skip to Main Content

EU’s gaskrise er brandfarligt stof

Af Rikke G.F. Carlsson

Det nye år startede med en kold gyser, energipriserne steg voldsomt.

Men hvorfor stiger priserne? Forsyningssituationen er nu så kritisk, at der på nuværende tidspunkt må imødeses regulær mangel på naturgas forskellige steder i Europa allerede i januar 2022. Det er en fuldkommen forrykt situation, vi har bragt os i – alt sammen på grund af trusler fra USA og NATO.

De fattigste sidder i mørke og kulde på grund af de høje energi­priser og frygter den kommende regning som er steget voldsomt.

Hvad der umiddelbart må anses for Europas store held er, at vi har en stor nabo mod øst, som er i stand til at levere, hvad vi har behov for af olie og gas. Det var således på opfordring fra Tyskland, at russiske Gazprom indgik en joint venture-aftale om udførelsen af Nord Stream 2-gasledningen fra den russiske del af den finske bugt og ned gennem Østersøen til Tyskland. Men denne løsning er foreløbigt blevet forpurret.

Det hele startede så godt

Tilbage i 00’erne og ind i 10’erne var det som om, både de politiske og de erhvervsmæssige ledere så skriften på væggen. Europa har så hårdt brug for den olie og gas, som Rusland kan levere, at EU burde udvikle mangfoldige og tætte samarbejdsrelationer med Rusland.

Men tilbage i 2011 blev der så stukket en kæp i hjulet. Således har det helt uofficielt, men temmelig åbenlyst, været strategien at så splid mellem EU og Rusland.

Propagandaen starter

De østeuropæiske lande blev på et tidligt tidspunkt udset til at være et nyt bolværk imellem EU og Rusland. De har været udsat for massiv propaganda i retning af at nedgøre russerne og udpege dem som aggressive og farlige.

Hvor det gamle Jerntæppe faldt i 1989, er der, i forlængelse af den europæisk/russiske forsonings- og samarbejdspolitik op igennem 00’erne og 10’erne, blevet iværksat en stor koordineret indsats fra USA’s og NATO’s side for at så splittelse og genskabe tidligere tiders kløfter.

Gas som gidsel

Den vestlige presse fortæller, at russerne bruger gassen som gidsel overfor Europa, selvom det i virkeligheden er Vestens politisering af Nord Stream 2, der bremser forsyningerne.

På det seneste har der kun været sendt 5-10 pct. af de hidtidige mængder af gas fra Rusland til Europa.

Gasforsyningerne til Europa fra Rusland via Polen og Ukraine har været uregelmæssige. Hvad angår Ukraine, så er forholdet mellem Ukraine og Rusland på et historisk lavpunkt, og eftersom Ukraine scorer nogle betydelige ’transfer fees’ for gassen, der sendes igennem landet, er de lave mængder af gas igennem disse rørledninger en afspejling af den kølige relation mellem landene.

Farligt brændstof

Polen scorer også betydelige ’transfer fees’, men Polen er blandt de lande, der har været længst fremme med nedgørelse og bagtalelse af Rusland, og landet gjorde et stort nummer ud af ikke at ville aftage russisk gas, for i stedet at satse på amerikansk LNG (flydende naturgas).

Man må spørge, hvorfor Rusland skulle subsidiere Ukraine og Polen med ’tranfer fees’ for at levere gas til det europæiske gasnet, når tyskerne bare kunne følge normale procedurer og udstede den formelle tilladelse til ibrugtagningen af Nord Stream 2?

Kan man fortænke russerne i at lægge pres på Tyskland for at få hul igennem på Nord Stream 2, så de kan få noget forrentning af deres massive investeringer?

NATO står bag

Blandt milepælene i denne koordinerede indsats kan nævnes The Magnitsky Act i 2012, kuppet i Ukraine i 2014, Skripal-affæren i 2018, Navalny-affæren i 2020 og omfattende polsk og litauisk indblanding i Belarus-opstandene i 2020-2021.

Ved hver af disse aktioner har der været overraskende mange europæiske politiske ledere, som er gået med på historierne, som de blev fremstillet i medierne og har stemt for sanktioner mod Rusland. Konsekvensen ses nu som ruiner i den europæisk/russiske forsonings- og samarbejds-politik.

Bagtalelsen af Putin og Rusland fortsætter uafladeligt, så man kunne tro, at vores politiske ledere arbejder på at motivere de europæiske befolkninger til krig mod Rusland gennem NATO.

Vi hører ustandseligt om russiske krænkelser af vores luftrum, mens ikke et ord bliver sagt om Vestens evindelige krænkelser af Ruslands territoriale grænser. Vi hører om Ruslands mobilisering ved Østukraine, men vi hører intet om den forudgående vestlige mobilisering indenfor og omkring Vestukraine. Totalt ensidigt og propagandistisk, omtrent som var vi allerede i krig.

Benhårde sanktioner

En række amerikanske politiske ledere havde allerede længe presset på for at få stoppet udførelsen af Nord Stream 2-gasledningen, men det var først med Trump-regeringen, at de europæiske parthavere i projektet blev mødt med trusler om heftige amerikanske sanktioner, hvis de fortsatte deres engagementer i projektet.

Disse trusler tvang de europæiske parthavere til at forlade projektet, men da det allerede var på et forholdsvis fremskredent stadium i begyndelsen af 2017, valgte Gazprom at yde de ekstrainvesteringer, der skulle til for at færdiggøre gasledningen. Og selvfølgelig blev Gazprom ramt af amerikanske sanktioner, ligesom mængder af andre russiske virksomheder, men det afholdt dem ikke fra at gennemføre, hvad der var aftalt.

Blandt de europæiske politiske ledere var der fortsat mange, der protesterede imod den komplet uacceptable amerikanske indblanding, og tilkendegav deres støtte til færdiggørelsen af projektet. Her hjemme var Lars Løkke Rasmussen lidt i et dilemma da han som Statsminister havde givet tilladelse til rørføringen forbi Bornholm og i dansk farvand og nu pludselig skulle føje både USA og vores tyske nabo.

Færdig og klar

Nord Stream 2 blev færdiggjort i starten af 2021 og afventer bare en tilladelse fra det tyske energiagentur. Denne tilladelse er desværre bare blevet udsat. Ligesom hele projektet også blev markant forsinket af det danske miljøagenturs stadige udsættelser af sin godkendelse af rørføringen omkring Bornholm.

Der bliver stadig ikke leveret gas igennem den fuldt operationelle Nord Stream 2-gasledning, og konsekvensen er, at de europæiske gaspriser er gået amok, samtidig med at de enkelte landes strategiske reserver af naturgas er drænede til nogle historisk lave niveauer.

Foruden den suspenderede Nord Stream 2-gasledning pegede Putin under et pressemøde lige før jul på en anden tankevækkende omstændighed: At grunden til, at der ikke kan transporteres gas fra Rusland til Europa via rørledningen igennem Ukraine, er, at ledningen er optaget af at skulle levere gas den anden vej fra Europa til Ukraine.

Frem og tilbage

Det er interessant, for det betyder, at de europæiske lande er i gang med at tømme deres strategiske lagre for at kunne forsyne Ukraine. Vestens politiske felttog har konverteret en af det tidligere Sovjetunionens økonomisk stærkeste regioner til en ‘failed state’, som er så meget på hælene, at landet har behov for nødhjælp.

Og det er set før. Overalt hvor USA og dets allierede har ført aggressiv udenrigs-politik siden 11. september, har de trukket et spor af ’failed states’ efter sig. Her har blandt andre Danmark villigt ydet sine bidrag til disse rabiate felttog.

USA har nu sat scenen som Europas store beskytter. De træder frem med en flåde af 20 LNG-tankskibe på vej over Atlanten med naturgas til de energiudsultede europæere.

Mange køber formentlig fortællingen og føler måske endda en form for tryghed ved den. Men det er så falsk, at det gør ondt.

USA har ikke kapaciteten til at forsyne Europa med naturgas, og tidspunktet for, at Europa løber ud for gas, rykker tættere og tættere på.

Kolde vinde

Alt i alt er de store varmeregninger blevet til en farlig krise, både for de europæiske politiske ledere og for USA. Russerne har al den tid, de skal bruge, og de har den økonomiske, politiske og sociale ballast, der skal til, mens omvendt både EU og USA er ved at løbe ud for tid og ved at løbe ud for økonomisk, politisk og social modstandskraft.

Så hvad vil der ske? Vil vores allerede utilregnelige ledere tage vanviddet til ekstremer og vitterligt presse på for en krig mod russerne, eller vil man omsider komme frem til erkendelsen af, at deres opgave er at varetage den europæiske befolknings interesser og ikke USA’s.

Det er brandfarlig politik, der føres. Mange steder ses også protester mod stigende priser, og som altid går det ud over de svageste og fattigste. Krig og olie har altid været brændstof og med alt for meget død til følge.

RC

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk