Erhvervsskoler skal styrkes
Faldende elevtal og nedskæringer har i en årrække hørt til dagsordenen, når der var tale om erhvervsuddannelserne. Fokus har overvejende været rettet mod gymnasiale og boglige uddannelser, mens tekniske skoler fik lov til at sygne hen og gå i glemmebogen.
Derfor vil det være en god anledning til at rette op på det med regeringens nye udspil på uddannelsesområdet: ’Danmark kan mere’, hvor man vil bruge op mod 2,5 milliarder kroner ekstra om året.
Som tidligere beskrevet i KOMMUNIST vil der mangle faglærte arbejdere, når de store generationer går på pension. AE (Arbejdernes Erhvervsråd) påpeger, at der vil mangle 90.000 faglærte i 2030, så der er brug for, at endnu flere unge går den faglige vej.
Der skal satses på erhvervsskolerne
Det ville være på sin plads, at erhvervsskolerne stod i første række efter at have været udsultet i en årrække.
Man kunne starte med at give elever, som går på fagskoler, ordentlige rammer samt sørge for, at de fik moderne og højteknologisk udstyr, maskiner, robotter og værktøj, så eleverne er godt rustet til at møde fremtiden fagligt.
Som det er i dag, er man håbløst bagud, når det gælder maskiner og værktøj, der ofte er forældet og nedslidt.
Grøn omstilling
Fremtiden kræver dygtige håndværkere, hvis vi skal kunne klare den grønne omstilling. Der vil være brug for mange faglærte elektrikere, VVS folk, smede og montører, da det er dem, der muliggør energirenoveringer, fremstilling af varmepumper og opsætning af vindmøller.
I fremtiden vil faglærte være krumtappen i den grønne omstilling.
Peter Just