En skarnsunges opvækst på Amager
Af Margit Andersen
[KOMMUNIST nr. 1-2024] I erindringsbogen Ama’rkaner fortæller multikunstneren Leif Sylvester af karsken bælg og i øjenhøjde med barnet og den unge mand, som han engang var, i korte, episodiske afsnit om sit liv, fra han begyndte at kunne huske, til han som nittenårig bliver udlært som tømrer.
Som det fremgår af titlen, er han opvokset på Amager. Først i en lille lejlighed og senere i kolonihavehuset, som faderen ombyggede til helårshus. Han var snedker, blev henad vejen selvstændig og drømte om, at Leif skulle følge i hans fodspor, så firmaet engang kunne komme til at hedde Petersen & Søn. Sådan skulle det nu ikke gå.
Hvis Sylvester havde været barn i dag, ville han måske være blevet udstyret med en diagnose, men dengang – han er født i 1940 – blev han bare betragtet som lidt af en skarnsunge. Heller ikke hans ordblindhed blev registreret, så han måtte hutle sig igennem de obligatoriske syv års skolegang så godt, som det nu var muligt, og det var ikke særlig godt.
Det var ikke, fordi den lille Leif ville være uartig, men han var drevet af fantasi og virketrang, hvad der ofte førte til en endefuld, som det var hans godmodige fars sure pligt at effektuere.
Da han blev større, blev unoderne mere bevidste, sådan noget med at ryge Eiffel-cigaretter, der kunne købes i 5-stk. pakninger, foretage småtyverier, drille den sure vicevært, og hvad der ellers kunne falde ham ind.
Til mere fredelige sysler hørte at lytte til radioens børnetime, hvor det lykkedes ham at få ”læst en tegning op”, og til Giro 413, for han havde tidligt øre for musik og var ikke kræsen.
I selvejerhuset var der et loft, hvor det var meningen at Leif skulle have haft sit eget værelse, men da der kom endnu et barn til i familien, blev det til Leifs store skuffelse bestemt, at mellembror Kurt skulle dele det med ham. Det blev der dog ikke noget ud af, for Kurt døde af blindtarmsbetændelse, hvad der blev fatalt for familielivet.
Da Leif som 14-årig blev udfriet af sit skolehelvede, begyndte han at arbejde som cykelbud, hvor hans interesse for billedkunst blev vakt ved at betragte de mange gavlmalerier.
Men man skulle jo tænke længere frem og skaffe sig et ordentligt levebrød, så han kom i tømrerlære. Det betød lange arbejdsdage med hårdt arbejde, som oftest arbejdsmandsopgaver og under svende, der betragtede lærlingen som en slave. Der kom stunder, hvor Leif havde mest lyst til at rende fra det hele, men han holdt tappert ud og fik sit svendebrev.
Og så var der trods alt også fritid, der mest gik med musik. Først banjo, men det havde han ikke fingre til, så det blev i stedet til trommer. Han dannede sit eget lille band og vikarierede ind i mellem i Richardos band i Kap Horn, hvad der var ærefuldt, for det var det mest hotte jazzspillested.
Der var selvfølgelig også pigerne, der betød ikke så lidt, og hvor det var Ingelise, der blev den udvalgte, men som svigtede ham så hjerteløst, for derpå at fortryde det. Selv læsning blev der tid til trods ordblindheden. Onkel Åge, der var familiens sorte får, fordi han var kommunist, forærede ham bøger af Kirk og Scherfig.
Bogen slutter, da Leif er nået til et nyt kapitel i livet, som begynder med at han bliver indkaldt til marinesoldat. Det går ikke så godt med at gå i takt, og det tror man gerne.
På flappen er der en lille hilsen fra Sylvester, hvor han udtrykker håb om, at læseren vil blive godt underholdt og kan finde noget af sig selv hist og her. Herfra kan der svares ja til begge dele, læseren er nogenlunde jævnaldrende med forfatteren. For yngre generationer kan den både muntre og sørgmodige beretning give et levende indblik i, hvordan det var at vokse op i små forhold dengang i fordums tid, da bedstefar var dreng.
Leif Sylvester: Ama’rkaner. Forlaget Frydenlund. 300 sider. 300 kroner