En dansker i Berlin

Af Margit Andersen

Der er en vis nyfigenhed forbundet med at læse nøgle-romaner, navnlig hvis man er så heldig at kende nogle af personerne. Den lyst kan en del af vore ældre læsere få styret med romanen ”Kollega Persson”, der foregår i 70’erne.

Alice Persson, der deler navn med forfatteren, er en nys udklækket student med journalistdrømme, der, ved partikammeraters indflydelse, i 1975 får mulighed for at komme til at arbejde på Radio Berlin International. Hun bliver midlertidigt installeret i en stor lejlighed, hvor hun føler sig noget ensom og forladt, men falder hurtigt til blandt kollegerne og bliver god til sit arbejde. I det hele taget går det fint et godt stykke tid, selv om den politisk naive pige må sluge nogle kameler ind imellem. Som f.eks. at hun selv skal lave spørgsmålene til brevkassen, for når sandheden skal frem, har stationen ikke mange lyttere i Danmark. Det er også en skuffelse, at den lovede journalist-uddannelse ikke rigtig bliver til noget, selv om hun rykker for det. Til gengæld får hun en god løn, og hvis vareudbuddet ikke er så stort, så er det man købe til gengæld billigt.

En kæreste får hun også, men han har valgt en militær-karriere og må afsted på uddannelse i tre år og kommer kun sjældent hjem. Så er det lidt svært at være tro, og der kommer en svipser. På den lille arbejdsplads rygtes alt hurtigt, og en dag troper hendes lille soldat op og fremviser anonyme breve, der skildrer Alice som et forsuttet bolsje, der ligger i med Gud og hver mand.

I sin panik og dybe naivitet går Alice til politiet med brevene. Den slags har de nu ikke tænkt sig at bruge tid på, men de giver dog Stasi et vink om damen. Alice bliver opsøgt af et par flinke mænd, der prøver at hverve hende, men det er dråben, der får bægeret til at løbe over. Alice mister sin barnetro og tager hjem til det Danmark, der nu forekommer hende at være et trygt sted, hvor det tidligere var DDR.

Romanen er litterært set ikke noget at skrive hjem om, men det er jo også en debutbog. Hvad der er sværere at sluge er de tåkrummende politiske fraser, der med held kunne have været undværet.

Hvorfor så overhovedet anmelde bogen? Jo, fordi den trods alt giver et indtryk af, hvordan hverdagen, på godt og ondt, var i DDR på den tid set med en danskers øjne. Det var jo nemt nok at klappe i de små hænder, når man selv var et andet sted. Og så er der jo også lige det med at gætte på, hvem der er hvem, for hvis man kender dem, er de ret godt tegnet.

Alice Persson: Kollega Persson
Forlaget EgoLibris. 308 sider.