En forfatter bliver til

Af Margit Andersen

I slutningen af tredje og sidste bind af Ngugi wa Thiong’os (født 1938 i Kenya) erindringer når han i første omgang sine drømmes mål. Han debuterer i 1964 med romanen Weep Not, Child, samtidig med at han afslutter sin universitetsuddannelse (engelsk litteratur) på det prestigefyldte Makere University i Uganda, der er en smeltedigel af studerende fra hele Afrika.

Ngugi er dybt forbundet med sin familie, især med moderen, som han føler, at han skylder alt, og som det første tager han hjem for at vise dem sin bog.

Moderen stiller ham det spørgsmål, som har været obligatorisk, siden han begyndte at gå i skole, om det var det ypperste han kunne præstere. Svaret er, at han har gjort sit bedste, og det er tilfredsstillende for hende.

Og det har han, for det har været en lang og sej rejse at nå så vidt med en baggrund som fattig og sort i et koloniseret og racistisk land, hvor hvid er magtens farve, og hvor modstanderne bekæmpes skånselsløst, både frihedskæmperne i Mau Mau, som Ngugi insisterer på at kalde ved bevægelsens rigtige navn ”Land and Freedom Army” og civilbefolkningen.

Det har sat sig spor i den unge forfatter, der drømmer om sort magt og frihed, men til en vis grad har været nødt til at underordne sig den hvide magt undervejs, for ellers kom man ikke videre. Det har skærpet hans indsigt i kolonialismens grådighed og undertrykkelse på alle områder, ikke mindst kulturelt og religiøst. Her går danskerne, i skikkelse af Karen Blixen, heller ikke fri.

Universitetsårene fra 1959 til 1963 er en lærerig udviklingsperiode for ham, og fordi de foregår i det friere og mindre racistiske Uganda, er det også en god tid med plads til ungdommelig fest og halløj, og minsandten om ikke den unge mand, udover flittige studier, feriejobs som journalist, lokal dramatiker og forfatter in spe, også får tid til at få et par børn. Han har ikke ligget på den lade side.

I 1964 er Østafrika blevet kolonifrit, og fremtiden tegner lys, men udvikler sig anderledes. Den gamle kolonialisme erstattes af en ny form, der opstår interne stridigheder, sort magt er ikke nødvendigvis god magt, og for forfatterens vedkommende venter et års fængsel og mange års eksil forude.

Det kan undertiden være lidt svært at følge med, når man som denne læser ikke just er velbevandret i Østafrika, hverken geografisk, politisk eller kulturelt, men dermed bliver bogen en øjenåbner, der udvider verdensbilledet. Men samtidig er den nem at læse, fordi Ngugi skriver enkelt og uhøjtideligt og med en sympatisk selvironi i forhold til det unge menneske, han var, og for hvem det ikke altid var så nemt at gennemskue, hvad der foregik. Men han gør sit bedste ud fra de forudsætninger, han har, som er et langt skoleforløb præget af engelske lærere og præster, der anså europæisk kultur og kristendommen for det eneste saliggørende, som de ville berige de primitive indfødte med.

Men Ngugi har også en klar erindring om, at han som barn oplevede en rig kultur, der bare var en anden, og som blev undertrykt.

Ngugi wa Thiong’o: En Drømmemagers Fødsel. Oversat af Ellen Boen
Politikens Forlag. 240 sider. Pris 250 kroner.