Dystopisk fremtidsroman
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST nr. 1-2023] For ca. 100 år siden skrev Bertolt Brecht om, at han levede i dystre tider. Det kan man vist roligt påstå, at vi stadig gør, og i følge Lone Aburas’ dystopiske fremtidsroman Den frie verden, så skulle det ikke blive bedre i løbet af de næste halvtreds år.
Den Frie Verden er i romanen et velhaverreservat, der er etableret på en flydeponton i den sydlige ende af vores kontinent. Udenfor i den mere eller mindre klimaødelagte verden lever De Almindelige, det vil sige de fattige, der dog kan få adgang til reservatet som billig arbejdskraft.
De rige bor i kæmpevillaer, dyrker yoga, spiser vegetarisk, sørger for at have en god ph-balance og har en protestantisk arbejdsmoral.
Men trods alt kan de blive ramt af fysiske eller psykiske dårligdomme, og i så fald indlogerer de sig på helsecentret Resort Del Mara, hvor de blandt andet behandles med æteriske olier, alkalisk vand og parterapi. Det sidste er der især behov for, da tolerancen i forhold til seksualitet er meget stor og kan være svær at håndtere for nogle.
Sproget i reservatet, der tidligere havde været noget inficeret med fordanskede engelske ord og vendinger er, er nu spækket med dem i hver eneste sætning. Den Frie Verden ligner meget vores nuværende verden, men i en udartet form, Det gælder også egoismen og dyrkelsen af egoet.
Jeg-fortælleren, Loa, er en teenager, der i skolen går til undervisning i poesi, fordi det morer hende, at der er idioter, der tager den slags alvorligt. Hun er bedsteven med Silvio, der er opkaldt efter en liderlig florentinsk ministerpræsident. De er venner men ikke kærester, for de er begge seksuelt tiltrukket af nogen fra deres eget køn. Men en dag dukker der en fyr op udefra, Esso, der er en af De Almindelige, og dermed dannes en skæbnesvanger trekant, der udvikler sig til en femkant.
En ting er, at Esso kommer imellem Loa og Silvio, som bliver betaget af ham, men udviklingen forværres af, at Silvio må tage væk et stykke tid og overlade Esso i Loas varetægt. Det forløber ikke godt, for en skolekammerat, Lenno, en rigtig skidt fyr, der er forelsket i Silvio, benytter lejligheden til af smede sine jern.
Helt fatalt bliver det, da forældrene blander sig. Det er nemlig sådan, at De Almindelige kan få tilladelse til at bo i reservatet, såfremt de er villige at aflevere et organ. Den mulighed bringer Loa i et moralsk dilemma. Hun bliver skyld i, at Esso er ved at dø, hun kan redde ham, men vil hun? Bliver det samvittigheden eller egoismen, der går af med sejren?
I romanen er der en, der siger, at litteratur har potentialet til at forandre verden. Det er måske en ironisk finte til sig selv fra forfatterens side, for der skal noget helt andet til for at standse de riges tyveri fra de fattige og ødelæggelsen af kloden, men litteraturen kan være med til at åbne vores øjne og inspirere til aktion. Det forsøger den her, ligesom i Aburas’ tidligere romaner.
Man vil måske kunne henregne denne til ungdomslitteratur, men den er bestemt også for dem, der er ude over ungdommen og mere til.
Lone Aburas: Den Frie Verden – En first worldtragedie. Gyldendal. 184 sider. 200 kroner