Erling Jepsen som vindueskigger

Af Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 11-2022] Annie Ernaux har i år fået tildelt Nobelprisen i litteratur for et forfatterskab, der helt og holdent bygger på hendes erindringer om en opvækst i udkanten af Frankrig. Om hvor konfliktfyldt det har været at bevæge sig fra underklassen til det bedre borgerskab via hendes uddannelse, med alt hvad det har indebåret i form af mindreværdsfølelse, skam og loyalitetsproblemer undervejs. Selvsagt set ud fra et kvindeperspektiv.

Her i Danmark har vi en mandlig pendant til Ernaux i skikkelse af Erling Jepsen, der heller aldrig har frigjort sig fra sin fortid i en dysfunktionel familie i Gram, hvor faderen ejede et ismejeri, der kørte på pumperne.

Begge forfattere har et skarpt øje for, hvad klasseskel betyder og en god hukommelse, men dermed hører ligheden op. Hvor Ernaux er klinisk analyserende, også i forhold til sig selv, er Jepsen fabulerende med en kulsort humor, og han skåner ikke sig selv.

I fjerde, selvstændige bind af hans erindringsromaner er hovedpersonen, der deler navn med forfatteren, blevet vindueskigger. Ikke for at tilfredsstille sine seksuelle lyster, men for at lave research til et tv-spil á la Leif Panduro. Sådan et om overklassen bag facaden, en klasse han gerne selv vil tilhøre, men ikke kender noget til.

Han var ellers kommet lidt på vej i den retning, da han kom i gymnasiet i Haderslev og boede på kollegium i byen. Det sidste gør han stadigvæk, men han er blevet smidt ud af gymnasiet på grund af for meget fravær. Det skyldtes, at han prioriterede sit forfatterarbejde højere end skolearbejdet. Han arbejdede intensivt med en skolekomedie og har efterfølgende skrevet et stykke, som han har sendt til Det Kgl. Teater, og som han forventer, at det vil antage med kyshånd. Han er dog ikke fremmed for at foretage rettelser, om det skulle ønskes.

Problemet med Erling er, at han mangler virkelighedssans og både lider af mindreværdskomplekser og storhedsvanvid, og når han kommer i vanskelige situationer, er han lynhurtig til med sin gode fantasi at brygge løgnehistorier sammen, hvad der kan ende pinligt.

Nu er situationen den, at bistandskontoret har sendt ham ud som vejarbejder, hvor han sammen med et lille sjak skal etablere en spadseresti i byens fine villakvarter.

Det er her, han bliver inspireret til at luske rundt om aftenen og kigge ind ad folks vinduer. Især en familie fanger hans interesse. Den virker så harmonisk med forældre, der taler med deres to teenagebørn, fine møbler, kunst på væggene og bøger i reolerne. Tilfældigvis lykkes det Erling at få indpas i familien gennem datteren Suzanne, som han bliver kæreste med. Det betyder, at han må bryde med pølsemandens Stine, men Erling hører ikke til de trofaste, heller ikke i forhold til sine arbejdskammerater. Fra nu af er det ikke Erlings familiehemmeligheder, der er i centrum, men Suzannes families, som ikke står tilbage for hans egen hvad angår skyld, skam, fortielser og løgne, og historien udvikler sig til en spændingsroman.

Inspireret af sine oplevelser i sin nye svigerfamilie skriver Erling et hørespil til radioen, hvad der viser sig ikke at være helt ufarligt. ”Kiks med kniv og gaffel” hedder det, ligesom det forfatteren selv debuterede med i 1977, og det bliver antaget, og Erling flytter sine teltpæle til København.

Det Kgl. Teater afviste Erlings stykke, men skrev dog, at han var god til replikker, og det er virkelighedens Erling også, ligesom han med enkle ord kan karakterisere mennesker, situationer og følelser helt præcist. Ved afskeden med Stines far siger denne til roman-Erling: ”Men husk, hvor du kommer fra”, og det må man sige, at forfatter-Erling har holdt sig efterretteligt.

Erling Jepsen: Vindueskiggeren. Gyldendal. 238 sider. 250 kroner