Skip to content

En farlig plan

Jagten er gået ind på børnefamilier

Af Lili Rodeck

I kølvandet på kontanthjælpsloftet og dermed trusler mod mange børnefamiliers tilværelse, fremkommer Venstre med den geniale idé at beskære børneydelserne, således at familier med mange børn rammes hårdt.

Venstre har nemlig fremlagt en ”helhedsplan” frem til 2025. I denne plan indgår en reducering af børneydelsen, jo flere børn man har. Familier med 2 børn bliver ikke berørt, men det tredje barn vil kun få 75% og fjerde og flere børn vil ingen ydelse modtage.

Man kan godt nok undre sig over, hvilke tanker V har haft, da de fremkom med denne idé.

Det bliver dyrt

Kigger man på hele 2025-planen, tegner der sig et billede af, at alle uproduktive, det være sig børn, unge, handicappede, syge og gamle får en ringere økonomi, så man kan få folk til at tage arbejde under mindstelønnen. Desuden ønsker Venstre også at ramme de store indvandrer- og flygtningefamilier, som formodes at være dem med flest børn. Men mon det nu også er sådan? Der har gennem årene været flere TV-programmer om familier med store børneflokke. Disse familier viste sig at være pæredanske og ofte med højtuddannede forældre. De bliver nu ramt ekstremt hårdt, da de ofte bor i landzone og derfor er afhængige af at have egen stor familiebil.

Ved at skære så meget i børneydelsen, risikerer man at splitte familier ad. Kontanthjælpsloftet, som nogle af disse familier rammes af, vil betyde, at de mister deres bolig. Og en børnefamilie uden bolig kan medføre, at børnene skal anbringes i dyre familieplejer. Og hvis det nye børnetilskud indføres, vil de enkelte kommuner ende op med at måtte anbringe flere børn, selvom familien er velfungerende, men bare har en dårlig økonomi. Dette regnskab er der vist ingen af embedsmændene, som har tænkt nærmere over. Man har bare i iver for at presse flygtninge og indvandrere tænkt, at dette forslag ville få dem til at fravælge Danmark.

Balancen ødelægges

I Kina havde man mange år et ét-barns system. Det betød at der voksede generationer op af forkælede enebørn og et overskud af drengebørn. Dette viste sig at være en rigtig dårlig idé, da enebørnene voksede op til voksne egoister, som ikke både kunne stifte familie og understøtte forældrene i deres alderdom.

I Danmark indrettede man sig med en ordning, hvor unge blev understøttet til at få en uddannelse og modtage SU, således at de, når de kom på arbejdsmarkedet, via skatten understøttede de ældre generationer, som ikke mere var i arbejde. Denne velfærdsordning har fungeret i rigtig mange år til glæde for unge og gamle.

Det regeringen planlægger, vil ødelægge denne fine ordning. Hvad følgerne på længere sigt vil blive, kan man kun gisne om; men højst sandsynligt vil der ske det, at de riges børn vil få de lange uddannelser og senere de høje lønninger, folkepensionen vil forsvinde og der vil opstå aldersfattigdom.

Dyster fremtid

Man har også lavet en undersøgelse om, hvordan børnenes fremtid er i forhold til forældregenerationen. Og for første gang ser man, at børnene bliver fattigere end forældrene. Med angrebet på børneydelsen og SU vil de kommende generationer også ende op med ringere uddannelse end forældregenerationen.

Det velfærdssamfund, som vi praler med verden over, er hastigt ved at blive revet ned. Fremtiden bliver, hvis ikke de unge snart gør oprør, meget lig det samfund, man ser i USA. Vi får et klassesamfund, hvor det bliver stort set umuligt at skabe et bedre liv for sig selv og sine børn. Vi får et samfund med mange fattige og rigmandsghettoer gemt bag elektriske hegn. Det samfund vil danne grobund for mere fremmedhad, kriminalitet og social uro.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk