Skip to content

Fælles kamp for de almene boliger

Boliger til at leve i – ikke spekulere i

Modstanden mod den såkaldte Ghettolov breder sig mere og mere, efterhånden som det går op for offentligheden, hvilke uhyrlige konsekvenser den har. 

Ikke mindst står det nu klart, at det er en klapjagt på det almene byggeri, der ikke er et profitobjekt, og som med sit beboerdemokrati, sociale fællesskab og de gode friarealer nu trues af nedrivning og private spekulanter. Desværre med bred opbakning fra folketingets partier.

Privat byggeri – nej tak

Erfaringerne med det massive byggeri af nye privatejede lejeboliger er ellers skræmmende. Her kan man tale om ”ghettoer”. Massivt, højt og alt for tæt med alt for lidt friareal. 

Erfaringerne fra privat udlejning er også dårlig vedligeholdelse, høje huslejer og evindelige slagsmål med de anonyme udlejere, som mere og mere er ukendte investorer. At få sådanne boliger ind i de sunde almene områder vil være en katastrofe.

Hvad er baggrunden?

Man kan gætte på baggrunden for, at også partier som socialdemokratiet og SF støttede særloven. Kunne det være, at de var faldet for den bølge af had og straf, som kom til at kendetegne den tidligere regering, samt at konsekvenserne langt fra var gennemtænkt og undersøgt. Men da det er en særlov, der bryder med mange andre love og konventioner, kan den rulles tilbage. Den tidligere regering ville straffe sig ud af selvskabte sociale problemer. Det kan ikke lade sig gøre, hvilket i øvrigt burde være kendt fra ”vennerne” i USA. 

Initiativ til samlet kamp

Det er derfor godt at se, at flere beboerbestyrelser fra det almene byggeri nu er gået i offensiven og indkalder til møde om fælles kamp. 

Vi bringer her pressemeddelelsen og kan kun opfordre flest mulige til at møde op til det organiserede møde. -bfc

Stop ghettopakken 

– vedtaget mod bedreviden, som der rigtigt er blevet sagt

Kom til møde onsdag den 27. maj 2020 kl. 19–21.30 om ghettopakken. Mødet holdes i Støberiet, Blågårds Plads på Nørrebro, København.

En række almennyttige beboerforeninger på Nørrebro afholder møde, fordi ghettopakken vil ødelægge livet for mange beboere i almennyttige boliger. 

Ifølge pakken må der i 2030 højst bo 40% med anden etnisk baggrund end dansk, derfor bliver flere almene boligblokke nedrevet og/eller solgt. 

Mange politikere har længe været imod almene boligselskaber, derfor blev der for år tilbage givet adgang til salg af almennyttige boliger. 

Er målet at afskaffe den almennyttige boligsektor? Vi frygter, at vi ikke bare er vidner til et groft indgreb i menneskers ret til bolig, men også et angreb på den almene boligsektor som sådan. I dag Mjølnerparken, Ringgården, Vollsmose med flere. I morgen er det måske din bolig. 

Der er med ghettopakken sket en forringelse af lejer-rettigheder og sociale rettigheder.

Ghettopakken har et klart racistisk indhold og er derfor i strid med internationale konventioner, et angreb på arbejdsløse, ufaglærte, pensionister og folk på overførselsindkomst, der tillige er omfattet af pakken. 

Hvor skal alle disse mennesker bo? 

Landsbygggefonden, der betales af lejerne i de almennyttige boligselskaber, skal nu bruges til nedrivning og bortsalg af boliger. 

Der må gøres noget nu. Rul ghettopakken tilbage!

Derfor kom til mødet, hvor et panel bestående af en advokat, formanden for Mjølnerparken, Rosa Lund fra Enhedslisten, en repræsentant for foreningen Almen Modstand mfl. vil indlede, og yderligere initiativer til at stoppe ghetto-pakken drøftes. 

Altså den 27. maj 2020 i Støberiet, Blågårds Plads.

Arrangører Lejerforeningerne Murergården, Blågården, Mjølnerparken 

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk