Efter 55 år og 12 præsidentperioder i USA er blokaden mod Cuba stadig i kraft

Den 3. februar 1962 underskrev den daværende amerikanske præsident John F. Kennedy lovbekendtgørelse (dekret) nr. 3447, som indførte et totalt forbud mod handel med Cuba. Hermed gjorde USA’s regering blokaden mod Cuba og det cubanske folk officiel.

Bekendtgørelsen var udformet i overensstemmelse med loven fra 1961 om amerikansk hjælp til andre lande og 1917-loven om handel med fjenden. Hensigten med den var at hindre og hæmme Cubas samlede økonomiske og handelsmæssige aktiviteter på baggrund af den kendsgerning, at det var lykkedes Cuba at modstå alle angreb fra USA’s territorium, herunder invasionen i Playa Giron, på dansk Svinebugten.

Hævn for revolutionen

I sin bekendtgørelse bemyndigede Kennedy sin finansminister til at tage alle skridt og træffe alle foranstaltninger til at håndhæve forbuddet mod import til USA af alle varer af cubansk oprindelse. Han gav endvidere USA’s handelsminister ordre om at fortsætte og udvide foranstaltningerne til at begrænse al eksport fra USA til Cuba, heri indbefattet fødevarer og lægemidler.

Denne beslutning var imidlertid ikke det første aggressive økonomiske skridt, De Forenede Stater havde taget mod den cubanske revolution. Efter landbrugsreformen i 1959 truede USA med at skære ned på sukkerimporten, forbyde private amerikanske investeringer og lukke ned for al økonomisk støtte. I 1960 bremsede USA’s regering et lån på 100 mio. dollar fra europæiske banker til Cuba og ophævede sukkerimport¬aftalen, og i den forbindelse erklærede præsident Eisenhower selv, at USA ville tage andre økonomiske, diplomatiske og strategiske forholdsregler.

Cuba skulle isoleres

Nogle få dage før undertegnelsen af dekretet fandt det 8. udenrigsministermøde i Organisationen af Amerikanske Stater sted i Punta del Este i Uruguay. Under pres fra USA’s regering vedtog man her en resolution, som udelukkede Cuba fra at deltage i det inter-amerikanske system til værn for menneskerettigheder og forbød våbensalg til Cuba. Med denne strategi forsøgte USA at isolere Cuba i den internationale arena.

Efter Sovjetunionens og den socialistiske bloks sammenbrud fremmede højrefløjen i USA ikke blot en lovgivning, der optrappede chikanen mod Cuba, men gjorde også de hidtidige blokadeforanstaltninger til lov. I 1962 blev loven om demokrati på Cuba, den såkaldte Torricelli-lov, vedtaget; den forbød amerikanske firmaer i tredjelande at handle med Cuba og pålagde skibe, der havde anløbet cubansk havn, at vente seks måneder, før de sejlede ind i amerikansk farvand.

Helms-Burton loven

Den 12. marts 1996 underskrev præsident Clinton loven om frihed og demokratisk solidaritet i forhold til Cuba, også kendt som Helms-Burton-loven. Hensigten med denne lov var at stramme kvælertaget om Cubas økonomi og stille betingelser for en eventuel normalisering af forholdet mellem Cuba og De Forenede Stater, herunder en ophævelse af blokaden. Tanken med Helms-Burton-loven var også at fremme undergravende virksomhed og planer for udskiftning af styret på Cuba samt at afskrække udlandet fra at handle med eller investere i Cuba. Oven i de øvrige forbud gjorde Helms-Burton-loven også hele regelsættet om Cuba-blokaden til lov.

I 2000 tillod en ny lov om reform af handelssanktioner og eksportforøgelse et begrænset salg af landbrugsprodukter til Cuba. Den samme lov forbød dog samtidig turistrejser til Cuba.

Alle disse love har gjort blokaden til en omfattende og kompliceret lovsamling, og de magtfulde amerikanske kredses motiver afspejler sig klart i viceudenrigsminister Lester Malloys udtalelse fra 1960: målet var ”at fremkalde sult, håbløshed og en regeringsomvæltning.”

USA isoleret

Her 55 år efter Kennedys undertegnelse af dekretet anser det internationale samfund blokaden for utidssvarende og umoralsk; de skiftende amerikanske regeringer har lidt et eklatant nederlag i deres forsøg på at ødelægge den cubanske revolution. Men USA’s blokade skader stadig det cubanske folk og er en hindring for Cubas økonomiske og sociale udvikling.

25 gange har FN’s generalforsamling vedtaget resolutioner, der fordømmer blokaden, senest i 2016 med støtte fra 191 nationer. Intet andet spørgsmål har fremkaldt en sådan global enhed vendt mod politik ført af USA. I vor egen region blev denne fremherskende holdning bekræftet ved det femte topmøde for latinamerikanske og caribiske stater, som for nylig blev afholdt i Den Dominikanske Republik. Et direktiv udstedt af den nu forhenværende præsident Obama i oktober 2016 erkender også, at blokaden har været en fiasko.

Stop den blokade

Selv om der i de seneste to år er blevet udstedt forordninger, som til dels har mildnet blokaden, opretholdes hindringerne, restriktionerne og begrænsningerne for Cubas økonomi stadig. Trods de modifikationer, som den forrige amerikanske regering har gennemført, består de ekstraterritoriale virkninger på handels- og finansbankområdet stadig. Dertil kommer, at USA’s finansministeriums millionstore bøder stadig gør banker og virksomheder i USA og tredjelande ængstelige ved at oprette økonomiske og handelsmæssige forbinder med Cuba. Alene siden december 2014 har dette ministerium udstedt bøder for i alt 2,84 milliarder dollar.

Selv om det alene tilkommer USA’s kongres at ophæve blokaden, har USA’s præsident udstrakte beføjelser til yderligere at modificere håndhævelsen af den.

På det femte topmøde i Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC) udtalte Cubas præsident Raúl Castro, at ”Cuba og De Forenede Stater kan leve sammen på civiliseret vis, respektere forskellighederne og understøtte alt, der er til gavn for begge lande og folk. Men man skal ikke forvente, at Cuba gør indrømmelser, som anfægter dets suverænitet eller uafhængighed. ” En afslutning på blokaden ville være et vigtigt bidrag til at opnå en civiliseret sameksistens, og det ville uden al tvivl gavne ikke blot Cubas og De Forenede Staters folk, men også det internationale samfund.

Havana, den 2. februar 2017