Skip to content

Eksil i børnehøjde

Af Margit Andersen

Da Irmgard Keuns (1905-1982) romaner i 1933 var blevet erklæret for anti-tysk asfaltlitteraturog forbudt, krævede hun skadeserstatning af regeringen for de bøger, der var blevet beslaglagt og brændt. Denne frækhed førte naturligvis kun til, at hun blev hentet til afhøring af Gestapo, og i 1936 gik hun i frivilligt eksil med første stop i Holland. Da tyskerne i 1940 nåede dertil, lænede hun sig heller ikke afventende tilbage, men gjorde sig usynlig. Hun var en charmerende kvinde og snørede en SA-mand til at skaffe sig falske papirer, indrykkede en notits i Daily Telegraph om at forfatteren Irmgard Keun havde begået selvmord, og rejste derefter hjem til Köln, hvor hun levede under falsk identitet til krigens slutning.

I 1931 var hendes første roman, der straks blev en bestseller, udkommet, og den blev filmatiseret i 1932, hvor den næste fulgte efter, men så var det slut i Tyskland. I Holland fik hun på eksilforlag udgivet fire romaner, heraf Barn af Verdeni 1938. Det, som nazisterne kaldte asfaltlitteratur, var en slags socialrealisme og satirisk samfundskritik, ofte med rapkæftede kvinder som fortællere. Bøgerne var med deres talesprog og situationskomik letlæste og fik derfor en stor læserskare, især blandt arbejder- og middelstandskvinder. Til gengæld betød det, at Keun af det mandlige litterære parnas blev betragtet med en vis venlig nedladenhed. Efter krigen ernærede hun sig som journalist og gik som forfatter i glemmebogen, indtil hun i 70’erne fik en renæssance. I dag genudgives hendes værker stadigvæk og flere af dem er blevet dramatiseret, senest i 2018.

I 1936 traf Keun den østrigske forfatter Joseph Roth i Oostende og faldt pladask for ham og omvendt. Deres kærlighedsforhold varede i to år, hvor de rejste rundt i Europa jaget af problemer med visum, opholdstilladelser og pengemangel, og det er disse oplevelser, der er grundlaget for romanen Barn af Verden. Her er det den 10-årige Kully, der fortæller om sin lille families nomadeliv i landflygtighed.  Faderen er umiskendeligt Roth, han er forfatter, økonomisk og moralsk temmelig ustabil og dertil drikfældig i svær grad. Moderen er derimod ikke Irmgard Keun, men en blid, frygtsom størrelse, som Kully føler ansvar for, når faderen er bortrejst og efterlader dem, uden en øre på lommen, på dyre hoteller, for fint skal det være. Han sender dog mange breve med rådgivning til moderen om, hvordan hun skal svindle sig til penge hos hans forlæggere, men det er ikke en trafik, hun er særligt god til.

Kully træffer mange mennesker og lærer meget uden at gå i skole, f.eks. sprog, omend ikke altid det pæneste. Hun tager tingene, som de kommer, men det kan være lidt hårdt at være den mest voksne i familien, og så hænger der altid den der sorte trusselssky over dem. Det er noget med en råbende mand, som hendes forældre ikke kan lide, og selv under Italiens sol skygger han, og der er meget man ikke tør tale højt om. På et tidspunkt kommer Kully og faderen endog til USA, ved en fejltagelse uden den stakkels mor, og Kullys indtryk af staterne er ret underholdende. Til sidst samles den lille familie i Holland til en uvis fremtid.

Hvis man skulle have fået indtryk af, at det her drejer sig om en børnebog, så er det ikke tilfældet. Det at sænke perspektivet til frøhøjde og gøre brug af barnets naive logik og snusfornuft er et litterært kneb, der ændrer læserens tilvante synsvinkel og giver plads til en vis humor i fortællingen om denne dystre tid og eksilets forbandelse til alle tider.

Irmgard Keun: Barn af Verden. Forlaget Silkefyret. 170 sider. 200 kr.  

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk