herskende konsensus om muligheder og perspektiver. Nedskæringer er altså ikke en naturlov, sådan som tyngdekraften er det.

Målet er liberalisering

En af de helt store faktorer når det kommer til den kommunale økonomi, er budgetloven. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for Kommunists læsere, da vi vedholdende og konsekvent har sat fokus på denne ødelæggende standardisering affødt af EU’s planer om at liberalisere og underminere rettigheder og offentlige tilbud.

Budgetloven resulterer i kommunale rammebesparelser på 0,5% hvert eneste år. En metode til at udhule velfærden gradvist, så lokal­politikerne kan beskæftige sig med krummerne og hele tiden mane til besindighed hos befolkningen.

Det er oftere nemmere at få folk til at acceptere nedskæringer, hvis de kommer gradvist. Sproget er i den forbindelse også blevet systemets bedste hjælpemiddel. Rammebesparelserne kaldes også for effektiviseringsbidrag. Pludselig lyder det jo ikke så slemt. Hvem kan dog være imod mere effektivitet?

Virkeligheden er den, at vores fælles velfærd er under et massivt pres. Vi er ved at nå et punkt, hvor vores offentlige sektor kan kollapse i mangel på udvikling. Det er udelukkende afvikling, der lægges for dagen. Vores økonomiske styringsmodeller er blottet for sammentænkning og planlægning.

Når der skal forhandles nye refusionsordninger i regi af KL – Kommunernes Landsforening, så er det et spil i lotteriet. F.eks. er udligninger på selskabsskatterne så ulige fordelt, at det skriger til himlen. Det er samtidig vanvittigt, at har man penge til overs ude i en kommune, så må man ikke bruge pengene til velfærd. Endnu et eksempel på budgetlovens klamme hånd.

Der er både ideologiske og økonomiske årsager til den virkelighed, som kommunerne er underlagt. Ud fra devisen om liberalisering gennem New Public Management, udhuler og underminerer man velfærden gradvist, for løbende at kunne skabe grobund for private og kommercielle løsninger.

Vi ser det stort set på alle parametre, men i særdeleshed, når det kommer til ældrepleje, sundhed og specialiserede tilbud, så har udlicitering og liberalisering kronede dage. Til gengæld udsættes de mange dygtige kommunalt ansatte for øget arbejdspres, øget chance for forråelse og en konstant usikkerhed for deres jobs fremtid. Hvem rammer sparekniven næste gang? Det bliver det stressfremkaldende mantra for mange.

Investering frem for besparelser

For at bremse den negative udvikling, er man nødt til at tænke i sammenhæng mellem stat, region og kommuner. Der skal være udligningsmodeller, der tager højde for, hvad der er behov for. Man skal stoppe med at tænke kortsigtet fra budgetår til budgetår. F.eks. på socialområdet, kan man altså ikke spare sig ud af problemerne. Man kan investere sig ud af dem.

Nu er det mest, når det er gået galt, og borgere har brug for hjælp, at der hersker lovkrav, men der er ikke lovkrav, når det gælder forebyggelse. Her sparer man år efter år.

Er det så noget under, at regningen blot bliver større og større?

Martin Minka Jensen