Det usynlige museum

Af John Poulsen

I april 2013 brændte Frihedsmuseet, og heldigvis blev det hurtigt besluttet, at det skulle genopbygges. Som udgangspunkt skulle det ligge samme sted som det gamle, men symbolsk under jorden. 

I det forslag som vandt, er indgangspartiet lavet som et mørkt tårn, så man ikke bliver opmærksom på, at her ligger et museum. Det kunne have hjulpet, hvis man havde anbragt den gamle panservogn V3, som flere har været inde på, i stedet for en salgsvogn fra Hansen Is foran museet.

Nu står museet færdigt, og jeg må indrømme, at jeg blev skuffet over den måde, udstillingen er opbygget på, og at så mange af de genstande, der var på det gamle museum, er gemt væk i magasinerne, f.eks. det illegale trykkeri og BOPAs værksted, som fremstillede våben. 

Jeg er enig med historikeren Steen Andersens anmeldelse i Weekendavisen, hvor han skriver, at han ”forstår ikke, hvorfor man ikke tør stå ved sin faglighed og holde fast i, at et museum først og fremmest må være sat i verden for at fortælle historien om den originale genstand. Jeg savner simpelthen at mærke, at Frihedsmuseet nærer en passion og en glæde i forhold til at turde fortælle historien ud fra genstandene. Men guldkornene fra de faglige museumsinspektører er blevet fejet af banen af formidlingsafdelingens tekniske fix”.

Der har i nogle år været kræfter i gang med at mistænkeliggøre kommunisternes hensigt med at deltage i modstandsarbejdet. Det er trist, at sådanne holdninger nu også er rykket ind på det nye Frihedsmuseum. Der skal her komme en række eksempler på det. 

Et sted står der på en planche, at ”De borgerlige kæmper for et frit Danmark. For kommunisterne er kampen mod nazisterne et skridt på vejen. De ønsker en kommunistisk verdensorden, og at Danmark på sigt bliver kommunistisk”. 

Denne påstand om, at kommunisterne ikke kun kæmpede for et frit Danmark, men havde andre skumle hensigter, er der ikke noget belæg for. Havde man gjort sig den ulejlighed at læse, hvad DKP har udtalt i den forbindelse, så ville man ikke skrive noget sådant. 

Kommunisterne kunne fint arbejde sammen med borgerlige kredse, f.eks. i forbindelse med oprettelsen af Frit Danmark, hvor en af stifterne var den konservative Christmas Møller. Kommunisterne spillede også en rolle ved oprettelsen af Friheds-rådet i september, som næsten ikke nævnes på udstillingen. Også her arbejdede partiet loyalt sammen med borgerlige kræfter.

Et andet sted står der, at de borgerlige følger retningslinjer fra SOE, mens kommunisterne følger retningslinjer fra Moskva. DKP modtog ikke retningslinjer for dets arbejde i modstandskampen fra Moskva. Det var ikke Moskva, der bestemte, hvad der skulle stå i de illegale blade eller hvilke sabotageaktioner, der skulle sættes i gang, det fandt DKPs ledelse selv ud af. Kominterns opfordring til alle kommunistiske partier var at tage kampen op imod fascismen, og det var der vel ikke noget odiøst ved. Dertil kom, at der var meget lidt forbindelse mellem DKP og Kom-intern, og sidstnævnte blev opløst i 1943.   

I omtalen af 29. august står der i kataloget, at” kommunisterne pustede til ilden”. Det er en mærkelig formulering at bruge om kommunisternes medvirken til de strejker, der i sommerens løb havde fundet sted. 

Derimod kunne de have ”pustet til ilden”, hvis de imod aftalen med justitsministeriet og fængselsledelsen var flygtet fra Horserød den 28. august. Det gjorde de ikke, men til gengæld blev løftet om at advare dem, når bruddet med tyskerne var sket, ikke overholdt, hvad der førte til, at danske myndigheder var skyld i, at 150 fanger blev taget i varetægt af tyskerne, som senere sendte dem til koncentrationslejren Stutthof. 

Men denne fortælling glemmer man helt, når man taler om 29. august.

Frihedsmuseet. Åbent tirs.-søn. 10-17.