Dybvad skyder spurve med kanoner

Af Niels Rosendal Jensen

[KOMMUNIST 12-2023] Kaare Dybvad Bek regnes for en af de unge socialdemokratiske ideologer, som i ”De lærdes tyranni” bidrog til at give akademisk uddannede nogle mærkbare nakkedrag. Den opfattelse stod og står han ikke alene med. Mathias Tesfaye har dyrket samme ­disciplin, og den af regeringen nedsatte Reformkommission barslede med en skitse til et helt nyt uddannelseslandskab, hvor målet er at vende elevstrømmen fra akademisk uddannelse til velfærdsprofessioner og erhvervsuddannelse.

Der er således noget i gære, hvor respekten for arbejdet kan ses som en gennemsyrende tendens for de yngre socialdemokrater. Firkantet sagt har disse ideologiske bannerførere for arbejdets velsignelser rejst et noget diffust eller endda tåget spørgsmål, som muligvis lyder kækt eller endda kæphøjt i et talkshow, men som modbevises af de faktiske forhold: Er borgernes arbejdsmoral for nedadgående? Eller kunne vi lige omvendt tale om, at arbejdsmoralen er for opadgående?

Ifølge Danmarks Statistik har der aldrig været flere i arbejde i kongeriget. Det svimlende tal er ikke mindre end 3.000.600. Hvordan denne kendsgerning så kan forvandles til, at vi nærmest ikke gider arbejde eller foretrækker mere fritid frem for højere lønninger, er mirakuløst.

Sagt anderledes: hvad er Beks ærinde? I et stort interview i Politiken (04.11.23) udtrykker han sin bekymring over, at Alternativet og Enhedslisten ”flirter med tanker om en 30-timers arbejdsuge”. Samme toner om end i andre former lyder fra SF (kortere arbejdsuge), Dansk Folkeparti (seniorers ret til en 4-dages arbejdsuge) og Det konservative Folkeparti (støtte til hjemmepasning). Disse politiske udmeldinger tager Bek som udtryk for en tidsånd, hvor de økonomisk bedrestillede vil erstatte deres arbejdstid med fritid til at passe deres børn eller ældre.

Af grunde, som ikke står soleklare, har Socialdemokratiet tilsyneladende glemt sin egen historiske kamp for nedsættelse af arbejdstiden, hvilket Marx som bekendt betragtede som en forudsætning for springet fra nød­ven­dighedens ind i frihedens rige. Marx’ svigersøn skrev endda en lille bog om ”Retten til dovenskab”.

Altså kunne Bek have grebet enten ”Kapitalen” eller andre socialistiske tænkeres værker og sat retning på en klassekamp mod undertrykkelse og udbytning. Det var en kamp, som en tid lang førtes sammen med fagbevægelsen og partier til venstre som SF, VS og DKP. Set i lyset af automatisering og massiv indførelse af ny teknologi i produktionslivet forekommer det derfor ejendommeligt at betragte en arbejdsuge på 37 timer som en hellig ko. Tværtimod burde gevinsterne ved intensivering af produktionen akkurat kalde på en markant nedsættelse af arbejdstiden.

Det har adskillige andre haft blik for. Den tyske feminist og marxist, Frigga Haug, har i 2008 udgivet en grundig analyse under titlen ”4-i-et-perspektivet”, som i al korthed handler om at ligestille arbejdslivet med familielivet (herunder opdragelse af børn, pleje af ældre familiemedlemmer m.v.) , uddannelseslivet og livet som aktiv medborger.

I forlængelse heraf må man nødvendigvis spørge og måske forvente svar: Er det acceptabelt at påstå, at enhver form for arbejde ikke just adler? I hvert fald burde det ikke være ukendt for Bek, at der findes en sektor med lavtlønsarbejde på elendige arbejdsvilkår og med groteske arbejdstider. Eller at sygeplejersker, pædagoger og lærere løber skrigende væk fra urimelige arbejdsvilkår. Det har Beks debatbog ikke konkrete svar på, bortset fra at abonnere på et fortærsket slogan fra Venstre om, at det skal betale sig at arbejde, og at vi realiserer os i arbejdsfællesskabet. Det må karakteriseres som et pauvert svar på voksende fravær på grund af sygdom i kraft af intensiverede arbejdsdage.

Muligvis er det for meget forlangt, at en debatbog skal præsentere konkrete løsningsforslag. En af de internationalt kendte økonomer, som Socialdemokratiet trak veksler på i opbygningen af velfærdsstaten, John Maynard Keynes (1883–1946), skrev i 1930 nogle tankevækkende sætninger, som gengives her: Keynes advarede mod udbredt teknologisk arbejdsløshed, ”fordi opdagelsen af nye måder, hvorpå vi kan effektivisere brugen af arbejdskraft, går hurtigere end opdagelsen af nye anvendelsesmuligheder af selvsamme”.

Beks bog er helt afgjort værd at læse og diskutere, selv om man ikke kan undlade at tænke over, om han i sin hellige harme faktisk skyder gråspurve med kanoner.

Kaare Dybvad Bek: Arbejdets land. Grønningen1. 277 sider. Pris: 249,95 kr.