Enlig mor med mand

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 6-7 2024] Mette Krag og jeg er næsten jævnaldrende, har været medlem af det samme parti og på den måde til dels færdedes i de samme kredse. Det var derfor med en særlig interesse, at jeg gik i gang med at læse hendes erindringer, om end også med lidt forbehold i betragtning af dens uhyre store omfang.

Bogens titel er ”Der skete jo lige det” med undertitlerne ”Kvindeliv” og ”Biografiske beretninger”. Det dækker meget godt indholdet, der er noget springende, men med fokus på kvinden Mette Krags historie, hvor der bliver taget rub og stub af hovedstolen og lidt til. Sidstnævnte drejer sig om fri fantasi, men det vender vi tilbage til.

I god orden begyndes der med lidt slægtshistorie, og derefter følger barndom og opvækst i lægehjemmet i Esbjerg med en kærlig men noget veg far, en skrap mor, som Mette tit er på kant med, og fire søskende. I det store og hele et trygt liv i en borgerlig familie, hvor man bruger stofservietter til hverdag. De ca. 100 sider om kvarteret, de bor i, kan snildt springes over, hvis man ikke har interesse for Esbjergs lokalhistorie. Skolen ligner med forfatterens egne ord noget i retning af Scherfigs i ”Det forsømte forår”, men aftenskolen om moderne drama sætter sig spor i pigesindet, ligesom et besøg på de hollandske museer efter studentereksamenen.

Så går rejsen til København for at gå på Kunsthåndværkerskolen, og her kommer familien Scherfig ind i billedet. Mette møder Hans Scherfig og Elisabeth Karlinskys søn Martin, og de bliver gift og får sønnen Nikolaj. Men det bliver et vanskeligt ægteskab, for Martin er noget af en styrvolt, og Mette kalder sig i perioder ”enlig mor med mand”.

Hun går i gang med at læse til lærer, bliver medlem af DKP, skriver tekster til revyer i Studentersamfundet og bliver som tekstforfatter en del af teatergruppen Skifteholdet. Lærergerningen bliver udvidet med et psykologistudium, i en periode bliver hun leder af børnehjemmet Egelundshuset og senere arbejder hun som psykolog.

Alt i alt ligner det et godt liv med de op- og nedture, der nu engang følger med. Det er imponerende, hvad hun overkommer, men hun har dog også den fordel at kunne parkere Nikolaj hos sine forældre, når det er nødvendigt. Selv klager hun over manglende støtte fra dem, og i det hele taget er der lidt rigeligt af selvynk. Når noget går galt, er det aldrig Mettes fejl, men de andres. Selvportrættet ville have vundet ved at være malet med lidt mere selverkendelse og nuancering.

Undervejs fortælles der om mange kendte og ukendte mennesker, hun har mødt på sin vej, og her gås der ofte lidt for tæt på, så læseren sidder med en ubehagelig fornemmelse af at belure deres ­privatliv.

Helt galt går det, når hun opdigter fiktive samtaler med afdøde personer og lægger sine egne ord i deres mund. Eller som i afsnittet om Hans Scherfigs død, hvor hun funderer over, om han i dag ville have været sammen med den lille flok gammelkommunister, der 1. maj mødes og mindes årets døde. Eller om han ville have været i Enhedslisten og nydt de kønne piger i ledelsen, som er ganske anderledes fremme i skoene. Hun tror det sidste, men det er vist lidet sandsynligt, at han ville være at finde i et parti, som går ind for NATO og EU.

I bogen takker Mette Krag sin redaktør for at have skåret alt overflødigt fedt væk. Efter min mening kunne der med fordel været skåret langt dybere, og der er for mange gentagelser og faktuelle fejl. Som f.eks. at Hans Kirk og Scherfig mødtes på universitetets frokoststue. Kirk var færdiguddannet, da Scherfig blev student, og for øvrigt arbejdede de ikke sammen i 1930’erne i Clarté, men med tidsskriftet Plan.

Der er interessante passager i bogen, men alt for meget der er uden almen interesse.

Mette Krag: Der sker jo lige det. Forlaget Sortedam. 535 sider. 260 kroner.