Dobbeltbiografi om to tyske mastodonter

Af Margit Andersen

Der er i den tyske efterkrigstidslitteratur to mastodonter: forfatteren Günter Grass (1927–2015) og kritikeren Marcel Reich-Ranicki (1920–2013). De to havde meget til fælles og meget, der skilte dem, og i et halvt århundrede levede de i et had-kærlighedsforhold, der udspilledes i fuld offentlighed. Om det beretter Volker Weidermann i ”Duellen”, der samtidig beskriver en periode i tysk historie set gennem læsebriller.

De begyndte begge deres tilværelse i Polen, Grass i fristaden Danzig og Reich i en nærliggende mindre by. Mærkværdigvis hed begge deres mødre Helene, de elskede litteratur, en kærlighed der gik i arv til sønnerne, og de var stærke og handlekraftige i modsætning til deres mænd.  Günters far havde en lille kolonialhandel, men det var mor, der styrede butikken. Marcels far startede et byggefirma, der gik konkurs, og familien måtte derefter spise nådsensbrød hos moderens velhavende familie i Berlin.

Men her holder ligheden op, for mens Günters forældre og han selv begejstret modtog tyskerne, da de marcherede ind i Polen, så endte det med, at Marcel og hans familie, der var jøder, blev tvangsbosat i Warszawas ghetto. Günter blev medlem af Hitler-Jugend og meldte sig som frivillig til Waffen-SS i 1945. Marcel overlevede i modsætning til sin familie på mirakuløs vis krigen, og den historie, der også er en hyldest til litteraturen, brugte Grass med hans tilladelse i -romanen ”Af en snegls historie”.

Efter krigen var Grass et stykke tid i amerikansk krigsfangenskab, begyndte derefter at uddanne sig til grafiker samtidig med at han skrev lyrik, og endte med at vælge litteraturen. Det samme gjorde Reich, efter at han først havde arbejdet nogle år i det polske efterretningsvæsen. Umiddelbart efter krigen var han blevet medlem af det kommunistiske parti, men på et tidspunkt opstod der kontroverser mellem ham og partiet, han blev ekskluderet og rejste til Vesttyskland, hvor også Grass var bosat.

Her slog Grass i 1959 igennem med romanen ”Bliktrommen”, derefter fulgte bog efter bog, og i 1999 blev han tildelt Nobelprisen i litteratur. Reich var blevet Tysklands mest ansete kritiker, skrev i de førende aviser og tidsskrifter og fik sit eget fjernsynsprogram. Nogle kaldte ham bogslagteren, og ”Bliktrommen”, som ellers blev anprist af alle, gav han en hård medfart.

I halvtredserne var der blevet dannet en gruppe af forfattere, der mødtes og diskuterede hinandens værker. Her mødtes Grass og Reich i 1958 og flere gange derefter. Grass anglede efter anerkendelse fra Reich, og denne omtalte ham da også som en stor forfatter, men der fulgte altid et ”men” efter. Ifølge Reichs krav til litteraturen skulle den først og fremmest være engageret og øve indflydelse på samfundet, som f.eks. Det kommunistiske Manifest, som han betragtede som ”et af de retorisk mest fremragende værker i tysk litteratur”. Grass kaldte Reichs litteratursyn for stalinistisk, samtidig med at han betragtede ham som antikommunist, hvad hans forhold til DDR-litteratur angik, mens Reich var forarget over, at Grass havde kritiseret Israels politik over for Iran.

Uden fordømmelse og med nænsom ironi fortæller Weidermann på en både oplysende og underholdende måde om de to store egoers liv og gerninger, hvori også indgik skyld og skam.

Volker Weidermann: Duellen. Oversat af Lone Østerlind. Turbine. 324 sider. 300 kroner