Skip to content

Efter EU-valget

Kim-Bilfeldt
Kim W. Bilfeldt

[KOMMUNIST 11-2024] Da vi gik til stemmeurnerne i forsommeren, var der ikke grænser for, hvad politikerne påstod, de vil kæmpe for, hvis de blev valgt ind. KOMMUNIST har spurgt Kim Bilfeldt fra Folkebevægelsen mod EU, hvordan det indtil videre går med de politiske mærkesager.

Kim Bilfeldt sidder i landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU med ansvar for det faglige arbejde. Fokus på kampen mod EU har været en årelang prioritering.

– Jeg har været aktiv i min fagforening i mange år som isoleringsarbejder med fokus på især arbejdsmiljøet. Det er et vigtigt emne, og gennem årene har jeg konstateret, at EU langsomt men sikkert har sneget sig ind i alle dele af det danske samfund, og ikke mindst i arbejdslivet, fortæller Kim.

Fagbevægelsen anbefalede kandidater op til valget og fortalte stolt om den såkaldte danske model, hvor arbejdstager og arbejdsgiver forhandler løn og arbejdsforhold.

Men virkeligheden ser anderledes ud i dag. Over 1000 direktiver fra EU er direkte, uden forhandling, indskrevet i vores overenskomster. Og det næste skud i bøssen er indførelsen af EU’s mindsteløn. Mange kandidater på tværs af partier fortalte i deres valgkampagner, at de vil kæmpe for, at Danmark skulle undtages for indførelse af EU-mindsteløn. Selv Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen bakkede op om kravet. Kim tror ikke på det vil lykkes.

– Det er ikke den erfaring vi har.

ib-spang-olsen

Nok er nok

Folkebevægelsen mod EU har altid advaret kraftigt mod, at Danmark skulle gå med ind i Unionen. Danskerne forkastede Maastricht-traktaten i 1992. Politikerne konstruerede så de danske forbehold, der skulle få skeptikere til at acceptere unionen. Nu fjerner de dem systematisk igen, sidst mistede vi forsvarsforbeholdet, konstaterer Kim.

– Det har betydet, at vi nu tilfører mange flere penge til stor glæde for våbenlobbyen og rustningsindustrien i EU, siger Kim og fortsætter:

– Vi stemte Nej til euroen, og i stedet indførte de danske politikere budgetloven, som vi ser konsekvensen af i dag. Et kollaps i vores sundhedsvæsen, uddannelsessystem og de kommunale budgetter.

– Vi har nu en finanslov, der først skal godkendes af EU, før den kommer til afstemning i Folketinget, og for at det ikke skal være løgn, taler Ursula von der Leyen om at give mere magt til EU-kommissionen, der som bekendt ikke engang er folkevalgt. Kim fortæller, at konsekvensen bliver, at de enkelte landes regeringer dermed kun får en funktion som valgte embedsmænd, der skal gennemføre/implementere love og direktiver.

Ulven kommer

De EU-parlamentarikere, danskerne valgte, kan tale og gå til møder, men indflydelse har de altså ikke. Kim giver et eksempel fra sidste valgkamp.

– Kan I huske ulvespørgsmålet? Der hvor der var stærke holdninger til om ulven i Danmark var et aktiv for biodiversiteten, eller om ulven er en glubsk trussel, som bør skydes. EU skulle have kamp til stregen. Hvad er der så sket, spørger han?

Kommissionens formand Ursula von der Leyens lovede i sit personlige kampagneløfte at nedgradere ulvenes beskyttelsesstatus. Nu har EU pudsigt nok besluttet, at ulve ikke længere er ‘strengt beskyttet’ men kun ‘beskyttet’. Det er et typisk eksempel på en EU-lovgivning, hun bestemmer.

Demokratiet forsvinder

Det er bevisligt, at det er de store firmaer, der bestemmer, skriver og tilpasser EU-direktiverne til deres eget bedste. Politikerne har ikke reel indflydelse. Det ser vi med klimamål, landbrug, militær og arbejdsrettigheder. Det går kun én vej, og det er den forkerte. Og det er skræmmende, konstaterer han.

Til afslutning kommer Kim med en opfordring:

– Kun protester, modstand og oplysning kan ændre den udvikling. Danskerne har en stolt historie med at sige fra – den selvtillid skal vi genopbygge. Det hjælper ikke kun at stemme, der skal aktivitet og handling bag utilfredsheden.

RC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk