Ellebæk »udrejsecenter« – kz-lejr på dansk

EU torturkommission: Værst i hele Europa

Af Kirsten Bindstrup, advokat

Det ligger i Nordsjælland, 500 meter fra Sandholmlejren, der i dag er modtagelsescenter for asylansøgere. Ellebæk Fængslet har dobbelte pigtrådshegn omkring sig og metalgitre for vinduerne. Det er nedslidt og med pigtrådshegn over det hele. Fuldstændigt afsondret fra resten af verden. Meget svært tilgængeligt. Du skal gennem først en port, vente til den er lukket før næste port åbner. Deraf KZ-sammenligningen. 

Det hører under Kriminalforsorgen og er underbemandet. Kvindeafdelingen i en sådan grad, at de ikke kan få nødvendig hjælp, og kvinderne har ifølge Amnesty Internal kun 30 minutters gårdtur pr. dag. De indsatte må end ikke have mobiltelefoner.

Iskold umenneskelighed

Årsagen til indespærringen er en motivationsfremmende foranstaltning, for at asylansøgerne frivilligt rejser tilbage til det land, han eller hun er flygtet fra. Men som justitsminister Hækkerup, trods alt overraskende, iskoldt kynisk svarede på anklagen om måden, vi behandler mennesker på, så er det heller ikke meningen at de skal have det tåleligt, de skal bare ud, væk, væk. Et skræmmende menneskesyn. 

Så vi skal ikke forvente, at der sker ændringer, med mindre der kan skabes et folkeligt krav herom. Det er min opfattelse, at Ellebæk fængsel er så forfærdeligt, at man virkelig må frygte for sit liv, hvis det er at foretrække fremfor at få et fly hjem.

Forbrydelsen: Flygtede til Danmark

De indsatte bor i frygtelige celler, må ryge 3 gange dagligt på gårdtur af et kvarters varighed, kvinderne dog kun 30 minutter dagligt. Har ikke adgang til tolk hele dagen. De ansatte er alle fængselsbetjente, der ikke er uddannet til at have med traumatiserede personer at gøre, men uddannet til at håndtere hårdkogte kriminelle.

Det er utroligt uhyggeligt at komme der som advokat for de indsatte, og det ligger lige for at tænke, at det må være landets farligste forbrydere der bor her. Men nej. De er ikke kriminelle. Det er afviste asylansøgere, der er flygtet hertil, og ikke tør tage tilbage, da de frygter det som er værre. Og det må virkeligt være værre. Ingen af dem afsoner en straf.

Juridisk skuespil

I dette forfærdelige sted sidder traumatiserede personer på ubestemt tid i op til max. 18 måneder, med mindre de accepterer at blive sendt hjem. 

Ligesom for varetægtsfængslede kriminelle, skal fængslingen prøves hver 4. uge. Det kaldes fristforlængelse og foregår i Ellebæk fængsel via video med Hillerød ret. Sagen tager højst 15 minutter inklusiv 5 minutter til advokatens samtale med klienten. 

Anklageren, der også møder via video, meddeler, at der er brug for mere tid, inden udrejsen kan arrangeres og begærer om yderligere 4 ugers fristforlængelse. Som forsvarer protesterer jeg mod yderligere fængsling, dommeren accepterer anklagemyndighedens begæring, og sagen er slut til om 4 uger. Denne afgørelse kan kæres, men Landsretten stadfæster ofte dagen efter. Det, der prøves, er udelukkende, om politiet gør noget for at fremskynde hjemsendelsen, og om udlændingen samarbejder herom. Men det er også sådan, at f.eks. Iran og Irak ikke vil tage imod deres landsmænd, hvis de ikke har samarbejdet om at komme hjem.

Fejlbehængte sagsbehandlinger 

Der er ingen, der flygter fra deres hjemlande uden grund. Det er dyrt og farligt. Mange er bådflygtninge og gået fra deres hjemlande f.eks. Irak, Iran og Afghanistan mv., taget op af smuglere og har haft det helt forfærdeligt under flugten, der ofte tager mange måneder.

De fleste får afslag grundet, at asylmyndighederne, Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, ikke tror på deres historie om forfølgelse eller mener, de hjemlige myndigheder vil hjælpe dem.

Mange af mine og mine kollegaers klienter, der tvangsmæssigt er sendt hjem, er i deres hjemlande blevet anholdt, fængslet og tortureret eller afgået ved døden. Det er langt fra altid, at de danske myndigheders opfattelse af de politiske forhold i landene stemmer overens med de faktiske forhold. Den helt store usikkerhed kommer ind med troværdighedskriteriet. Det kan være meget små og i mine øjne ubetydelige årsager, der medfører, at ansøgeren må anses at være utroværdig. Jeg har bl.a. haft sager, hvor klienten under et interview sagde, at der var 3 gendarmer, der torturerede ham under næste interview sagde han 2. En sagde han havde det politiske materiale i en boks, næste gang i en kuffert. Det viste sig at ordet på det kurdiske sprog sorani kunne betyde begge dele. Desværre sker det, at tolkene kan medvirke til, at personen ikke får asyl. Noget er sagt, som ikke bliver videreformidlet, noget er misforstået af tolken.

Danmark ikke mere ”sikkert land”

To af mine klienter fra Nord-irak har nu fået politisk asyl i Italien, der ikke, som Dublinforordningen foreskriver (første asylland skal behandle sagen og personer skal sendes tilbage til dette land) har sendt mine klienter tilbage til Danmark, da de italienske asylmyndigheder ikke anser Danmark for sikkert land i mine klienters tilfælde. 

Den ene sad i Ellebæk i 13 måneder, så sagde Højesteret stop og løslod. Den anden havde siddet i 8. 

Ombudsmanden har været inde over, men det resulterede kun i, at nogle fritlagte rør på værelserne skulle tildækkes, således at de fængslede ikke begår selvmord. Der er flere tilfælde af selvmord og selvmordsforsøg i Ellebæk.

Det er en skamplet for Danmark, at vi behandler afviste asylansøgere på denne måde. Selve opholdet er at betragte som tortur, og det at sidde uden at være kriminel på ubestemt tid er tortur. Det nedbryder et menneske psykisk.  De fleste indsatte i Ellebæk fængsel er i forvejen traumatiserede. 

Hvor længe kan Danmark leve med at blive kaldt torturland, og at nabolande ikke tør betro os at have med mennesker i nød at gøre?