En stærk ungdom
[KOMMUNIST 6-7 2025] Sammen med en koalition af europæiske klima- og Palæstina-aktivister igangsatte ungdommen en kampagne med aktioner rettet mod A.P. Møller-Mærsk over 10 dage. Og det er der gode grunde til.
Vores ungdom kom da også til at føle angrebet på den mest brutale måde. Læs nedenstående kommentarfelter, hvor de truer og angriber demokratiets såkaldte ytringsfrihed. Modigt, at de fortsætter.
Mærsk
Der er ingen tvivl om, at skibsfarten – der står for 90 procent af verdenshandlen – udleder CO2. Spørgsmålet er, hvor stort bidraget er. Og her er uenigheden stor, både i udlandet og herhjemme.
Dansk skibsfart udleder hvert år mellem 62 og 125 millioner tons CO2. Hvilket er dobbelt så meget som det totale danske CO2-udslip fra den øvrige energi- og transportsektor. Udgangspunktet for beregningen er, at når Danmark står for 10 procent af den internationale skibsfart, så står Danmark også for 10 procent af skibsfartens samlede udledning af CO2.
I 2010 lavede FN en rapport om de danske Transportvirksomheder DSV og Mærsk, der henholdsvis tjente 1,6 mia. og 17 mia. kroner i 2008. Men regningen for de to virksomheders miljøbelastning var 1,7 mia. kr. Her stod daværende Venstre miljøminister Karen Ellemann frem og blankt afviste højere miljøafgifter:
“For Danmarks vedkommende har det stor betydning, at vi har en enorm virksomhed som Mærsk. Og på området for skibsfart har Danmark været en drivkraft bag nye regler, der begrænser forurening”. Den lader vi lige stå …
Den nuværende socialdemokratiske erhvervsminister Morten Bødskov siger, at regeringen hellere ville satse på en global løsning. Ligesom Mærsk. ”Hvis man gør det (pålægger en CO2-skat, red.) regionalt, risikerer man, at arbejdspladserne flytter, og at rederiernes incitament og vilje til at engagere sig i den grønne, globale dagsorden forsvinder. Det er det, der har været, og er, bekymringen”. Sidste citat er en klassiker, som vi ved ikke holder.
– Hvor mange danskere er egentlig ansat i Mærsk?
Det ultimative ejerskab ligger i den familiekontrollerede fond med fjerde generation i form af Robert Mærsk Uggla som bestyrelsesformand. Han proklamerede 20. dec. 2022: ”Målet er at reducere Mærsks arbejdsstyrke fra 110.000 ansatte til 100.000 på verdensplan”.
Herhjemme svarer de nedlagte stillinger til, at rundt regnet hver tiende danske stilling i Mærsk bliver sløjfet. Så ministerens argument forsvandt. Men glædeligt og forventet slap MÆRSK igen for beskatning.
Mærsk styrer vores politikere
Mails afslører, at Mærsk forsøgte at begrænse EU’s klimaskat og undgå en milliardregning for forurening. Trods historiske milliardoverskud har Mærsk forsøgt at få fritaget shippingindustriens internationale CO2-udledninger fra klimaskat i en årrække. “Mærsk is leading the way”, lyder det i en video fra rederiet om dets grønne omstilling. (Så der røg Karen Ellemanns argument).
Men selvom Mærsk reklamerer med at være førende inden for klima, og selskabet samtidig har haft Danmarkshistoriens største overskud de seneste år, har Mærsk arbejdet for at begrænse en klimaskat i EU.
Ifølge dokumenter, DR har fået aktindsigt i, har Mærsk sendt breve direkte til de danske myndigheder og til EU-Kommissionen. Her har Mærsk presset på for, at EU’s kommende klimaskat på forurening fra shippingindustrien ikke skal omfatte rederiernes internationale trafik i de første år, skatten bliver gældende, hvis den kommer.
I dag er shipping som den eneste branche i EU (og globalt) helt undtaget fra at betale skat eller afgift for de klimaskadelige drivhusgasser, skibe udleder, når de sejler varer rundt i verden. Afdækningen kommer, efter DR i februar kunne dokumentere, at Mærsk aktivt modarbejdede en global minimumsskat på shipping på trods af, at rederiet offentligt havde sagt noget andet. Den globale aftale endte med, at shipping blev undtaget, som Mærsk ønskede. Det er monopolkapitalisme.
Mærsk har havne i 130 lande og er verdens største containerfirma.
Virksomhedens klimaaftryk er større end hele Danmarks, mens den i øvrigt betaler en skandaløs lav selskabsskat.
Virksomheden fragter flere tusind tons militært udstyr til Israel, som bruger det i deres folkemord på palæstinenserne i Gaza og mange andre krigszoner rundt om i Verden.
Det er derfor ikke tilfældigt, at det er i denne tid, aktionsrækken mod Mærsk indledes. Sammen med andre retfærdighedsbevægelser i blandt andet Helsinki, Oslo, Stockholm og Berlin protesterede Den Grønne Ungdomsbevægelse i ti dage imod Mærsks ligegyldighed over for klima, natur og menneskeliv og fortsætter fokus.
I dag er det 80 år siden, Danmark blev befriet fra nazisterne. De unge tager friheden alvorligt. Den tilhører ikke kun fortiden og danskerne. De ser det som deres pligt i dag at kæmpe imod de aktører som Mærsk, der på grund af forretningsinteresser understøtter ødelæggelsen af vores fælles verden.
RC
