Energiø – eller hvad?

Af Bo Møller

Det fik ikke den store medieinteresse, da størstedelen af folketingets partier frem-lagde en plan om at etablere en såkaldt ’energiø’ med dertil hørende havvindmøller i Vesterhavet – måske ud for Harboøre. Denne sag druknede i Støjberg, corona og andet, der mere havde mediernes interesse.

Uden at være hverken miljø- eller energiekspert tør KOMMUNIST alligevel komme med nogle kommentarer til projektet.

Projektet

Den kunstige ø skal have en størrelse svarende til ca. 64 fodboldbaner. Øen skal kunne modtage grøn strøm fra ikke mindre end 650 vindmøller i havet uden om øen. Hver mølle skal være på op til 260 meters højde. Det er højere end de møller, der produceres i dag. Møllerne skal placeres mindst 80 km fra land, så de vil ikke give de samme gener som de meget store møller på land eller tættere på land.

Den samlede produktion af strøm vil svare til det, som ca. 10 millioner husstande bruger – så det er langt mere, end vi selv har brug for i Danmark. En del af strømmen skal eksporteres til lande som Belgien, Holland og Tyskland, men en stor del skal benyttes til at omdanne vand til ilt og brint.

Nogle kan måske fra fysiktimerne i skolen huske, hvordan man ved hjælp af elektricitet netop kan omdanne vand til ilt og brint via en såkaldt elektrolyse. Det er dog en proces, der kræver rigtigt meget strøm, men når man har det, kan man også producere meget brint, der her er det mest relevante. Brinten kan nemlig bruges som brændstof i fly og skibe – og vel at mærke et CO₂-neutralt brændstof, idet ’affaldsstoffet’ ved forbrændingen er vand! Med en ret fjollet betegnelse kaldes denne proces, hvor man omdanner noget til noget andet, for ’power-to-x’ – altså strøm til noget andet.

I tillæg til energiøen i Vesterhavet planlægges også en mindre energiø ud for Bornholm.

Ikke gratis

Det bliver en dyr affære: Man regner med, at den samlede pris for den kunstige ø og vindmøllerne vil blive omkring 210 milliarder kr. – eller det samme som 5 storebæltsbroer – eller omkring 11 gange den erstatning, som man betaler til minkavlerne. Belært af mange års erfaring, må vi nok regne med, at det i praksis bliver en hel del dyrere.

Man regner med, at projektet vil være klar omkring 2033 – men der kan sikkert nemt opstå forsinkelser.

Hele projektet skal gennemføres som et fælles projekt mellem staten og private investorer – men dog heldigvis sådan, at staten skal have aktiemajoriteten.

*Den kunstige ø skal være på størrelse med cirka 64 fodboldbaner.*

Problemerne

Problemer er der nok af, så det er ikke det rene slaraffenland, der indvarsles:

For det første er det helt klart, at det er godt for klimaet at producere elkraft på grundlag af vindmøller til havs. Men det vil altså tidligst være i 2033, at produktionen kan komme i gang. Ifølge klimaloven, skal Danmarks CO₂-udslip reduceres med 70 pct. inden 2030, så her hjælper energiøen ikke det mindste. Tværtimod må det antages, at der vil skulle bruges ikke så lidt konventionel energi til at bygge øen og møllerne og til transport til og fra land.
Hvordan de mange udgifter til at lave øen skal finansieres, er ganske uklart. Af den klimaaftale, som partierne indgik i sommeren 2020 fremgik det, at øen ikke måtte belaste skatteyderne – så hvor i al verden pengene så skal komme fra, er en gåde.
I henhold til Paris-aftalen skal der måles på, hvor meget udslip af CO₂, hvert enkelt land står for. I det omfang Danmark kommer til at eksportere grøn strøm til udlandet, vil det være godt for verdens samlede klimaregnskab, men det hjælper ikke på det danske regnskab.
For det danske klimaregnskab betyder det ikke noget, at der nu kommer meget mere grøn strøm – for vi vil i forvejen, via vindkraft til vands og til lands og via solceller, være selvforsynende med grøn strøm. Så det er først, når det bliver muligt via strømmen at danne CO₂-neutralt brændstof som brint, at der for alvor sker noget nyt for klimaet. Men her mangler der stadig den nødvendige teknologi.
Prisen på solceller er faldet kraftigt i de senere år, så det kan hen ad vejen vise sig, at det faktisk er billigere at satse på solenergi end på vindenergi. Det vil så gøre energiøen langt mindre rentabel, og det vil gøre det sværere at sælge strøm til udlandet, hvilket jo er et vigtigt element i det samlede økonomiske regnestykke.

Men alligevel…

Alligevel må det ses som et fremskridt, at man nu har lavet en så ambitiøs aftale. Men der mangler stadig meget, inden klimalovens krav kan blive opfyldt, og her går det meget trægt.

Især har det foreløbigt ikke været muligt at tage væsentlige skridt i forhold til landbrugets store energispild. Her kan vi dog håbe på, at landbrugets reaktionære organisationer vil stå noget svagere, efter Venstre i den grad er blevet amputeret!

Men generelt må vi konkludere, at energi- og miljøproblemer ikke kan løses, så længe kapitalen skal involveres. Det store energiforbrug og miljøsvineri stammer jo hovedsaglig fra den kapitalistiske produktionsmåde, der sætter profit højere end menneskenes trivsel og helbred eller naturens bevarelse.