Er du vores nye efterretningsagent?
Af Rikke G.F. Carlsson, formand for Kommunistisk Parti i Danmark
[KOMMUNIST nr. 2-2023] Forsvarets Efterretningstjeneste søger medarbejdere til landets mest alsidige og utraditionelle job. Her får du mulighed for at bidrage afgørende til Danmarks sikkerhed.
Hvilken sikkerhed, de skriver om, kan vi kun gisne om. For Danmark har aldrig været mere usikkert siden ”operation bøllebank” i 1994 i Jugoslavien, hvor danske tropper kæmpede under dansk flag for første gang siden 2. Verdenskrig. Derefter gik vi ind i Irak-krigen under Anders Fogh Rasmussen. Siden da er våbenbudgetter, efterretningstjenester og soldaters død og traumer eskaleret.
Der søges nu efter flere ansatte og åbenbart, som dette jobopslag omhandler, også ”indhentere” i FE’s HUMINT-afdeling. Her skal du planlægge og gennemføre møder med tjenestens hemmelige kilder. Arbejdet vil foregå både i Danmark og i udlandet – med eller uden blå briller og skæg.
Dårlig arbejdsgiver
Det kan undre os på redaktionen, at FE og politiets efterretningstjeneste har svært ved at rekruttere nye spioner/agenter i egne rækker, siden de nu offentligt på Facebook og i jobopslag søger nye agenter. Måske er det, fordi de som arbejdsgivere ikke er så loyale overfor dem, de ansætter? Hvis man bare kigger på sagen om Ahmed Samsam, burde der ringe en advarselsklokke.
Ifølge oplysninger fra Danmarks Radio var han sendt ud og betalt af PET og FE under flere rejser til Syrien. Det skete med et mål om at indsamle informationer om danske syrienskrigere. Han sidder stadig i fængsel på en terrordom, som han blev idømt i 2018 i Spanien. Ahmed kæmper stadig for at få efterretningstjenesternes ord på, at han i en årrække arbejdede som agent for dem på ture til Syrien.
Dårlige ansættelsesforhold
Og så var der Morten Storm, der også var PET-agent og blandt andet involveret i en mission til at efterspore Anwar al-Awlaki i Yemen. Jobbet bestod i at videregive oplysningerne til CIA. Også han havde problemer med sin arbejdsgiver.
I oktober 2012 stod Morten frem i en artikelserie i Jyllands-Posten. Da historien blev offentliggjort, udsendte PET en pressemeddelelse, hvor de skrev, at de hverken ville bekræfte eller afkræfte Storms historie. De skrev endvidere:
”Normalt udtaler vi os jo ikke om målene for vores operative arbejde. Det kommer dog næppe bag på nogen, at PET som andre vestlige efterretningstjenester har haft fokus på al-Awlaki, og at PET’s operative indsats i forhold til al-Awlaki har været rettet mod at afdække konkrete terrortrusler mod Danmark eller danske interesser i udlandet, herunder eventuel kontakt mellem al-Awlaki og terrorrelaterede personer, grupper eller netværk i Danmark”.
PET havde i august 2012 tilbudt Storm 25.000 kroner om måneden skattefrit i 5 år for at undlade at træde frem i offentligheden.
Rod i økonomien
Nu har den tidligere udsendte Jakob Ellemann, som er blevet forsvarsminister, fået en rigtig møgsag med Statsrevisionen. Det skandaleramte forsvar skal forgyldes og vækste, som det hedder i forslaget til forsvarsforliget. Vi skal afgive en fridag til Jakobs og de andre krigsliderliges sag.
Men tør du stole på, at dine ofre bliver forvaltet ordentligt? Jeg gør ikke. Jeg ved ikke, hvordan de bogfører de penge, de har givet disse to spioner. Jeg ved heller ikke endnu, om de våben, der afleveres til Ukraine, overhovedet når frem. Mange medier beretter om, at de bliver solgt på det sorte marked og dukker op rundt omkring i verden.
Svindelforetagende
Korruptionsskandaler klæber til forsvaret. Svindel, embedsmisbrug og lukkethed betyder nu, at Danmark må anses for et land med moderat risiko for korruption på forsvarsområdet. Problemerne begrænser sig ikke til de væbnede styrker, men rækker hele vejen op til Forsvarsministeriets departement, og det var bare tilbage i 2021.
Transparency International, som er en international vagthund, advarer om, at “en markant stigning i sager om korruption på forsvarsområdet i de senere år tjener som en skarp advarsel mod selvtilfredshed”, ligesom organisationen peger på lovgivningsmæssige huller og ureguleret lobbyisme, som kan indvirke negativt på personaleområdet og våbenkøb. Hjælp, skriger jeg bare.
Blandt de seneste års mest opsigtsvækkende skandalesager er nepotismesagen mod hærchef Hans-Christian Mathiesen, der blev fyret og idømt tre måneders ubetinget fængsel for at misbruge sin stilling til at fremme sin kærestes karriere. En sag, som daværende forsvarschef Bjørn Bisserup afviste at undersøge.
Klar dig selv
Tilbage til jobannoncen. I stillingsbetegnelsen følger et skema (som skal sendes i papirformat, med et rigtigt brev), hvor du udfylder kvalifikationer og sundhedsoplysninger, samt om du er misbruger og/eller kriminel. Ikke at det gør nogen forskal, for de tidligere agenter som Morten Storm og Ahmed Samsam var begge tidligere kriminelle og stofmisbrugere.
De anbefaler også, at du ikke fortæller nogen, at du har søgt stillingen. Sikkert fordi du sandsynligvis vil ende som disse to agenter på længere sigt. Og det vil de åbenbart ikke lægge navn til.
Hvem arbejder du for
Du arbejder ikke for Danmark, men for politiske beslutninger, som fremstår utroligt krigsliderlige, og med voksende institutioner, der lever af fjendebilleder. Disse beslutninger tages af politikere, der er påvirket af selvsamme efterretninger og våbenlobbyen i Danmark. Den består af 170 firmaer, registreret i Dansk Industri, som sælger krigsmateriel. Du gavner ikke dit land men den internationale storkapital, hvis interesser fremmes gennem NATO og EU. Det gælder om, at du skal bekræfte disse fjendebilleder og igangsætte begrundelser for yderligere ansættelse (læs: Vor mand i Havana).
Alt imens vores penge går til dig, selvfølgelig, og til alt muligt unødvendigt skrammel, der ikke gavner miljøet og os eller nogle andre mennesker på kloden. Kun dem som tjener på det.
Held og lykke med ansøgningen.
PS: Den kan ikke skrives på joblog, da den ikke tæller officielt.