Skip to content

En tung arv

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST 12-2023] På omslaget af Sidsel Ana Welden Gajardos roman Du er min arv ser man nogle sære væsener i et ørkenlandskab. Væsenerne er brujos, som ifølge den chilenske folketro kan varsle ondt og godt, og landskabet er nok Atacama­ørkenen.

Bogen består af korte prosatekster, der fortæller om en ung mand i 1970’ernes Chile, om hans senere liv i Danmark som flygtning og om den arv, han efterlader til sin datter.

Fortælleren er datteren, sandsynligvis forfatterens alter ego, der, efter at politiet har opsøgt hende for at meddele, at hendes far er fundet død i sin lejlighed, har slået sig ned i den for at komme ind på livet af ham. Hun sover i hans seng, spiser hans madrester og indsnuser atmosfæren. Det skriftlige materiale om ham består af en lægejournal på 621 sider, men hun fordyber sig i minderne om ham og erindrer, hvad han har fortalt hende og beslutter, at hun vil skrive hans historie, sådan som hun forstår den.

Både faren og hans far arbejdede i en mine i Atacamaørkenen, men familien flyttede til Santiago, og faren kom på universitetet, for han ville ikke leve et liv med sår på hænderne som sin far.

Men så kom Pinochets statskup, og faren revolterede sammen med kammerater med demonstrationer og stenkast, der var deres eneste våben. Han blev arresteret og udsat for langvarig tortur, indtil det lykkedes ham sammen med to andre under en fangetransport at flygte op i bjergene. Her skjulte de sig i en hytte, og da de havde lidt penge, kunne de ernære sig ved indkøb i en nærliggende lille butik.

Men angsten for at blive opdaget, måske angivet, og uvisheden om fremtiden tærede på dem både fysisk og psykisk. En nat gik faren i sin rastløshed ud i skoven, og da han kom tilbage, var det frygtede sket.

Hvordan det lykkedes faren at komme til Danmark fortæller historien ikke noget om, men her blev han gift og fik datteren, som han kalder Ata. Ægteskabet holdt ikke, og det havde nok sine grunde. Han var ikke i stand til at forene sine to liv. Traumerne fra fængselsopholdet og omflytningen til et nyt land og et nyt sprog var for meget for ham. Han burede sig inde, og ”hans psykoser hang fra loftet som guirlander”.

Forholdet mellem far og datter lider under det i den grad, at hun spørger ham om, hvorfor han ikke bare tager hjem, men det drømmer han ikke om, for man kan også være i eksil i sit eget land. Engang var han oprører, men nu er han ingenting. Han svinder ind og ender med at blive en baby, der tisser i sengen og må mades med mos. Datteren bliver hans forælder. Da hun sidder i den forsømte toværelses lejlighed, ser hun for sig under bordet i køkkenet en brujo med en knoglet krop og katteansigt. Sådan en viser sig, når noget er ved at gå til grunde. Måske var det sådan, faren lå, da han blev fundet død. Tilbage er arven, der består af ydre lighed og en kompliceret kærlighed til den far, som hun nu skal begrave på kontanthjælp.

I sidste afsnit fortælles om Atacamaørkenen, jordens tørreste ørken. Engang var der minedrift, men med Pinochet blev den omdannet til koncentrationslejr og massegrav. Nu er den centrum for astronomi med et observatorium, som staten poster millioner i, mens der ikke gives støtte til de kvinder, der i de sidste 50 år har gravet ørkenen igennem med skovle for at finde rester af forsvundne ofre og få dem jordfæstet på en værdig måde.

På de godt 100 små sider lykkes det forfatteren at fortælle om et uhyggeligt kapitel i Chiles historie, og om hvordan det at være tvunget til at måtte forlade sit land kan ødelægge et menneske og sætte sig spor i den næste generation.

Sidsel Ana Welden Gajardo: Du er min arv. Gads Forlag. 124 sider. 200 kroner

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk