Fantastiske forbehold

Af Susanna Dyre-Greensite, formand, Folkebevægelsen mod EU

Mandag den 21. marts præsenterede EU’s Udenrigsminister Josep Borrell EU’s nye forsvarspolitiske strategi. Strategien, som er en slags militærdokrin, kaldes for EU’s ”Strategiske Kompas”. Det er døbt sådan for at efterligne NATO’s ”Strategiske Koncept”.

EU’s Strategiske Kompas bekræfter meget af det, EU-modstandere længe har frygtet. Kompasset repræsenterer et ”kvantespring frem” i EU’s forsvarspolitiske samarbejde. Ambitionerne om en færdigbygget forsvarsunion er med det Strategiske Kompas blevet meget konkrete.

Flere penge

EU’s Strategiske Kompas lægger op til, at hvert EU-land dels skal bruge flere penge på forsvar, og dels at flere af de penge skal bruges på fælles indsatser i EU-regi. Kompasset udpensler meget specifikt, hvilke områder der skal satses på.

Stående mini-hær

Et af Kompassets helt store projekter er en stående udsendelsesstyrke på 5.000 tropper. Styrken minder om de såkaldte ”EU-kampgrupper”, som EU har i forvejen. Der findes til enhver tid to kampgrupper á 1500 tropper, som i princippet kan udsendes til et konfliktområde med få dages varsel. Kampgrupperne har eksisteret i 15 år, er dyre at opretholde og er aldrig blevet brugt. Nu er tanken altså, at de skal udvides.

Svækket vetoret

En af grundene til, at EU’s Kampgrupper aldrig er blevet brugt, er, at deres brug kræver enstemmighed blandt alle deltagerlandene. Mens nogle lande som Frankrig er meget ivrige efter at bruge EU’s kampgrupper, har andre lande historisk set været mere tilbageholdende. Det har EU’s ledere nu fundet en løsning på.

EU’s Strategiske Kompas bløder nemlig op for princippet om, at alle lande skal være enige. Nu skal de lande, der ikke vil være med, kunne komme med en ”konstruktiv afståelse” fremfor at nedlægge veto.

Det vil betyde, at medlemslande, der ikke ønsker at gøre brug af den kommende udsendelsesstyrke, vil presses til ikke at nedlægge veto men blot afstå. Netop det, at EU via den ”konstruktive afståelse” formodentlig vil blive mere militært aktiv, vil også øge presset på de EU-lande, der ikke umiddelbart vil med på de nye militære eventyr. Disse lande, specielt de mindre, vil blive presset af ikke mindst store lande som Frankrig og Tyskland til at være ”solidariske” med de andre.

Dermed er det ikke kun vetoretten, men også på sigt den ”konstruktive undtagelse”, der vil ophøre med at være en reel handlemulighed.

Forbeholdet redder os

Allerede i dag bliver lande, der er med i EU’s militære dimension, presset til at stille med soldater og materiel. Da Trine Bramsen var forsvarsminister, udtalte hun, “Nu har jeg jo siddet ved EU-møderne, og jeg har hørt lande blive presset i forhold til at stille med flere soldater, skibe, andet til EU’s missioner”. Om situationen for Danmark, hvis vi droppede forsvarsforbeholdet, sagde hun, ”Der vil være et politisk pres eller et politisk krav om, at vi fra dansk side skal deltage i EU-missioner”.

Det pres ville kun være større i dag, hvor EU tager det ene syvmileskridt efter det andet på det militære område. Derfor bliver det danske forsvarsforbehold stadig mere vigtigt.

Med forbeholdet sikrer vi, at den danske forsvars- og sikkerhedspolitik fortsat alene er et dansk anliggende. Hvis Danmark afskaffer forsvarsforbeholdet, vil den danske forsvars- og sikkerhedspolitik derimod blive udsat for et stadigt pres i retning af et overstatsligt system.