Familie- og naturdrama

Af Margit Andersen

For femten år siden kunne man i biografen se Byambasuren Davaas dramadokumentariske film ”Den grædende kamel” (kan lånes på biblioteket), der skildrede nomadernes liv i Gobi Ørkenen. Livsformen var enkel og fulgte gamle traditioner, men det moderne liv sneg sig ind i form af radio, TV, biler osv.

Nu er Davaa igen på banen, denne gang med spillefilmen ”Den gyldne jord”, som hun både har skrevet manuskript til og instrueret.

Vi er igen blandt mongolske nomader, men der er løbet meget vand i stranden i den mellemliggende tid, og ikke til det bedre. Nomaderne lever stadig i harmonisk samhørighed med naturen og dyrene, men deres tilværelse trues af den globale grådighed. I Mongoliets jord er der mineraler af uhyre værdier, der tiltrækker nationale og ikke mindst udenlandske mineselskaber.

Her er det guld, der ledes efter – og guldgravernes, både de lovlige og de ulovlige, graven og boren og omlægning af floder ødelægger naturen og dermed vilkårene for nomadernes kvægdrift. Mineselskaberne bruger pisk og gulerod for at få nomaderne til at flytte væk, så de kan få plads, og guleroden består i lokkende kompensationer, som mange i magtesløshed tager imod.

Kvægavleren og mekanikeren Erdene, der selv har bygget den bil, han ræser rundt i, står stejlt i det spørgsmål, han vil ikke lade sig jage væk, men hans kone Zaya forholder sig vaklende. Det skaber dårlig stemning hjemme i jurten, hvad der trykker deres søn Amra.

Men han er også optaget af noget helt andet, nemlig muligheden for via skolen at komme til at deltage i konkurrencen Mongolia’s Got Talent med sin yndlingssang om den gyldne jord, der er blevet overleveret fra far til søn i generationer. Det skal blive både fatalt og forløsende.

Erdene prøver af al magt at overbevise de andre kvæg-avlere om, at de skal kæmpe imod mineselskaberne, men omkommer ved en tragisk ulykke, som Amra føler, at han er skyld i. Det betyder også, at han bliver manden i huset og som sådan føler sig ansvarlig for familiens økonomi. Det er en stor mundfuld for en lille fyr på 11 år, men ligesom i ”Den grædende kamel” løses knuderne op til sidst.

Tilbage står så det store problem om den ødelæggende minedrift, og Amras mor er ikke længere valen, men forsøger at videreføre sin mands modstandskamp.

De sidste billeder på lærredet veksler mellem at vise den oprindelige ”gyldne jord” og de støvbjerge, den er ved at blive omdannet til. En advarsel om, hvad det ender med, hvis ikke Mongoliet holder op med at være leverandør af billige råmaterialer til udlandet, og i stedet for går over til at udvikle dem selv på egne vilkår og med respekt for naturen.

Den gyldne jord. Manuskript og instruktion Byambasuren Davaa