Et lille folks undergang
Af Margit Andersen
Trækfugle er en gangsterfilm med lån fra de græske tragedier og tilsat latinamerikansk magisk realisme.
At det hele nok skal ende galt anes tidligt, da den unge Raphayet indgår en aftale med en hippieagtig amerikaner om at skaffe denne noget -marihuana. ”Sig nej til kommunismen”, siger amerikaneren, der udgiver sig for at være med i et fredskorps, hvortil Raphayet svarer: ”Selvfølgelig, længe leve kapitalismen!”
Men det begynder med begær efter en kvinde og udvikler sig til begær efter rigdom, et begær der tilsidesætter gamle dyder og regler og ender i en hævngerrig blodrus, som løber helt af sporet.
Når Raphayet hopper på den med marihuanaen, er det, fordi han er forelsket i Zaida, der ligesom ham tilhører Wayuu-folket, der lever i ørkenen mellem Colombia og Venezuela. Dette folk er et matriarkat, hvor det er kvinderne, der tager de store beslutninger, og Zaidas mor er en slags høvding i deres klan.
Hun er ikke meget for at få Raphayet til svigersøn, da han er forældreløs og fattig, så hun forlanger en så stor medgift af ham, at det forhåbentligt overstiger hans formåen. Derfor skifter han sit kaffesalg ud med marihuana, som der er mange flere penge i. Han får Zaida, og deres fattige hytte bliver udskiftet med et lille ørkenpalads, og hængekøjen med en himmelseng. Det går så hurtigt, at de ikke kan følge med og stadig foretrækker hængekøjen for himmelsengen.
Andre vil også være med i dansen om gulvkalven; der opstår stridigheder af forskellig slags mellem klanerne, og æreskrænkelser og grådighed fører til en krig, som alle taber.
Man kan sige, at filmen er en familietragedie, men den er samtidig historien om, hvordan en århundredgammel kultur går under ved pludseligt at blive transformeret fra et landligt samfund med klare regler til et kaotisk, uoverskueligt moderne bysamfund.
Filmen er handlingsmæssigt spændende, men på billedsiden dvælende og utroligt smukt fotograferet. Skuespillerne er i hovedrollerne professionelle, mens birollerne spilles af lokale medlemmer af Wayuu-folket.
Trækfugle. Instruktion Christina Callego og Ciro Guerra.
Manuskript Maria Camilla Arias og Jacques Toulemonde.