Far kører Taxa – Storebror kører Uber

Margit Andersen

[KOMMUNIST nr. 10-23] At det franske politi er gennemsyret af racisme er veldokumenteret, og ligeledes at mottoet fra revolutionen om frihed, lighed og broderskab ikke gælder farvede indvandrere.

I romanen Storebror fortæller titelpersonen et sted om en meget dygtig narkosælger, som politiet ikke kunne få ram på, og uden beviser går det trods alt ikke at arrestere folk. Det problem løste man ved at likvidere ham under forbikørsel. I overkanten af det realistiske kunne man tænke, hvis det ikke lige var for det drab, virkelighedens franske politi begik her i sommer på en 17-årig indvandrerdreng, der forsøgte at flygte under en trafikrazzia.

Storebror og Lillebror skiftes til at fortælle, dog med overvægt til Storebrors side, om deres opvækst i Blokken og deres nuværende liv.

Moderen døde tidligt, og derefter var det deres far, der er fra Syrien, der tog sig af dem, og de tog sig af hinanden. Faderen er taxachauffør, ateist og kommunist, så de er vokset op uden religiøs påvirkning, men med bevarelse af traditioner hjemmefra, som f.eks. det store fredagsmåltid, hvor faderen sætter alle sejl til for at servere retter hjemmefra.

Som børn var brødrene uadskillelige, men efterhånden udvikler de sig forskelligt, og forholdet dem imellem og til faderen bliver til en blanding af had, kærlighed og irritation.

Storebror dropper ud af gymnasiet, bliver småkriminel og lader sig hverve til militæret og bliver udsendt til Tchad, men det bliver for meget for hans nervesystem. Nu er han hjemme i ghettoen, i blokken, og kører taxa for Uber, hvad der selvsagt er en sten i skoen for hans far. Som supplement til den ringe løn leverer han ”græs” til rige folk og nyder selv en hel del af produktet. Det dulmer, og det har han brug for. På et tidspunkt var der en ­betjent, der reddede ham ud af en knibe, mod at han holder betjenten à jour med, hvad der foregår i miljøet, og det sætter ham i en svær loyalitetskonflikt.

Lillebror er det modsatte af en hård negl. Han var altid videbegærlig og ville det bedste for alle, og på et tidspunkt kom han ind i et religiøst miljø og begyndte at sejle med koranen som kompas. Han bliver sygeplejerske, meget dygtig, og ville egentlig gerne have været læge, men det var ikke inden for rækkevidde for en indvandrerdreng.

En dag forsvinder han og efterlader bare en besked om, at han er taget til Syrien for at virke som sygeplejerske. Men er han nu det? Eller er han taget ud for at slås for islam? Tvivlen nager Storebror, der en dag mener at se skyggen af ham i Paris. I så fald er fanden løs, for alle der kommer tilbage fra Syrien bliver automatisk regnet for terrorister. Hermed kommer der gang i spændingen, for hvad er det, Lillebror har gang i?

Forfatteren borer dybt i det franske samfund, der er præget af fordomme og fremmedfjendskhed, men beskriver både øst- og vestsiden nuanceret og uden moralisering. Med Storebrors ord, så ”ved man ikke længere, hvem der er hvem, eller hvem der er hvad”, og ”der er hvide, der konverterer til islam, men man kan ikke konvertere til at blive hvid”. Det lyder måske som en noget trist kost, men den bliver serveret med et litterært overskud og i en usentimental, fandenivoldsk og humoristisk tone.

Mahir Guven: Storebror. Oversat af Mette Olesen. Jensen & Dalgaard. 282 sider. 289 kroner