Skip to content

En giftig historie

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 4-2023]  I 1953 flyttede Cheminova, der bl.a. producerer ­plante- og insektgifte, fra Måløv til Harboøre Tange i Vestjylland. Virksomheden havde fået problemer med naboerne og kommunen, der var bekymrede for, at fabrikkens spildevand skulle ødelægge vandmiljøet. Det har senere vist sig, at jorden også blev stærkt forurenet.

De bedste familier_Kim BlæsbjergI Harboøre modtog man fabrikken med åbne arme. Den gav arbejde til mange mænd og gav i det hele taget egnen et løft på mange områder. Men den fortsatte også med at forurene med giftigt spildevand og diverse affald, og i dag står Region Midtjylland tilbage med at skulle oprense et kemikaliedepot (læs losseplads), som vil koste mindst 600 mill. kr. Det naturlige spørgsmål vil så være, hvorfor virksomheden ikke selv skal betale for det, men det har sine grunde.

I 1944 overdrog ejeren alle aktier til Aarhus Universitets Forskningsfond, det vil sige til staten, men ejeren fortsatte som direktør. I 2014 blev virksomheden solgt til et amerikansk foretagende, og giftproduktionen er blevet flyttet til Indien, men det, der skete før den tid, er staten ansvarlig for.

Det er Cheminovas virksomhed i ­Harboøre i årene 1953-1962, der er omdrejnings­punktet i Kim ­Blæsbjergs store roman ’De bedste familier’. Familierne er en fra ledelsen af fabrikken og en fra arbejder­siden. Jørn er ledende ingeniør, og hans kone, Karin, er modvilligt hjemmegående. Hun ville gerne have læst til lærer, men et barn og forflyttelsen spændte ben for den drøm. Niels er arbejder på fabrikken, og hans kone, Margrethe, arbejder på det stedlige vaskeri.

På fabrikken gør man meget ud af, at ”vi er alle lige”, og alle er dus, høj som lav. Jørn og Niels kan sludre sammen over en smøg i pausen, men helt på lige fod føler Niels sig nu ikke. Det samme er tilfældet med Margrethe, da hun kommer på venskabelig fod med Karin. Ikke alene hører de til et andet lag i samfundet, men de kommer også fra København. Personerne er fiktive, og det er direktøren måske også som karakter, men han bærer samme navn som den virkelige. Han er en iværksætter af guds nåde, charmerende, jovial og blottet for moral på alle områder.

Titlen på romanen kunne udvides med, ”har noget der ikke tåler dagens lys”, i hvert fald noget, man ikke snakker om, eller ikke kan snakke om. Det gælder både Jørns og Niels’, og især hvad de to mænd angår. De har svært ved at finde ord, når noget står på spil på hjemmefronten og klapper hellere i og bliver mugne. Kvinderne kan bedre tale sammen indbyrdes, men ikke med mændene.

Vi følger de to familier i løbet af en halv snes år og samtidig udviklingen på fabrikken, og det viser sig, at når det kommer til skadevirkninger på de ansatte og naturen, så vender ledelsen og myndighederne det blinde øje til. For dem gælder det om at skabe arbejdspladser, vækst og profit. Når støvet ”går i øjnene” giver lægen morfin og firmaet et par fridage. Når giften i ænderne gør nogle af dem syge, får de fri med løn til at komme sig og svede det ud. Der er skam ikke nogle smalle steder.

Kim Blæsbjerg benytter sig ikke af finlitterære fiksfakse­rier, men skriver i gedigen socialrealistisk stil. Han tegner et godt billede af efterkrigs­tiden, hvor velfærdssamfundet er ved at udvikle sig, og hvor kvinderne begynder at gøre oprør mod mændenes dominans. Skildringen af karaktererne og deres udvikling er troværdig, og man engagerer sig i deres liv på godt og ondt.

Hvad giftfabrikken og de lokale myndigheders manglende indgriben angår, er der selvsagt en kritik, men ikke en entydig fordømmelse. Man handlede, eller rettere handlede ikke, af hensyn til det lokale samfund og ud fra den viden, man havde på det tidspunkt. De få blandt arbejderne, der forstod, hvor galt det var fat og prøvede at organisere de andre i en klub for at få gjort noget ved det, blev heller ikke bakket op af deres egne, for det var jo levebrødet, der stod på spil.

Kim Blæsbjerg: De bedste familier. Forlaget Gutkind. 567 sider. 330 kroner

Back To Top