Dyrt at være gammel

Uanstændigt dyrt at bo på plejehjem

Af Lilli Rodeck

I slut 80’erne blev der indført egenbetaling for døgn-ophold. Begrundelsen var, at det skulle være mere værdigt end det gældende system, hvor man inddrog pension efter et vist antal måneder, hvorefter man modtog lommepenge. 

Politikerne, som indførte dette system, havde ingen idé om, hvad det med årene ville betyde for de ældre på plejehjem.

Dyr egenbetaling

I 80’erne var det nemt at komme på plejehjem, hvis man syntes, at livet i egen bolig blev for besværligt. Men også her indførte man et mål om “længst muligt i eget hjem”. Det har fået den betydning, at mange plejehjem kun har demente beboere. Mange af disse beboere har kun folkepension med evt. et lille tilskud.

For disse beboere er det svært at overskue egenbetalingen. Mange steder er huslejen 6.407 kr., dertil skal lægges tøjvask, vand og varme. Og kan man ikke selv lave mad, kommer en forplejningspakke oveni. Det kan hurtigt løbe op i 10.000 kr. pr. måned. Det er rigtigt mange penge, og de fleste ender med færre penge i hånden end dengang, man gav lommepenge.

Tager det hele

Den udvikling i udgifterne var ikke det, politikerne havde forestillet sig. I begyndelsen prøvede man at regulere kommunernes priser, så mennesker, der kun har folkepensionen, skulle have penge nok tilbage, så der var til at forsøde tilværelsen og have til gaver til børn og børnebørn. 

Nu har mange beboere ikke råd til at give jule- og fødselsdagsgaver. Den manglende regulering kan skyldes, at mange politikere tror, at de gamle har fede pensioner. Men det varer nok 10-20 år, før beboerne har arbejdsmarkedspensioner.

Der vil stadigvæk være mennesker, som kun har -folkepensionen. Mennesker på førtidspension eller kontanthjælp vil fremover ikke have råd til at bo på et plejehjem. 

I forvejen er det yderst svært at få en plejehjemsplads, hvis ikke man er dement. “Længst mulitg i eget hjem” gælder stadigvæk. 

Hvor man i 80’erne fik hjemmehjælp til rengøring og indkøb, sidder mange ældre nu i hjem, som yderst sjældent bliver rengjort. Hjemmehjælpen er beskåret rigtigt meget, da det offentlige forventer, at de ældres børn kan overtage hjælpen til de gamle. Men rigtigt mange ældre har enten ingen børn eller børn, der bor langt væk. 

Skamfuld ældrepolitik

Den ældrepleje, som Danmark praler af, er en illusion. Politikerne har skabt et samfund, hvor alderdommen er blevet en dom. 

Det er yderst skamfuldt, at samfundet ikke giver en ældrepleje, hvor de ældre kan føle, at de er værdsat. Som det er nu, kan man føle, at ældre betragtes som en byrde. 

Men ser man på udviklingen af udgifter til ældreområdet, er udgifterne faldet. Fra at de ældre fik hjemmehjælp 2–3 gange om ugen, er den mange steder blevet beskåret til en gang hver tredie uge. Og når kommunerne hulker over udgifter til plejehjem, glemmer de, at de ældre betaler stort set alle udgifter. Men også på plejehjem spares der på plejen. Hvor de mange penge, de ældre betaler, forsvinder hen, er en gåde.

Danmark skal skamme sig. Både over de udgifter, man pålægger folk på plejehjem. At have råd til at forsøde tilværelsen med lidt slik, en snaps eller cigaretter, burde være en ret. Det samme gælder at have råd til gaver til børn og børnebørn.