Skip to content

Endelig kom der en reaktion på Israels gentagne angreb på nabolandene

[KOMMUNIST nr. 5-2024] Det kan næppe have undgået nogens opmærksomhed, at Iran natten til den 14. april sendte en regn af droner og missiler ind over Israel som svar på en række overfald på iranske interesser både i Yemen, Libanon og Syrien og også gentagne angreb på personer og installationer i Iran selv.

Den udløsende faktor har uden tvivl været det israelske angreb på det iranske konsulat i Damaskus den 1. april, hvor syv personer, heraf to højtstående militærpersoner, blev dræbt.

iran-israel

En tydelig advarsel

Angrebet var tydeligvis en advarsel til Israel om, at de voldsomme aggressioner ikke i længden vil blive tålt, for Iran sendte advarsler om det ud i så god tid, at Israel, med hjælp fra USA, England, Frankrig Jordan og Saudi Arabien, efter sigende fik neutraliseret 99% af missilerne.

Dette ses som tegn på, at Iran ikke er ude på at starte en krig med Israel, og USA har da også meldt ud, at Israel ikke kan regne med militær støtte fra dem til et hævntogt.

Både Iran og Israel ser forløbet som en triumf; Iran fordi der længe har været et folkeligt pres for en reaktion over for Israel, og Israel fordi angrebet ”blev afværget”, og nu, hvor det har vist sin styrke i kamp, kommer der uden tvivl mere gang i salget af det israelske missilskjold over hele verden.

Glemmes Gaza?

Nu er mediernes inter­esse for folkemordet i Gaza jo kølnet voldsomt, selvom situationen dér er en alvorligt truende hungersnød, mens det bliver stadigt tydeligere, at den er et væsentligt led i krigsførelsen, hvilket fremgår af den måde, amerikanerne arbejder på at få åbnet flere indgange i muren omkring enklaven for nødhjælp.

Det har man kunnet gøre lige fra starten, men udsultningen, vandmangelen sammen med ødelæggelsen af hospitalerne og boligerne har været et dødbringende og bevidst brugt våben lige fra starten af angrebet. Det er simpelthen overlagt mord på en hel civilbefolkning, hvoraf langt over halvdelen er børn.

Det ville være mere klædeligt og betydeligt bedre for fredsudsigterne i Mellemøsten, hvis medierne og politikerne brugte deres energi og indflydelse på at standse atom- og besættelsesmagten Israels 75 år lange udryddelse af det oprindelige folk i det land, det så blodigt har udnyttet i alle årene: Palæstina.

Elin Søborg

Back To Top