Et fortrængt kapitel i Finlands historie

Af Margit Andersen

Finlands alliance med Nazityskland kan ikke benægtes, men det blev i årtier benægtet, at der skulle have været nazistiske fangelejre i landet, og at finner skulle have været med til at deportere jøder.

Det er imidlertid blevet afsløret, at der var mere end 200 lejre i Nordfinland, som var ledet af tyskere og med finner som frivillige medarbejdere. Når fanger ankom til disse lejre, blev der foretaget en racevurdering af dem, jøderne blev sendt videre til henrettelse, og samerne blev brugt til ”forskning”, og nogle af ligene blev sendt til Tyskland til nærmere undersøgelse. Racevurderinger af samer fortsatte i Finland helt op til 1960’erne.

Det er denne famøse del af landets historie, Petra Rautiainen tager under behandling i sin debutroman ”Land af sne og aske”.

Handlingen foregår i det nordligste Finland og veksler tidsmæssigt fra kapitel til kapitel mellem 1944, hvor tyskerne så småt kan se, hvor det bærer henad, og til 1947 og nogle år fremefter, hvor man er gået i i gang med at genopbygge området efter nazisternes afbrænding af det.

I kapitlerne fra krigens tid er det en finsk tolk og vagt, Väinöi, der skriver dagbog om, hvad der sker i lejren. Han har været tilsluttet den højreorienterede bevægelse, der gik ind for et Storfinland og har tidligere arbejdet for Gestapo i andre lejre.

En anden finsk vagt er Olavi, som den tyske lejrchef mistænker for at være illoyal. Fangerne, der bor i telte, kommer alle vegne fra: russere, rumænere, serbere og polakker, og de bliver sat til at bygge veje i det landskab, hvor der før kun var renstier.

En af fangerne, Kaarlo, der også er finne, har en mærkelig særstatus. Han kan færdes frit omkring, får ekstrarationer og er bonkammerat med vagten Olavi. Det er en af flere gåder, som ikke skal afsløres her, f.eks. hvad det er for nogle lyssky transporter, der foregår om natten, og hvad kopsætteren Saaras rolle er i den forbindelse.

Hovedpersonen i 1947-kapitlerne er Inkiri, der er journalist og fotograf, og som er kommet til byen tæt ved den udbrændte lejr for at lede efter spor af sin forsvundne mand, som hun af en hemmelig kanal har fået at vide, skulle have været indsat i lejren, men officielt for at lave artikler om samerne i området.

Hun har købt et hus, men lader den tidligere lejer blive boende i en del af det. Han arbejder med genopbygningen af kirken, der ligesom lejren blev brændt ned, da tyskerne flygtede. Hans fortid er, som så meget andet, noget hverken han selv eller andre, der måtte kende til den, taler om. Blandt dem viser sig at være husets tidligere ejer og dennes barnebarn, Bigga-Marja, som Inkiri knyttes til, fordi pigen får interesse for fotografering.

Tiden under og efter krigen væves sammen, og samtidig med at romanen fortæller om koloniseringen af samernes land, et landskab der tegnes et smukt billede af, og om de grusomheder, der foregik under krigen, er den en intens og velskrevet spændings-historie.

Petra Rautiainen: Land af sne og aske. Oversat af Birgita Bonde Hansen. Modtryk. 302 sider. 249 kroner